Me or him?

10

Vi ser videre på serien og klokken ender med at blive mange.

"Gud klokken er kvart i 8" siger jeg og går i panik.

"Okay rolig nu" siger Veronica og prøver at berolige mig.

"Hvad skal jeg tage på?" siger jeg panisk.

"Jeg finder noget. Bare gå ud og frisk dig lidt op, så finder jeg noget tøj" siger Veronica og går over til mit skab.

Jeg går ud på badeværelset og lægger min makeup og tager en masse parfume på.

Da jeg kommer ind på værelset har Veronica fundet en sort nederdel og en rød top som jeg tager på.

"Held og lykke!" Råber Veronica, da jeg er på vej ud ad døren.

"Takkkk" råber jeg og løber næsten over til hallen.

Da jeg kommer derover sidder Jake på en af de mange sæder og kigger på nogle piger, som skøjter.

"Hey" siger jeg nervøst.

"Hej!" Siger Jake og får store øjne, da han ser mig.
"Du ser godt ud" siger han.

"Tak" siger jeg genert.

"Hvorfor ville du mødes?" Spørger han.

"Øhm... jeg vil bare fortælle dig noget" siger jeg nervøst og mærker mit hjerte hoppe. Jeg ser i hans grønne øjne og mærker, at jeg virkelig er forelsket.

"Ja?"

Jeg kigger ind i hans dybe grønne øjne og får endnu sværre ved at sige det som jeg gerne vil sige.

Jeg fumler med ordene og kan slet ikke koncentrere mig.

"Zoe rolig nu, det er bare mig" siger han og lægger en hånd på mit lår, hvilket får mig til at rødme.

"Øhm hør... jeg vil bare gerne sige... wow det er svært det her" siger jeg nervøst.

Jake ser underligt på mig.

"Jake... jeg kan rigtig godt lide dig." Siger jeg hurtigt og jeg kan ikke længere trække vejret. Mit hjerte slår hårdt. Meget hårdt.

Jeg har lige sagt, at jeg kunne lide Jake, fuck og han siger ikke noget, han ser bare meget overrasket ud. Ikke lige den reaktion jeg havde håbet på.

"Øhmm.." Han siger ikke noget.

Mit hjerte hamrer og jeg er ved at dø af at få en kommentar.

"Zoe... du er rigtig sød, men det er bare... jeg har en kæreste.." siger han og smiler nervøst til mig.

Mit hjerte synker og jeg bliver helt bleg i hovedet.
"Oh.. undskyld, det vidste jeg ikke. Hvorfor har du ikke sagt det før?" Spørger jeg og prøver at holde tårerne tilbage.

"Jeg troede lidt bare vi så hinanden som venner, så jeg troede ikke det betød så meget" siger han nervøst.

"Går hun her?" Spørger jeg flovt.

"Nej" siger han såret.

Jeg siger ingenting, men forbliver bare stille.

"Er du okay?" Spørger han og kigger uroligt på mig.

"Ja jeg har det fint, men jeg må hellere gå" siger jeg og rejser mig.

"Zoe?" Siger han og rækker ud efter min hånd.

Jeg standser for at høre, hvad han har at sige.

"Vi kan stadig forblive venner ikke?" Spørger han nervøst.

Jeg tøver.

"Det ved jeg ikke" siger jeg koldt og går ud af hallen.

Den kolde luft rammer min hud og jeg kan ikke længere holde tårerne tilbage. Jeg græder mine øjne ud. Hvorfor skal jeg altid gøre ting så kompliceret? Hvor er det typisk mig. Jeg bliver så hurtigt forelsket og det går aldrig godt.