Wolves

Kapitel 4

Clara havde mere hovedpine end nogensinde. De var lige kommet hjem, og var fuldkommen udmattede efter den nat. "Hvad skete der?" Gabte Clara, og tog sig til hovedet. Kayla lå under et tæppe på gulvet. "Din første forvandling er hvad der skete." Hviskede Kayla træt. "Godmorgen piger, jeg har skrevet til Mr. Miller at I er syge, og derfor gerne vil blive hjemme til i morgen. Alt er ordnet." Sagde Mrs. Davis i døren, hun gabte. Hun var også helt træt og kunne næsten ikke stå op. "Kayla-hvalp. Vil du ikke nok forklare?" Mrs. Davis slentrede direkte tilbage til hendes seng. Uret på bordet viste klokken 11:38. "Ser du, i går var der jo fuldmåne, og nu er vi trætte fordi vi har løbet rundt om natten. Så simpelt er det, og mere specielt er det ikke." Gabte Kayla. Kaylas hår var spredt ud over det hele. "Vent, var det virkeligt? Hvad det ikke en drøm?" Clara var lige pludselig lys vågen. "Ja, det var virkeligt." Kayla satte sig op. "Husk at du skal gemme på din hemmelighed. Gule øjne og prikkende hud er stærke tegn på forvandling. Du skal passe på!" Sagde Kayla. Clara nikkede. "Hvis nogen finder ud af noget, skal min mor nok finde ud af noget." Kayla var dybt seriøs. De nikkede i takt, "Jeg skal nok træne dig i at styre ulven." Sagde Kayla.

"Du er grim, du er irriterende, din møgunge, alle hader dig, du er intet, skrub af, flyt væk fra min by, du er tosset." Sagde Kayla, hun cirklede sig rundt og Clara. Skubbede hende af og til, grinte og bare hvad endt irriterende hun kunne finde på. "Hvad føler du?" Claras øjne var lys-gule. Hun var så irriteret. "Det prikker, over alt." Knurrede Clara. "Slap af, træk vejret, positive tanker." Sagde Kayla, hendes mor og far fortsatte den irriterende snak. Clara træk vejret ind og pustede ud. "Godt, føl naturen, du er så meget mere, tænk på det." Sagde Kayla. Clara lukkede sine øjne, langsomt åbnede hun dem igen. De var næsten hendes normale øjenfarve, det gule var ved at forsvinde. "Du er en ulv, glem det ikke. Du er så meget mere end de sølle mennesker, så lad dem ikke gå dig på." Sagde Kayla afslappende. Clara sukkede, "Du har ret, jeg kan ikke forsvare mig længere overfor dem." Sagde hun. "Du er ved at være god! Husk nu, du må stadig godt sige noget igen som, lad personen være og så videre. Du skal bare ikke lade ulven vise." Sagde Kayla. "Mærker jeg en buldrende vrede, slapper jeg af. Mærker jeg en prikken og stikken i huden, stopper jeg og ignorere personen. Kan jeg mærke noget i hovedet og jeg ikke kan slappe af, løber jeg væk og gemmer mig." Sagde Clara. Hun trak vejret langsomt. "Godt, og husk. Husk." Sagde Kayla. Mr. Og Mrs. Davis fortsatte snakken. Clara blev skubbet fra den ene side, hun havde ikke set det komme. Hurtigt vendte hun sig om, Kayla frygtede det værste. Men Clara kiggede bare på Mrs. Davis. Hun var helt afslappet. "Hvordan har du det? ..." Spurgte Kayla. "Det prikker." Sagde hun koldt, og Kayla klappede. "Flot! Det var virkeligt flot klaret! Du er en hurtig lære!" Sagde hun.

