Wolves

Kapitel 2

Der stod hun, ved skolen, klar til at gå ind. Hun havde sin nye uniform på. Den bestod af en hvid skjorte, blå og sort-ternet nederdel eller sorte bukser hvis man var en dreng, eget valg af sko, mørkeblå slips og en blå jakke. Der strømmede med elever ind i skolen. Der var mange elever, men lidt i forhold til andre skoler. Clara holdt vejret og pustede ud inden hun gik indenfor. Hun var nervøs for sin nye klasse.

Da hun trådte ind i lokalet, blev alt stille, det var stille men larmede på samme tid. Hendes hjerte bankede hårdt, en ringen i ørene forekom. Men det hele stoppede da hendes nye lærer sagde noget. "Nå, det her er jeres nye klassekammerat. Clara, vil du introducere dig selv?" Sagde han. Clara kiggede rundt i lokalet, alles øjne var på hende. Nogle inden bagved hviskede om noget. Hun rømmede sig "Jo. Mit navn er Clara Miller. Jeg er 15 år gammel, jeg er lige flyttet hertil for nogle uger siden, jeg er stadig i gang med at vænne mig til disse nye omgivelser." Nogen inde bag ved fniste. "Tak Clara. Jeg hedder Mr. Jones, du kan bare kalde mig for sir." Clara nikkede, "Du kan sætte dig på den tomme plads ved siden af Kayla Davis." Clara gik stille ned på sin plads. Kayla havde virkeligt lyst hår, blond men næsten hvidt og blå øjne. Hendes hud var også virkeligt lyst. "Hej, mit navn er Clara!" Hviskede Clara. Kayla sagde ikke noget. Hun kiggede bare på Clara.

Klokken ringede højlydt, timen var slut. Clara gik over for at møde nogle af de andre elever. "Hej mit navn er Clara, hvad med jer?" Spurgte hun 2 piger. "Faith Summer" "Zoe Winter" Sagde pigerne og rakte hænderne frem. Faith havde mørke brun-sort hår, mellem lys hud og brune øjne. Zoe havde blondt hår, lyst hud, grønne øjne og fregner. Clara tog imod hænderne. "Hold dig fra dem." Sagde en stemme i hjørnet. Det var Kayla, hun rystede på hovedet. "Ej lad nu være med at ødelægge vores moment, din nørd." Sagde Faith. Zoe rullede øjne af Kayla. "Hun er så jaloux. Hun er skolens sorte får, den som ikke har nogle venner. Hvis der er nogen du skal holde dig fra, er det hende" Sagde Zoe irriteret. "Jeg forstår ikke helt hvorfor du skal blande dig i hvem jeg vil være venner med... og på samme tid er det jo ikke rart at kalde nogen for nørd... Kan ikke holde jeres fjendskab væk fra mig? Jeg er ikke interesseret i drama." Sagde Clara, hun gik videre for at møde de andre. Kayla tog lange skridt imod Faith og Zoe. "Det stopper nu. Jeres mobning imod mig stopper nu. Folk dømmer mig kun på grund af jer, og nu min eneste chance for at få en ven er væk fordi i hele tiden skal lave drama." Sagde hun koldt. Kayla gik væk og over mod Clara. "Clara vent! Vil du ikke nok være min ven?" Sagde hun. "Jeg ved ikke helt... du ignorerede mig da jeg sagde hej, og du har det der pigedrama jeg ikke vil være en del af." Sagde Clara, hun kiggede på Kayla. Men intet svar. Clara vendte sig om for at gå igen. "Nej Clara vent!... Det må du undskylde. Jeg mener det virkeligt." Sagde hun og holdt Claras hånd. Clara stod og tænkte lidt. "Ses vi så hos mig efter skole?" Spurgte Clara med et smil på læben. Kayla smilede.

Clara ventede ved porten. "Hvor blev du af?" Spurgte hun, da Kayla kom løbende. "Ja, undskyld! Der skete lige noget. Det ville være en god ide at løbe afsted til dit hus nu." Sagde hun. "Hvor langt har du lige løbet?" Spurgte Clara forundret. "HELE skolen igennem. Kom nu vi skal afsted." Sagde Kayla. Clara løb med Kayla da de hørte nogen råben. De løb langs vejen, bladene plaskede i vandpytterne, gliddene af vejkanten og ud på vejen. Nogle råb lød fra ikke så langt derfra. "KOM TILBAGE TØS AAAHHHHRGGG." Lød det højere og højere. Kayla vidste hun ikke kunne løbe fra dem hvis de cyklede. Hun kiggede bag sig. "Fortsæt." Sagde hun afslappet. Løbende videre begyndte Clara at blive forpustet. "Jeg kan snart ikke mere..." Spruttede hun. "Herind!" Sagde Kayla idet hun skubbede Clara ind i skoven, bag en busk. "Hva-" Sagde Clara, men nåede ikke resten, Kayla holdt for deres munde. Dem på cyklerne kørte forbi og i et øjeblik var de væk. Clara ræv Kaylas hånd fra hendes mund. "Hvem var de?" Spurgte hun. "Bare nogle bøller." Hviskede Kayla, hun kiggede op for at se om de var væk. "Hvad ville de med dig?" Clara kiggede med de store grønne øjne på Kayla. Hun var så forvirret. Hvad var der lige sket? Kayla rejste sig. Hun rakte en hånd ud for Clara, for at hjælpe hende op. Bukserne drivvåde af bladende på jordbunden stak sig til deres hud. Det kriblede overalt hvor det var blevet vådt. Clara kiggede på sine beskidte hænder og derefter ned ad sin krop. Kayla sukkede, "Jeg kom til at gå ind i deres leder, ikke et godt træk når man ikke har lavet deres lektier for dem i en måned. Det har lykkes mig at undgå dem, indtil nu desværre. Jeg er den kloge pige her på skolen, så det er min straf det her." Dråber fra træerne faldt ned, de landede alle et unikt sted. Lugten af skov bredte sig i de efterårs forkølede næser. Clara tog sine hænder til sig igen. Hun kiggede på den bunke mudder de lige havde siddet i. "Det er okay. Det er ikke din skyld, Kayla." Sagde hun. "Jeg kender nogle visse mudrede piger der har brug for tæpper, hygge og en kop varm kakao!" Sagde hun muntert. De smilede inden de gik resten af vejen hjem, med den kolde vind og langsomme dråber faldene.

