Me or him?

22

Efter min opvarmning træder jeg ud af banen og starter musikken på højtalerne, hvorefter jeg skøjter ud på banen igen. Jeg har mine sorte tætsiddende træningsbukser på og en hvid langærmet træningstrøje. Der er kun en måned til den årlige konkurrence, så jeg øver mig på et nyt program, som jeg har arbejdet hårdt på.

Alt går perfekt i starten. Jeg øver mig på nogle af de sværeste trin, som min mor har lært mig, men som jeg aldrig rigtig har kunnet lande. Desværre går det stadig ikke helt som planlagt i dag, men jeg føler, at jeg er tæt på. Forhåbentlig vil det hele sidde perfekt til konkurrencen.

Jeg gentager mit program igen og igen.

Pludselig går døren til hallen op, men jeg hører det ikke over musikken, der er skruet så højt op. Skridtene nærmer sig banen, men jeg er stadig fordybet i mit program.

Jeg når midten af banen, da jeg pludselig mærker en hånd gribe fat i min arm, og jeg farer sammen. Personen snurrer mig rundt, så jeg lander i hans favn og hans læber lander på mine. Jeg står chokeret på banen, imens mit hjerte hamrer voldsomt i brystet.

Jeg trækker mig tilbage fra kysset og ser så, at det er Zach.

"Zach! Hvad laver du her?" spørger jeg chokeret og ser ham direkte i øjnene, hvilket jeg ikke skulle have gjort, for hans øjne sætter altid noget i gang inde i min krop og selvom jeg har skøjter på, er han stadig højere end mig.

"Jeg kommer for at undskylde" siger han og holder sine hænder på mine overarme og nusser mig blidt med sine tommelfingre.

Jeg forstår stadig ingenting lige nu. Hans pludselige tilstedeværelse og kys overrumpler mig totalt. Jeg prøver at samle mine tanker, mens jeg stirrer på ham. Jeg forsøger at forstå, hvad som har gjort, at han lige pludselig står her og ikke til en fest, hvor alle vil have ham.

"Hvad mener du? Du har da ikke noget du skal undskylde for?" Siger jeg selvom det nok ikke er helt rigtigt og trækker forsigtigt mine arme fri fra hans greb.

"Jo, jeg har. Jeg skød skylden på dig. Jeg dumpede, og vi ved jo allesammen godt, at det var mig selv, som var skyld i, at jeg dumpede," siger han undskyldende og kigger mig dybt i øjnene.

Jeg sukker svagt og ser ind i hans intense blå øjne. "Det er fint" siger jeg langsomt og lader hans ord synke ind.

"Hvad mere er, så vil jeg gerne takke dig for, at du har fået mig med til den næste kamp" fortsætter han og giver mig et meget perfekt smil.

"Det var så lidt. Det var ikke fair, at du ikke fik lov til at deltage på grund af noget, der var min skyld" siger jeg og smiler ved tanken om at jeg nu kører ham rundt i det som han har kørt mig rundt i hele dagen.

"Det var ikke din skyld. Jeg var bare vred på dig" forklarer han og ser stadig undskyldende på mig.

Jeg tøver et øjeblik, inden jeg tager mod til mig. "Må jeg spørge dig om noget?" spørger jeg og møder hans blik igen.

"Helt sikkert" svarer han roligt.

Jeg samler mod, selvom det stadig sårer lidt. "Hvorfor sagde du det der til mig under 'jeg har aldrig'?" spørger jeg stille.

Han ser lidt forvirret ud et øjeblik, før han sukker og undskylder. "Jeg ved det ikke. Det var dumt af mig" indrømmer han ærligt.

Jeg smiler forsigtigt og lader mine følelser få frit løb. "Er du vild med mig?" spørger jeg og forsøger at få det til at lyde kækt, men der ligger alligevel et strejf af usikkerhed i min stemme.

Han smiler varmt "Er det ikke tydeligt nok?" griner han og tager min hånd og snurrer mig rundt.

Jeg vil give ham et kys, men jeg kan ikke stå på tæer, når jeg har skøjter på, så jeg holder mine arme rundt om hans nakke og lader ham holde min vægt, imens blidt placerer mine læber på hans.