De løb så hurtigt de kunne. "Vi må ikke komme for sent!" Råbte Clara. Kayla stoppede ved vejkanten. Klokken var ved at blive 9, og det var der de skulle havde mødt op. Kayla satte sig ned i græsset. Hun lukkede øjnene, og lugtede. Lugtede alt omkring hende. Lugten blev til lyde, lydene blev til billeder. Hun så den lange vej til skolen. "Hvis vi løber igennem skoven i ulveform, kan vi nå derhen til tide." Kayla rejste sig, men var allerede på vej ind i skoven. Clara fulgte efter. "Hvordan er det nu jeg gør det her? ..." Sagde hun. "Sæt dig ned og føl din natur igennem dine årer, tving dine øjne." Sagde Kayla, der stod Kaylas ulv. Den ventede på Clara. Clara koncentrerede sig, hun kunne mærke naturen skylle hendes årer, den prikkende fornemmelse, mærken i hovedet. Der var intet menneske der længere. Kun 2 ulve. De løb så hurtigt de kunne over imod skolen. "Den her vej!" Bjæffede Kayla. Hun hoppede over en lang å. Clara fulgte hvert et skridt Kayla tog. Hun var forelsket i ulve livet. Ulvens frihed, natur. Det var fantastisk. Kort efter var de ved skolen. Clara og Kayla forvandlede sig tilbage, et lille stykke inde i skoven. De gik ind imod skolens port. Bøllerne stod foran porten, lederen stod i midten. Han nikkede imod pigerne. Langsomt gik han frem imod dem. "Jeg ser du havde en ven, et monster. Hva'?" Sagde han. Han gloede på Kayla, men så slet ikke Clara. Pigerne stoppede et tavst sekund. "Hold bare op. Jeg går nu. Kom, Clara." Sagde Kayla, hun gik imod porten. Clara nikkede og fulgte med. "Ikke så hurtigt piger. Hvem var det monster? Den var kæmpestor, havde gule øjne, en høj skinger stemme og lugtede afskyeligt. Ik' drenge?" De nikkede. "Vi siger det til en lærer hvis du ikke stopper nu." Hvæste Clara. "Hold mund!" Hviskede Kayla strengt. "Var det hende? Var det en sjov spøg at klæde hende ud som hævn? Vi har aldrig været så ydmyget." Lederen pegede på Clara. "Vi går, ignorer ham bare. Husk hvad jeg har lært dig." Hviskede Kayla til Clara. Clara mærkede den buldrende vrede og den prikkende følelse. "Træk vejret ind, og pust ud." Tænkte Clara for sig selv. "Mærk kroppen, naturen, det er okay. Læg ulven til side og slap af." Sammen gik de væk fra bøllerne og ind mod skolen. "Jeg ved godt at din mor forsvandt Clara. Jeg gør min research når nye elever kommer til skolen. Hun gider jo tydeligvis ikke være i familie med sådan en plageånd som dig." Han grinte. Claras øjne blev gule med et, hun løb op imod lederen og overfaldt ham. Knurrende slog hun til ham igen og igen, i ansigtet eller de fægtende arme, hun var ligeglad. Blå mærker formede sig rundt omkring på hans krop. Han skreg højt. "FÅ DET VILDDYR VÆK FRA MIG! ARGH! HJÆLP MIG!" Han skreg og råbte, han stoppede bare ikke. "HOLD SÅ OP CLARA!" Råbte Kayla idet hun tog Clara væk fra ham. "Slap så af! Du ved hvad der vil ske!" Men det var for sent. "Vi må få dig væk herfra. NU." Sagde hun strengt. De løb ind i det gamle cykelskur på skolen. Der var mørkt og meget af hegnet manglede. En gammel rusten cykel lå i hjørnet, og der var en masse skrald liggende rundt omkring. Det lugtede ikke så meget som man skulle tro. Clara forvandlede sig, hun var helt vild. Helt rasende. Kayla sikrede sig for ingen var i nærheden. "Det er okay. Han sagde det for at få en reaktion, og det fik han. Men du kan altså ikke bare sådan gå amok på folk." Sagde Kayla strengt. "Jeg ved godt at du er rasende, men please bare slap lidt af." Kayla satte sig på knæ. Hun rakte efter noget i lommen. "Det her skal nok slappe dig af." Hun holdt en lille blød grisepude. "Jeg tæsker den for vildt når jeg bliver sur, men jeg kan se du har mere brug for den. I hvert fald lige nu." Hun rakte den til Clara. Claras øjne blev tomme af vrede. "Slap helt af." Sagde Kayla. Menneske Clara sad nu på knæ foran Kayla. Hun havde kontrolleret sin vrede, så hun kunne forvandle sig tilbage. "Jeg er stolt af dig, Clara. Du har meget at lærer men du kunne af-forvandle dig og det er sejt. Endda så hurtigt!" Sagde Kayla, hun smilte et bredt smil. Clara tog imod den lille grisepude og lagde den i sin lomme. Stemmer lød udenfor cykel-skurret. "De løb herind!" Råbte en dreng. En sur dame kom ind i cykel-skurret. Hurtigt rejste pigerne sig. "Hvad tror i lige at I laver? Tæsker en hjælpeløs dreng for ingen grund? Hvor er I langt ude. Jeg vil se begge af jer på mit kontor lige nu. Jeres forældre vil høre om det her." Sagde damen strengt. "Men Principal Veronica! Du forstår det ikke. Drengene har mobbet mig i årevis, Clara ville bare beskytte mig." Sagde Kayla bedene. "Hvis det virkeligt er sandt, så synes jeg det er lidt mærkeligt hvordan at alle i nærheden, for at være specifik 30 elever, så Clara tæske ham, og havde intet set i forhold til mobning." Principal Veronica gjorde tegn til at de skulle følge med.

