Always There

Et

22. marts 2013

Jeg sidder og stirrer ud af vinduet og ud på den smukke natur, der om få øjeblikke vil blive erstattet af byen Birmingham. Solen skinner og det er varmt udenfor i forhold til, at det er slutningen af marts.
Jeg drejer hovedet og kigger over på min bedste veninde Camilla, som sidder bag rettet i hendes gamle sorte Golf fra 1998. Der er ikke noget galt med den gamle bil og den kan køre, men jeg har set bedre. Hun elsker den, så det bliver jeg også nød til at gøre. Vi har ikke råd til andet. Vi har knapt nok råd til at betale de månedlige regninger der kommer ind ad døren, også selvom vi begge to har et job ved siden af vores studie.

Hendes varme brune øjne begynder at stråle endnu mere end normalt og jeg kigger ud af foruden, hvor Birmingham rejser sig.

"Så er vi her!" hviner Camilla og giver mig et stort smil. Hun er en af de kønneste piger jeg kender. Hendes lange brune hår falder om hendes tynde ansigt på den helt rigtige måde. Hendes varme brune øjne bærer al den kærlighed, som ingen anden ven har kunnet give mig. Hendes lille, spinkle krop har været mit skjold mod den store uhyggelige verden siden jeg blev født for 21 år siden.
Og så er hun klog, i modsætning til mig. Ella Jones. Mit navn alene skriger almindelige, kedelig pige på afveje. Og det lige præcis det jeg er. En fuldstændig almindelig pige, der ikke har noget smart at skulle have sagt. Jeg klarer mig lige præcis gennem mine eksamener på universitetet uden at dumpe, hvorimod Camilla springer igennem det ene 12 tal efter det andet. Men vi supplerer hinanden meget godt og det er nok derfor vi har kunnet holde hinanden ud i 21 år og nu bor sammen i midten af London.

"Mind mig lige om hvorfor vi er kørt hele vejen til Birmingham for at se dem. De kommer til London om to uger" siger jeg og giver hende et smil. Hun er skør. Enten kunne hun ikke vente eller også vil hun slæbe mig med til endnu flere koncerter med dette meget populære band, som jeg faktisk ikke rigtig er interesseret i at høre, men jeg er taget med for hendes skyld.

"Fordi vi kunne få en tøse tur ud af det" siger hun og vinker en hånd mellem os begge to. "Og vi kan tage i byen i morgen aften og finde en ny fyr til dig. Det kunne du godt bruge." Hun giver mig et skævt smil og retter igen øjnene mod vejen.

"Hvordan var det nu det gik sidste gang vi var i byen Cam?" Ikke alt for godt, tænker jeg for mig selv, mens jeg gennemlever den sidste bytur vi havde sammen i London i mit hoved. Jeg endte som altid med at gå hjem alene.

"Det snakker vi ikke om. Denne gang er det din tur, det lover jeg dig."

Vi glider lige så stille ned gennem Birmingham by. Vejen er proppet og jeg undre mig over hvorfor der er så mange unge mennesker på gaden. Jeg kigger over på GPS'en.

"Du skal til højre næste gang Cam." siger jeg og hun nikker. Hun drejer til højre og efter kort tid bliver vi mødt af det hotel vi har booket hjemme fra. Camilla parkerer bilen og jeg går om for at hive vores tasker ud af bagagerummet.

Receptionisten er sød og venlig og vi får hurtigt udleveret vores nøglekort til værelset og får tildelt værelse nummer 206.

"Op på anden sal og så er det tredje dør på venstre hånd." siger receptionisten og giver os et venligt smil. Vi siger tak og tager vores bagage over skulderen og bevæger os op mod værelset.

"Klokken er allerede mange, så vi kan lige hurtig friske os lidt op og så må vi af sted." Hun er spændt, jeg kan høre det på hende. Og jeg vil bestemt ikke ødelægge hendes gode humør. Jeg giver hende et lille smil og åbner døren ind til det rum som skal være vores værelse de næste to nætter.

...

Der er masser af skrigende unge piger og arenaen er pakket til randen. Her er varmt og folk bliver ved med at skubbe til mig. Den smule klaustrofobi jeg har fået samlet til mig begynder at slå til og jeg kan mærke, at jeg meget snart skal væk. Jeg tjekker mit ur og der er stadig en halv time til, at One Direction skal gå på.