Pejsen knitrede højlydt. Kayla og Clara delte tæppe, med nyt frisk tøj på og det gamle til vask. De drak varm kakao og stirrede lige ind i ilden, i pejsen. "Har du en yndlings farve? Dyr? Familie? Eller andet interessant omkring dig?" Spurgte Kayla. Øjnene flyttede sig ikke fra pejsen. "Blå, Ulv, Far." Sagde Clara. "Øh hvad?" "Jeg svarede bare på dine spørgsmål!" Grinte hun, "Nåda? Hvad er der så specielt ved din far?" Spurgte Kayla interesseret. "Jo, der er ikke så mange andre at havde som favorit når man hverken har mor eller søskende. Jo tanter og onkler! Men dem ser jeg ikke så tit." Sagde Clara. Hun stirrede ned i sin kakao. "Det er jeg ked af det at høre. Jeg har heller ingen søskende." Sagde Kayla. De stirrede lidt i kakaoen. "Kayla vil du høre noget?" Spurgte Clara, ikke længere stirrede hun i sin kakao. "Ja, hvad er det?" "Bor der ulve heromkring? For lige siden jeg flyttede hertil, har jeg set en hel masse." Spurgte Clara, hun ville havde et svar for hun havde ikke tænkt på andet end den ulv. Ulven i drømmen, vinduet, skoven, værelset. Hun ville have svar. "Øm tja det ved jeg ikke." Kaylas øjne blottede sig. "Jeg går lige på toilettet." Sagde hun og løb derhen. "ØH SKAL DU IKke vide hvor det er? ..." Startede Clara med at råbe og sluttede med en hvisken. Kayla var allerede væk, forsvundet oppe af trappen.

Kayla låste sig inde på badeværelset. Med hastige fingre skrev hun nummeret for hjemme telefonen. Klik. "Hallo?" Lød en stemme i telefonen. "Hej mor, jeg ringede fordi jeg ville sige at den nye pige har opdaget ulven. Jeg ved godt det var planen, men det her sker alt for hurtigt! Hun har lige spurgt mig om den, mig en pige hun slet ikke kender! Hvad skal jeg gøre?" Sagde Kayla med en rystende stemme. "Slap af min hvalp. Det er okay, hvordan går det med Clara?" Sagde stemmen afslappet. "Hun er hurtigere til at løbe, mindre forpustet. Hendes øjne er blevet bedre, jeg ved endnu intet omkring hendes lugtesans og hørelse, hun virker heller ikke til at være syg. Ikke engang tegn på gule øjne." Kayla kiggede rundt, hurtige vejrtrækninger. "Slap så af. Clara er næsten klar, lad være med at gøre noget dumt. Hvornår er den næste fuldmåne?" Stemmen lød skarpere. "Om tre dage, om tre dage er næste fuldmåne." Sagde Kayla, hun havde fået mere styr på sin stemme. "Okay hvis hun bare virker den mindste syg i de næste dage, siger du det til mig. Du arrangerer at hun overnatter på fuldmånen, inden den står op, fortæller du sandheden okay? Ikke før eller efter den er i gang, vi må ikke risikere noget." Bip. Der blev lagt på. "Dybe vejrtrækninger, dybe vejrtrækninger." Hviskede hun. Knirkende fodtrin lød op ad trappen. "Tænk hurtigt." Hviskede Kayla, og der trak hun ud i toilettet, og vaskede hænder. "Er du okay?" Spurgte Clara på den anden side af døren. "Ja, jeg skulle bare lige på toilettet, intet andet." Sagde Kayla. Hun åbnede døren.

"Har du en yndlings serie? Eller bog?" Spurgte Kayla. De lagde begge tilbage i tæppet, med hver sin mobil og spillede. "Jeg ser ikke så meget. Men min yndlingsbog er Hannah Potter. Jeg elsker magi og den slags ting." "Gør du det?" Sagde Kayla. "Ja, jeg elsker dem." "Det er ved at være sent nu. Jeg skal hjem. Ses vi i morgen?" Spurgte Kayla. "Åh ja selvfølgelig ses vi i morgen." Clara smilede, hun fulgte Kayla helt hen til døren hvor det drønede ned. Regnen havde ikke været vildere end nu, og skyerne dækkede hele himlen. Kayla forlod huset uden et ord, bare et vink farvel. Clara vendte sig om, "husk dit tøj." Sagde hun men der var ingen Kayla, kun de brune blade og regnen. Efter Kayla forlod huset, virkede det hele så tomt. Det var helt mørkt, men månen skinnede stadig. Den var ikke hel, men det var snart tid.