Inde på kontoret sad pigerne. De ventede på at Principal Veronica skulle sige noget. En tikken lød fra vinduet bag Principal. Regn slog mod det. Bøger lå i korrekt rækkefølge, i hylderne ved væggene. Katetret stod midt i det hele. Uret på væggen tikkede også. Det vidste klokken 9:46. "I kommer helt sikkert for sent til time på grund af jeres pjat." Sagde hun. Man kunne se vreden i øjnene. Banken på døren lød. "Kom ind." Sagde Principal Veronica højt. Mr., Mrs. Davis og Mr. Miller trådte ind. "Hvad er der sket?" Spurgte Mrs. Davis. "Læn jer tilbage, jeg skal nok forklare." Sagde Principal blidt, hun gav dem endda et smil. "Det der er sket, er at Clara Miller tæskede en hjælpeløs dreng, ved navn: David Johnson." Sagde hun alvorligt. "Hvad har det af gøre med vores datter?" Spurgte Mr. Davis. "Flere elever siger at det var Kaylas ide, det beviser også hvorfor hun valgte at flygte og gemme sig med Clara i stedet. Det er uacceptabelt. Vi tolerer ikke den slags på skolen. Ikke nok med det, lyver hun direkte i mit ansigt." Sagde Principal Veronica. Mrs. Davis skulede til Clara. "Hvorfor gjorde du det?" Sagde Mr. Miller. "Far, jeg ville bare beskytte Kayla! Desuden, sagde han noget omkring mor. Jeg ville bare få ham til at holde sin mund." Sagde Clara. "Det passer! Lydt nu, alle er så bange for David og hans bøller at de bare gik med på løgnen. Du ved ikke hvor meget han mobber os alle!" Sagde Kayla. Principal gloede på pigerne. "Min datter lyver aldrig." Sagde Mr. Miller. "Jeg synes du skal tage en snak med David og andre elever." Sagde Mrs. Davis. Principal Veronica nikkede. "Okay, jeg tager en snak med dem. Viser det dog sig at pigerne lyver, får de begge eftersidning 2 timer, hver dag, i en uge. Okay? Det bliver kun 1 time i 2 dage hvis I fortæller sandheden, lige nu." Sagde Principal. Der var tavshed, Principal kiggede på pigerne, som om hun forventede et svar. "Javel. Så er I fri til at gå til time." Sagde hun, alle nikkede til hindanen.

