Always There

Elleve

14. august 2013

Det er en helt almindelig onsdag midt i august. Solen står højt på himmelen og sommeren har sat sine spor på mig. Min hud har fået en dejlig glød. Jeg elsker sommer.
Men hvis der er noget jeg ikke elsker, så er det store folkemængder. Og det er præcis sådan en jeg befinder mig i lige nu. Der er mennesker med kufferter og flag overalt. Denne helt almindelige onsdag er en travl dag i lufthavnen. Jeg har placeret mig selv på en bænk ikke langt fra udgangen og her har jeg siddet i en time.

Han er landet, det siger skærmene rundt omkring og bagagen er ankommet, men det er han ikke. Jeg ved ikke hvor hans fans får de informationer fra, men de er mødt talstærkt op.

Jeg har ikke set ham siden slutningen af april, det har bare ikke passet ind i vores skemaer. Han har haft travlt med at indtage verden med hans fantastiske sangstemme og barnlige personlighed. Jeg har haft travlt med mit studie, mit studie som jeg lige har startet mit sidste år på. Og jeg kan ikke vente til jeg er færdig til sommer.

Et højt skrig bringer mig ud af mine vandrende tanker, men det eneste jeg kan se er en masse piger der strømmer mod udgangen.

"Harry!" er der en pige der skriger og mit hjerte går i stå. Alt blod forsvinder fra mit ansigt. Jeg har ikke set ham i flere måneder og jeg har savnet ham noget så forfærdeligt, også selvom jeg har snakket med ham stort set hver dag.

Jeg rejser mig langsomt og bevæger mig mod mængden af skrigende piger, der skiftevis råber hans navn, men jeg kan ikke se ham. To piger kommer løbende bagfra og er lige ved at skubbe mig omkuld. Jeg når lige at få rettet mig selv op, inden jeg lander med hovedet direkte ned i det beskidte gulv.

"Flyt jer. Flyt jer, vi skal igennem."

Jeg følger den mørke stemme og det er der jeg ser ham. Klædt i fuldstændig stort, med en sort jakke over armen og en sort hue på hovedet. Hans krøller stikker ud under den og han ser nuttet ud.

Mit hjerte begynder at slå vildt i mit bryst og jeg prøver desperat at slappe af og tørre mine svedige håndflader af i mine bukser.
Men da hans øjne finder mine i mængde, ryger den plan ud af vinduet. Et hjerteknusende smil breder sig på hans læber og jeg er solgt.

Jeg har savnet ham så meget.

Men efter få sekunder brydes vores kontakt og Harry kigger ned. En lille pige med langt, brunt hår der kun går Harry til knæet står og hiver ham i buksebenet og jeg rødmer. Han bukker sig ned og den lille pige siger noget til ham, som jeg ikke kan høre og han giver hende et kram. En dame, som jeg går ud fra er pigens mor, tager et billede og går hen for at tage pigen op i sine arme. Harry giver hende hånden før han kigger op igen. Hans blik falder med det samme på mig.
Jeg har ikke rykket mig ud af stedet. Jeg har været alt for optaget af Harrys interaktion med den lille pige.

Manden, jeg går ud fra er hans bodyguard, hiver ham i armen og siger noget til ham. Harry peger på mig og de to mænd kommer hen mod mig.

Allerede fem meter fra mig kan jeg mærke varmen fra ham trække mig mod ham og jeg tager et langt skridt og træder ind i hans arme. Og det føles som om, at jeg kan trække vejret ordenligt for første gang i fire måneder.
Jeg knuger mig ind til ham og hans arme holder mig tæt til sig.

"Hey, El." er det første han siger og bare lyden af hans stemme gør mig helt ør i hovedet.

"Velkommen hjem." mumler jeg ind mod hans bryst og jeg kan mærke vibrationerne fra hans grin mod min kind.

Åh Gud, jeg har savnet ham.

Alt for hurtigt giver han slip på mig og nikker mod dørene ud til friheden og den varme sensommer.
Han tager min hånd i sin og hånd i hånd går vi ud af lufthavnen. Sommerfuglene i min mave har en fest.
Jeg prøver så vidt muligt at ignorere alle menneskers øjne og jeg prøver at lukke alle stemmerne ude der hvisker ting som, Er det hende? Er de kærester? Er det Ella?