"Cam, kan vi ikke gå lidt tilbage? Jeg kan virkelig ikke lide at være så indeklemt mellem alle de her mennesker." siger jeg så højt jeg kan, uden at råbe. Cam giver mig et trist blik, men jeg holder fast i min beslutning om, at jeg ikke kan stå her længere. Hun nikker og vi prøver at mase os igennem mængden.

"Bedre?" spørger hun da vi har fundet et sted længere tilbage, hvor der ikke er nær så mange mennesker som tæt oppe ved scenen.

"Meget" siger jeg og giver hende et stort smil og hun giver mig et tilbage.

Pludselig begynder alle mennesker i arenaen at skrige og fem drenge træder ud på scenen og begynder at synge en sang som jeg ikke kender. Cam ser glad ud ved siden af mig og jeg kan ikke lade vær med at smile.

...

"Var det ikke en vild fed koncert? Jeg elsker dem virkelig!" hviner Camilla da vi ankommer til vores hotel. Der var mennesker over alt da vi skulle hjem og det har taget os næsten to timer at komme tilbage.

"Den var okay. Jeg kendte ikke rigtig nogen af sangene." siger jeg og trækker på skuldrene. Det var en okay koncert og de fem drenge var ikke de grimmeste drenge i England.

Da jeg sætter mig ned på sengen begynder min mave at rumle og det er først nu, at det går op for mig, at jeg ikke har spist siden frokost. Jeg er hunde sulten. Klokken er næsten et om natten og jeg tvivler på, at der er nogen steder der har åbent på det her tidspunkt. De må have en snack automat på hotellet, det er trods alt ikke det billigste hotel vi er endt på. Hvordan Cam havde råd til at bestille det, det er mig stadig uvist.

"Jeg går lige ned i lobbyen og ser om de har noget jeg kan spise, jeg er så sulten. Skal du have noget med?" spørger jeg Cam og hun ryster på hovedet.

"Ellers tak. Jeg vil lige tage et bad, der var virkelig varmt i den arena." Hun vender sig om mod sin kuffert og begynder at rode den igennem da jeg går ud af døren.

Der er ikke mange mennesker i lobbyen og jeg får hurtigt øje på en snack maskine og min mave begynder at brokke sig endnu mere. Jeg køber en mars bar og en dåse cola.

Der er varmt i lobbyen og jeg beslutter mig derfor at gå udenfor for at spise min sunde aftensmad.

Det skulle jeg aldrig have gjort.

Udenfor er der proppet med unge piger som står og skriger.

Hvad sker der?

Jeg maser mig forbi dem og går om på siden af hotellet. Her er ingen mennesker og jeg kan ikke rigtig høre larmen de laver. Jeg sætter mig op ad væggen ved siden af en dør og begynder at tage papiret af min mars bar.

Pludselig går døren op ved siden af mig og ud kommer en høj, tynd dreng med en kasket på og solbriller. Solbriller? Klokken er lidt over et om natten og her er fuldstændig mørkt.
Han ligger ikke mærke til mig til at starte med og han stiller sig lige foran mig med ryggen til og strækker sine arme op over sit hoved.

"Undskyld, kan jeg hjælpe dig med noget?" spørger jeg og han hopper to meter op i luften af hvad jeg tror, er forskrækkelse og vender sig om mod mig.

"Uh. Oh. Nej" stammer han og tager sine solbriller af. Mine øjne har vendt sig til mørket og jeg kan se nogle mørke krøller titte frem under kasketten. "Jeg havde bare brug for noget luft, du ved. Og så var der så mange mennesker ude foran hotellet." siger han og giver mig et genert smil.

"Jeg er også flygtet fra dem" griner jeg og klapper på asfalten ved siden af mig. "Du kan bare sætte dig her."

Et kort øjeblik kan jeg se, at han virkelig overvejer hvad det er han skal gøre. Lidt efter giver han mig endnu et smil og går over mod mig og sætter sig ned. Var det et smilehul jeg kunne se?

"Harry." siger han og rækker sin hånd ud mod mig.

"Ella." siger jeg og tager hans hånd. Hans store hånd lukker sig om min lille hånd og jeg kan mærke sommerfuglene i min mave blive vagt til live. De har været stille så længe, at jeg troede, at de var døde.

"Det er hyggeligt at møde dig, Ella." siger han med en hæs stemme og store, grønne øjne stirrer ind i mine.