Kayla og Clara gik ind i klassen. Det var frikvarter og havde lige ringet. "Hvor har i været henne?" Spurgte Billy Johnson. Han var Davids lillebror. "Ballade vi intet havde at gøre omkring din bror." Sagde Kayla. "Ham igen? Jeg forstår det ikke, overhovedet." Sagde Billy. "Har I været ude i regnen?" Spurgte Clara. "Ja, idræt. Du ved hvordan Sir er." Sagde Billy. Alles uniformer var drivvåde. Kayla og Clara var de eneste der ikke var våde. "Jeg hader når sir tvinger os udenfor!" Hvinede Faith, "Samme her! Min maskerer løber jo ud over det hele! Jeg ligner et monster!" Græd Zoe. Rebecca Mountain gik over til Clara og Kayla. "I ved godt hvad folk siger om jer, ik'?" Sagde Rebecca. Alle i klassen blev stille. "David har helt seriøst hængt jer ud. I ved bare ikke hvad de gjorde imod mig! Jeg stod bare og passede mig selv, og så kom de, de er vilddyr! Det er hvad de er! Det er præcis hvad han sagde." Efterlignede Rebecca, David. "Og i kender jo godt Matt Trayer? Han har filmet en video af det hele, han har tænkt sig at give den til avisklubben så de kan skrive den bedste historie til deres avis og han få de 100kr. Hvis I ikke vil være kendt som 'vilddyr og vildmonster' må I hellere skynde jer." Sagde hun. Clara fik en klump i halsen. Pigerne stirrede på hindanen, så nikkede de og løb.

"Du kender ikke Matt. Han vil gøre alt for penge. Hvis vi skal havde den video slettet skal vi gennemsøge hvad end I kan." Sagde Kayla. Hun lugtede efter Matt, en streng af lugt åbnede sig for hendes øjne. "Denne vej." Sagde hun og løb. De løb hen af gangene indtil de nåede Matt. "Han er her. Bare lydt for nu." Hviskede Kayla. Clara snusede. Hun genkendte lugten, han havde stået i nærheden da hun tæsket David. Kayla lukkede øjnene og lyttede. "Hvad mener du med at prisen er faldet? Det var 100kr i går for en god historie og kun 20 nu? Hvad? Jeg skal havde mine penge ellers giver jeg dig ikke videoen." Sagde Matt. "Du forstår det ikke. Min forældre har fundet ud af hvad jeg bruger mine penge på, og det var de ikke glade for. Hvis jeg skal købe historier, skulle prisen være meget billigere, så de ikke opdager noget." Sagde en fra avisklubben. Lyden af en telefon der blev lagt ned rummede pigernes ører. "Så slås vi. Jeg SKAL havde de her penge, jeg har lovet at give halvdelen til David, du ved ikke hvor vred han bliver hvis jeg ikke har pengene!" Sagde Matt. Han var virkelig vred. Clara stak hovedet rundt om kanten. Telefonen lå ulåst på stolen. "Kan du se den?" Spurgte Kayla. Clara holdt øje med drengene, og snup. Så havde hun telefonen. "Har den!" Hviskede Clara. Hun gik igennem videoer fra for nyligt. "Skynd dig." Hviskede Kayla. Clara slettede videoen fra kamerarollen. "Tjek om han har kopier af den et sted." Hviskede Kayla. Clara nikkede og skyndte sig igennem telefonen. "Nej intet." Hviskede hun, og langsomt lagde den tilbage ligesom den lå før. "Fint. Du får pengene. Men kun hvis du sender mig videoen nu." Sagde drengen fra avisklubben. "Fint!" Sagde Matt og rakte ud efter sin telefon. Pigerne stod stadig og lyttede. "Hvad? Den var her jo lige før! Jeg forstår det ikke!" Sagde Matt forbavset. "Ingen video, ingen penge!" Sagde drengen. "Men... " Sagde Matt. Pigerne løb noget væk. "Det var ikke så svært!" Sagde Clara. De gav hindanen en highfive.