...

"Hvordan var USA?" spørger jeg og tager et sip af min the. Vi er som altid krøllet sammen på min sofa med en kop the i hånden og jeg har ikke været så glad så længe jeg kan huske. Jeg har min bedste ven hjemme igen og vi har en masse vi skal have snakket om.

"Det var fantastisk! Det hele er så stort, du skal virkelig se det, El. Specielt LA. Det er noget helt særligt, jeg overvejer at købe et hus derovre." siger han, smilet på hans ansigt er så stort, at jeg er bange for, at hans kønne ansigt vil sprække. Smilehullerne så dybe, at jeg kunne svømme i dem. Men også kun næsten.

"Er det ikke lidt.. det ved jeg ikke, vildt? Sådan at overveje at købe et hus i et andet land?" spørger jeg. Ikke fordi jeg ikke støtter ham i denne ide, men fordi jeg er nysgerrig. Jeg har aldrig været i USA og alle siger, at det er et fantastisk land.

"Jo, men det virker helt rigtigt, kender du det? Du føler dig bare hjemme med det samme."

Jeg nikker. Jeg kender følelsen. London er mit hjem og det vil det altid være. Hvis jeg kan, så vil jeg her resten af mit liv.

"Menneskerne er alle så flinke, det er bare fantastisk!"

"Det er jeg glad for at høre Harry." siger jeg og giver ham et genert smil.

"Hvad med dig? Hvordan var Grækenland?"

Jeg havde været i Grækenland med mine forældre i sommerferien. Det var en tradition at tage dertil hver sommerferie, et nyt sted hvert år.

"Det var helt fint. Vejret var godt og Kreta er en smuk ø."

Harry er en fantastisk lytter. Han griner da jeg fortæller ham om min mors forsøg på at blive brun, hvilket endte med det fuldstændige modsatte. Hun var så rød, at hun måtte blive på hotel værelset i to dage og min far og jeg måtte tage ud og se øen. Og han var lige ved at græde da jeg fortæller om den påkørte hund vi måtte køre på hospitalet.

Nu og da stryger hans hånd hen over min. Nogle gange løfter han sin hånd op mod mit ansigt når en løs lok falder ned og dækker mit ansigt, men han stopper og jeg fjerner den selv. Jeg kan ikke finde ud af, om han er bevidst om disse ting, men det er jeg.

Sådan fortsætter hele dagen. Vi snakker en masse, små, uskyldige berøringer her og der. Vi bestiller pizza, som vi hurtigt får spist.

Et sted mellem film nummer tre og fire bryder Harry den behagelige tavshed der er faldet over os.

"El, jeg har noget, som jeg skal fortælle dig." siger han. Oh. Han lyder seriøs. "Vi har det sidste år haft et film hold med på touren. Og vi har lavet en film, jeg ved ikke om du har hørt om den."
Og jeg har ærligtalt ikke hørt om dette. Jeg har prøvet at undgå alle sociale medier efter rygterne om os startede i starten af april.

"Det lyder spændende!" hviner jeg og ser op på ham med store, brune øjne.

"Yeah, den har premiere her den tyvende. Jeg er så nervøs. Den er selvfølgelig et protræt af hvad der foregår når man er på tour, men det er så meget mere. De har snakket med os individuelt og den berører nogle meget personlige punkter... og jeg er bare så nervøs for, at folk ikke vil kunne lide den. At folk vil synes anderledes om os, når de kommer til at kende nogle lidt mere private ting om os... yeah." Han kører sin hånd gennem hans krøllede lokker. En nervøs vane, har jeg lært.

Jeg rækker ud og fjerne en krølle der er faldet ned over hans pande. "Jeg er sikker på, at folk vil elske den. Hvem kan ikke elske den? I er fem skønne idioter, der bare har det sjovt. Jeg er sikker på, at den bliver en succes. Hvad hedder den?"

"This Is Us."

"Det er en passende titel." griner jeg og giver ham et genert smil.

Og hans smil smelter mit hjerte.

"Du er en bedste, El." siger han og slår sine store, stærke arme om min lille spinkle krop.

Jeg har aldrig følt mig mere hjemme, end i Harrys trygge favn.