Labyrinten

Kapitel 1: Udvælgelsen

Da jeg vågnede igen, stod jeg op. Jeg gik over til mit skab. Jeg skiftede til et par sorte cowboybukser, og en hvid skjorte med sorte prikker på. Jeg tog mine sorte sko på. Jeg satte mit hår nogenlunde. Jeg gik ud i stuen. Der var fuldstændig kaos! Mor sad og græd, mens hun så på et billede af os alle. Hun tænker sikkert på Kaya. Hun blev valgt til det her for nogle år siden. Hun døde. Mor har ikke været den samme siden. Talulah var her ikke, men min far sad bare og læste avis. Jeg gik over til mor og satte mig ved siden af hende. Jeg aede hendes skulder. "Mor, bare rolig, ingen af os bliver valgt. Chancen er minimal" sagde jeg så beroligende jeg kunne selvom det var meget svært. "Det var præcis det Kaya sagde den dag hun blev valgt" sagde hun og braste i gråd igen. "Bare rolig mor. Det sker ikke" sagde jeg og aede hendes skulder igen. Hun omfavnede mig. I det samme kom Talulah herud. "Jeg er bange" sagde hun stille. "Kom herover" sagde jeg og vinkede hende herover. Hun kom herover. "Jeg lover dig, uanset hvad der sker, kommer du ikke derind. Okay?" sagde jeg roligt. "Det ved du ikke. Hvad nu, hvis jeg bliver valgt? Jeg vil ikke ende som Kaya!" sagde hun. "Talulah, jeg lover dig, du ender ikke som Kaya" sagde jeg og gav hende et kram. "Hvorfor græder I sådan?" kunne jeg høre far råbe ude fra stuen. "Vi er bare bange for udvælgelsen i dag" svarede min mor og tørrede øjnene. "Og?" sagde han, som om intet ville ske, og gik igen. Jeg så efter ham. Hvordan kan han være ligeglad med alt det her? Men igen, hvem er overrasket? Han er altid ligeglad med alt og alle. Jeg så på mor. "Bare rolig mor. Der sker ingenting" sagde jeg og aede hendes skulder. I det samme bankede det på. "Jeg åbner" sagde jeg, og de nikkede. Jeg gik ud til døren og åbnede. Der stod Mia, Tobias og Elian. "Vil du med ud at gå?" spurgte Mia. "Jeg kommer. Jeg siger det bare lige til mine forældre" sagde jeg, og de nikkede. Jeg gik ind til min mor og Talulah. "Hvem var det?" spurgte Talulah. "Det var bare mine venner. Jeg tager ud og går en tur med dem" sagde jeg, og de nikkede. Jeg gik ud i gangen. Jeg tog min lysebrune læderjakke på og gik med dem ud. Jeg lukkede døren efter os. "Hvordan har I det med i dag?" spurgte Tobias. "Jeg ved det virkelig ikke, jeg er nervøs" svarede Mia nervøst og jeg nikkede. "Min mor er et nervevrag. Hun er virkelig bange for at enten Talulah eller jeg bliver valgt" sagde jeg, og de nikkede. "Det er jo også forståeligt. Efter Kaya forstår man hende jo godt" sagde Elian og jeg nikkede. "Ja, og Talulah er også vildt bange," sagde jeg. "Bare rolig Thomas, alt skal nok gå" sagde Mia og jeg nikkede. "I har sikkert ret" svarede jeg, og de nikkede. "Har vi ikke altid det?" spurgte Tobias og vi begyndte med at grine. "Men prøv lige at tænk, hvis man bliver valgt og bliver den første, der overlever" sagde jeg og så på dem. "Thomas, det der er en dum tanke" sagde Mia. "Men tænk lige over det," sagde jeg, og de nikkede. "Tænk lige at kunne sige, jeg overlevede labyrint legene," sagde jeg, og de nikkede. "Men tænk, hvis man ikke overlever. Så alle dem herhjemme vil sige at deres ven eller søn døde i labyrint legene" sagde Tobias. "Så døde man da ikke forgæves" sagde jeg. De så alle chokeret på mig. "Det er en meget underlig måde at se tingene på" sagde Mia og jeg nikkede. "Jeg ved det godt" svarede jeg. Vi gik ned til en sø. Jeg satte mig på hug foran søen. "Nogle gange, ville jeg ønske, at jeg var gammel nok til at frivilligt tage Kayas