Me or him?

41

Jeg går ind i huset igen og lægger det sidste vasketøj sammen. Mit tøj er stadig vådt, og jeg drypper på hele gulvet, men det gør mig ikke noget. Jeg er knust. Tårerne vælter stadig ned ad mine kinder, og jeg bryder sammen midt i vasketøjet. Jeg glider ned på gulvet og hulker. Mit bryst gør ondt af alt det gråd, men den største smerte sidder stadig i hjertet.

Noget inde i mig ved, at jeg har taget det rigtige valg, men hvorfor skal de rigtige valg gøre så ondt? Det rigtige valg burde gøre mig glad. Cole burde gøre mig glad, men hvorfor gør han ikke det?

Da jeg kommer til mig selv, lægger jeg det sidste tøj sammen og lægger Chloe i seng. Jeg kysser hende godnat, sætter babyalarmen til, og lader døren stå på klem. Derefter sætter jeg mig i sofaen og tænder for tv'et. En gammel film kører på skærmen. Jeg lægger et tæppe over mig og falder stille og roligt i søvn. Alt det gråd har drænet mig for energi.

Jeg ligger stadig i sofaen, da min telefon pludselig ringer. Jeg vågner med et sæt. Jeg kigger ud af de store panoramavinduer og ser, at det er blevet nat. Jeg gnider mine øjne og rækker ud efter telefonen, der ringer på sofabordet.

Veronica ringer, står der på skærmen. Jeg kigger forvirret på klokken og så på skærmen igen. Klokken er 3 om natten. Hun plejer aldrig at ringe på dette tidspunkt, især ikke nu, hvor hun ved, at jeg har Chloe.

Jeg trykker på den grønne knap og hører med det samme Veronicas febrilske stemme.

"ZOE!" Siger hun.

"Veronica? Hvad sker der? Klokken er 3 om natten!"

"Det er jeg virkelig ked af, men der er noget, jeg må fortælle dig" siger hun trist.

"Ja?" spørger jeg forvirret.

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men... Cole er dig utro."

Der bliver med det samme stille i telefonen, og det samme gør jeg. Jeg kan ikke høre andet end mit hjerte, der banker.

"Hv- hvad?" spørger jeg nervøst og forstår ikke rigtig, det hun fortæller mig.

"Det gør mig så ondt, Zoe."

"M-men er du sikker? Hvordan fandt du ud af det?" spørger jeg, imens et klynk slipper ud af mig.

Hun tøver. "Cole er ikke på ferie med en barndomsveninde. Han er på ferie med en pige fra uni. Jeg tror, de har haft noget i lang tid... jeg er så forfærdeligt ked af det" siger Veronica. Jeg kan høre, at hun græder, og det samme gør jeg også nu.

"Jeg er så utrolig dum," snøfter jeg.

"Hvad mener du?"

Jeg er stille og overvejer, om jeg skal fortælle Veronica om min meget hektiske dag.

"Zach friede til mig i dag," siger jeg direkte.

Der er stille i et kort øjeblik.

"HVAD!?" gisper hun.

Tårerne danner sig igen i mine øjne, og smerten kommer tilbage.

"Jeg sagde nej" græder jeg.

"Åh, Zoe altså..."

"Jeg har mistet ham. Han har gjort alt, for at vise, hvor meget han holder af mig, og jeg har smidt ham væk hver gang!" græder jeg.

"Zoe, det skal nok gå. Du kan stadig nå det" trøster hun mig.

"Hvordan? Jeg ved ikke, hvor han er," snøfter jeg.

"Han er nok på vej til Boston. Hjem til hans familie" siger hun optimistisk.