Me or him?

16

Jeg sidder på en af bænkene i skøjtehallen, mens jeg venter på, at Zach og de andre drenge bliver færdige i omklædningsrummet. Lyden af sneakers, der skramler mod gulvet og latter, der runger i det store rum, fylder luften. Jeg kan mærke en nervøs sitren i maven ved tanken om at skulle tale med Zach. Hvad nu, hvis han er vred på mig?

De fleste af drengene er allerede kommet ud, nogle af dem kaster et hurtigt blik i min retning og hilser venligt, men jeg er alt for optaget af mine egne tanker til at give et ordentligt svar. Jeg piller nervøst ved kanten af min trøje og prøver at berolige mig selv.

Efter hvad der føles som en evighed, hører jeg døren til omklædningsrummet gå op igen. Jeg kigger op og ser Zach og Sam komme gående sammen. Sam ser ud til at være i godt humør og joker med Zach, som griner med. Men da Zachs blik møder mit, bliver hans smil langsomt til alvor. Han ruller øjne af mig og fortsætter med Sam mod udgangen. Jeg føler mit hjerte knuse i mange stykker. Han er virkelig vred på mig.

Jeg rejser mig langsomt fra bænken og går med hastige skidt hen mod dem. Mit hjerte banker hurtigere, og jeg tørrer mine svedige håndflader mod mine jeans.

"Zach! Kan vi ikke lige snakke?" beder jeg i forhåbning om, at han vil.

 Han ignorerer mig og fortsætter forbi mig med hastige skridt.

"Zach?" klynker jeg og føler en knude i maven. Jeg tager fat i hans arm og trækker ham tilbage, så han ikke forlader mig.

"Hva' fuck vil du?" siger han vredt og river sin arm til sig. Hans øjne lyner af irritation, og det gør ondt at se ham sådan.

"Jeg vil gerne lige hurtigt snakke" beder jeg, imens mine øjne glimter af små tårer over Zachs reaktion.

"Ugh, lad det gå hurtigt så" siger han irriteret og himler med øjnene.

"Hvorfor er du så sur?" spørger jeg såret, og min stemme ryster, da jeg ser på ham. Hans hår er vådt efter at have været i bad og han dufter skønt af shampoo. Det får mig dog kun til at blive mere ked af det over, at han er så sur på mig.

Han siger ikke noget, men kigger bare surt på mig med en hårdhed i blikket, som jeg aldrig har set før.

"Nå, men jeg ville gerne takke dig for det i går. Det var virkelig stort af dig. Jeg er virkelig taknemlig" siger jeg og prøver at smile for at vise, at jeg håber, han vil smile igen.

Zach sukker tungt og ser væk et øjeblik, før han vender blikket tilbage mod mig. "Er det alt?" spørger han koldt.

"Nej, det er ikke alt" siger jeg og føler en desperat trang til at få ham til at forstå. "Jeg ved, at jeg opførte mig som en kælling i går, og jeg fortryder virkelig, at jeg ikke lyttede til dig fra starten. Jeg er virkelig taknemlig for at du reddede mig"

"Var det alt?" spørger han koldt og ser på mig med hårde øjne.

Jeg kigger undrende på ham og føler en klump vokse i halsen. 

"Har jeg gjort noget?" spørger jeg såret.

Han ser vredt på mig, og jeg kan se, at hans kæbe strammer sig. 

"VAR DET ALT!" råber han, da jeg ikke svarer på hans spørgsmål i første omgang. Hans stemme fylder rummet og får mig til at krympe mig.

"Ja, bevares..." siger jeg chokeret og stille, næsten hviskende. Jeg føler mig helt tom indeni.

Han tager fat i dørhåndtaget og river døren op. Han går ud og døren smækker i med et højt brag. Lyden giver genlyd i rummet, og jeg får et chok af den høje lyd. Jeg kan mærke, at min puls stiger, og blodet koger i min krop. Jeg kan ikke lade være med at blive irriteret og rasende over hans attitude. Hvad fanden har jeg gjort? Jeg stormer mod døren og river den op.