Always There

To

23. marts 2013

"I lige måde, Harry." Jeg giver han et genert smil, mens han stadig holder fast i min hånd. Sommerfuglene i min mave laver underlige ting og det er den bedste følelse i verden. Efter hvad der efter min mening er alt for kort tid giver han slip på min hånd og jeg ligger den i mit skød. Den prikker efter hans berøring.

"Sulten så sent om natten?" spørger han og nikker mod mars baren og colaen i mit skød.

"Jeg er først lige kommet tilbage til hotellet og jeg har ikke spist i flere timer. Jeg er virkelig sulten!" siger jeg og tager en bid af baren. Den smager himmelsk og min mave knurrer af tilfredsstillelse.

"Det kan jeg høre." griner han og kigger op mod himlen. "Det er virkelig trist at være inde i byen. Man kan ikke se alle de smukke stjerner." siger han og læner sit hoved mod væggen og folder sine hænder i sit skød. En mild blæst kommer forbi og en sød duft fylder mine næsebor. Hans parfume. Oh, han dufter virkelig godt. Et kort øjeblik glemmer jeg alt omkring mig og det eneste jeg ligger mærke til er den himmelske duft og varmen fra fyren ved siden af mig.

"Ella." en stemmer bryder langsomt igennem til mig. Hans stemme. Da jeg vender mit hoved sidder Harry og smiler ned til mig. Wow, han er høj. Selv når vi sidder ned er han mindst et hoved højere end mig.

"Oh, ja. Undskyld, hvad sagde du?" spørger jeg og kigger ned i mit skød. Tag dig sammen, Jones råber min underbevidsthed ad mig.

"Jeg spurgte bare hvad du laver oppe på denne tid af døgnet?" spørger han og giver mig et kæmpe smil, smilehul og det hele. Han er så smuk. Man kan godt falde en fyr smuk, ikke? Tag dig nu sammen! Råber min underbevidsthed igen, men jeg ignorer hende.

"Uh. Jeg har været til en koncert med min veninde. Hun er oppe på hotel værelset." siger jeg. Hans smil falder med det samme, som om jeg har sagt noget forkert. Han begynder at rykke på sig og jeg kan fornemme, at han synes, at det er ubehageligt at sidde her ved siden af mig. Han rejser sig ikke, men begynder at sidde og pille ved kanten af hans trøje.

"Oh. Hvilken koncert?" spørger han uden at se på mig. Underligt.

"One Direction." siger jeg. Han forbliver tavs og jeg kan mærke, at han synes det er akavet. Har jeg sagt noget forkert? Hvorfor kan jeg ikke opføre mig ordentlig når det kommer til fyre? De flygter altid. Undtagen ham. Nej! Jeg skal ikke tænke på ham. Hvad der er sket er sket og jeg har lagt det hele bag mig.

"Var det en god koncert?" bryder Harry tavsheden der var faldet over os. Han ser stadig ikke på mig og han fortsætter med at pille et par løse tråde af hans trøje.

"Ja, den var okay. Jeg er ikke den helt store fan, jeg er her for Camillas skyld. Min veninde." siger jeg. Han løfter sit blik fra sit skød og giver mig en skævt smil. Hans grønne øjne stråler. Hvad nu?

"Hvorfor er du ikke den helt store fan?" spørger han og hans smil bliver endnu større.

"Det ved jeg ikke. De siger mig ikke rigtig noget."

"Nu er jeg såret." siger han. Jeg er forvirret. Hvorfor er han såret? Det har da ikke noget med ham at gøre, at et britisk pop band ikke siger mig noget. Alle har hver deres smag.

"Såret?" spørger jeg forvirret.

"Du er en af de første piger der ikke har spurgt efter en autograf eller et billede endnu." siger han.

Og så slår det mig. Jeg har set ham før. Ikke for mange år siden. Han er ikke en bekendt. Jeg har aldrig mødt ham i byen. Men jeg har set ham før. Få timer forinden, hoppende rundt på en scene i en alt for fyldt arena.