plads dengang hun blev valgt" sagde jeg stille og kastede en sten ud i vandet. "Thomas, hvis du havde gjort det, så havde du været død nu," sagde Tobias. "Ja, men hun havde været her. Jeg savner hende virkelig" sagde jeg og kæmpede virkelig for ikke at få tårer i øjnene. Elian aede min skulder. "Vi forstår dig godt" sagde han. "Tak" svarede jeg og rejste mig. "Drenge, det er snart middag. Vi skal ned til rådhuset" sagde Mia. "Kom så" sagde jeg stille. Det er nu. Om én time ved vi, hvem der skal ind i labyrinten denne gang. Da vi kom op i byen, var alle på vej ned mod rådhuset. Vi blandede os bare ind i mængden. Jeg så på Mia. Jeg nikkede og hun nikkede igen. I det samme kom vi derned. Jeg kiggede rundt for at få øje på Talulah. Men jeg kunne ikke se hende. I det samme prikkede en mig på skulderen. Jeg vendte mig om, og der stod hun sammen med mor og far. Jeg kunne mærke, at nervøsiteten spredte sig hurtigt i kroppen på mig. Vores borgmester kom ud. Han holdt den lange tale, som han altid gør. Den er dødssyg! "Okay, vores deltager bliver..." sagde vores borgmester. Jeg så på Talulah og hun gengældte det. "Talulah Cooper!" sagde han. Nej! Det kan ikke være rigtigt! Det kan ikke være min søster. Hun gik derud. "Gør det rigtige min søn" kunne jeg høre min far sige. Jeg skyndte mig ud til hende. "JEG MELDER MIG FRIVILLIGT TIL AT TRÆDE I HENDES STED!" råbte jeg. Stilheden bredte sig med det samme. Alle var i chok. Det er forståeligt nok. Det er jeg også selv, må jeg indrømme. "Nej, Thomas! Gå tilbage til mor og far!" græd Talulah. "Jeg vil ikke miste dig, som vi mistede Kaya," sagde jeg, og vi krammede. Vores borgmester så chokeret, men glad på mig. "Det ser ud til, at vi har vores deltager. Kom herop" sagde han. Jeg gik derop. Mit hjerte hamrede derudaf. Alle så på mig i chok. Det var ikke særlig sjovt. Jeg fik øjenkontakt med Talulah. Hun græd. Det var ikke særlig rart at se hende græde. Jeg gik op på scenen og stillede mig ved siden af borgmesteren. "Hvad er dit navn så?" spurgte han med et stort smil. "Thomas Cooper" sagde jeg stille og nervøst. "Var det din søster der blev valgt?" spurgte han. "Ja, det var det" svarede jeg stille. Jeg stod der bare. Alle mennesker der kigger op på mig, og er sikkert i chok over at jeg meldte mig. Jeg fik øjenkontakt med min mor. Hun græd. Det var virkelig ikke rart at se hende græde. Men min far derimod, han var meget glad. Det undrer mig ikke. Han har aldrig kunnet lide mig. Talulah er hans yndlings, og han gør sig ikke umage for at gemme det. Måske er det ikke så slemt, at jeg skal af sted alligevel. "Følg med her" sagde borgmesteren. Jeg gik med ham ind på rådhuset. "I morgen formiddag tager vi af sted, så du har indtil da til at få sagt farvel" sagde han og jeg nikkede. Jeg gik ud af bagindgangen. Jeg satte mig på trappen. Talulah kom gående med en af hendes venner. Jeg rejste mig med det samme og vi omfavnede hinanden. "Hvornår tager du afsted?" spurgte hun. "I morgen formiddag" sagde jeg, og hun begyndte med at græde. "Hey, kom her," sagde jeg så roligt som jeg kunne og lagde mine arme om hende. "Det skal nok gå det hele. Jeg kommer hjem igen" sagde jeg beroligende. Jeg ved ærligt ikke, hvor store mine chancer er for at overleve det her. Men jeg må prøve at berolige hende. "Skal vi ikke gå hjem?" spurgte jeg, og hun nikkede. Jeg lagde min arm om hendes skulder, og vi gik hjem. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg skal væk i morgen. Hele turen hjem fik vi virkelig mange blikke. Det var virkelig ikke rart. Da vi kom hjem, blev vi modtaget af vores hund Max. Jeg satte mig på hug foran ham. "Hej ven" smilede jeg og kløede ham bag øret. Mor og far kom ud. Jeg rejste mig og så på dem. "Thomas" sagde min mor trist og vi krammede. "Min lille dreng. Hvorfor gjorde du det?" spurgte hun. "Jeg ville ikke have Talulah ville blive sendt derind" sagde jeg stille. "Du gjorde det rigtigt min dreng" sagde min far. Jeg nikkede. "Hvordan kan du overhovedet sige det John? Din søn er på vej ind i labyrinten, og du ser ham måske aldrig mere!" sagde min mor knust. "Hey, det er okay" sagde jeg og lagde mine arme om mor. Hun begyndte med at græde. "Jeg lover, jeg skal nok komme tilbage" sagde jeg stille. "Nu skal du ikke love noget du ikke kan holde" sagde min far. Jeg så på ham. "Tommy?" sagde en pige stemme bag mig. Det var Mia. Jeg vendte mig om. Der stod hun sammen med Elian og Tobias. "Hej venner," sagde jeg og gav dem alle et kram. "Hvorfor Tommy?" spurgte Tobias. "Jeg vil ikke kunne bære at se min søster derinde" sagde jeg. "Det er vel fair" sagde Elian. Mia omfavnede mig. "Må jeg lige snakke med dig? Under 4 øjne?" spurgte hun. "Ja, selvfølgelig" svarede jeg, og vi gik lidt væk fra de andre. Vi satte os på en bænk lige ved en sø. "Hvad så?" spurgte jeg og så på hende. "Det her lyder sikkert virkelig underligt, og det er også vildt dårlig timing. Men jeg kan virkelig godt lide dig Thomas," sagde hun. "Mia, jeg er ked af at sige det, men jeg er meget usikker på mine følelser. En del af mig kan godt lide dig. Men lige nu er nok ikke det bedste tidspunkt. Jeg ved ikke engang om jeg vil overleve det her" sagde jeg og hun nikkede. "Skal vi ikke lave en aftale, at hvis jeg overlever, så kan vi se hvordan vi har det der?" spurgte jeg og så på hende. "Jo, det lyder som en virkelig god ide" sagde hun og vi krammede. Vi rejste os. "Hvordan har du det egentlig?" spurgte hun. "Jeg er virkelig nervøs. Jeg vil så gerne overleve det her, men jeg tror ikke jeg gør" sagde jeg stille. "Hey Tommy, positive tanker. Du kan sagtens" sagde hun. "Tak" svarede jeg. Vi kom hjem til mig igen. Borgmesteren stod der. "Ændring i planerne Thomas. Alle dem der er blevet valgt skal til middag i aften inden I bliver sendt ind i labyrinten i morgen. Så du må hellere skynde dig op og pakke dine ting, og få sagt farvel" sagde han. "Okay" svarede jeg og skyndte mig ind på mit værelse. Jeg tog en stor sportstaske frem og fik pakket ret meget af mit tøj sammen. Jeg tog et billede af mine forældre, Talulah, Kaya og mig. Jeg foldede det og puttede det i lommen. Jeg tog mine sorte vandrestøvler på og bandt dem. Jeg tog tasken over skuldrene og gik ud. Min mor brød sammen. Jeg smed tasken ind i den sorte varevogn, der holdt i indkørslen. Jeg gik over til Elian, Tobias og Mia. "Pas nu godt på jer selv" sagde jeg og vi samledes i et gruppekram. "I lige måde" sagde Elian. "Altid" smilede jeg. Tobias og jeg lavede vores håndtegn og sluttede af i et kram. Ik' græd. Ikke nu. Vær stærk for dem. Jeg gav Elian et kram. Jeg klappede hans ryg og vendte mig mod Mia. Jeg lagde mine arme om hende. "Pas nu på dig selv" sagde hun og jeg nikkede. "I lige måde" svarede jeg og vendte mig mod mine forældre. Jeg gav min mor et kram. "Lov mig, at du er forsigtig og passer på dig selv. Jeg vil ikke have du ender som Kaya" sagde hun. "Bare rolig, det lover jeg," sagde jeg med et lille smil. "Jeg elsker dig" sagde hun trist og tørrede øjnene. "Jeg elsker også dig" sagde jeg med et smil og vendte mig mod min far. "Gør os stolte" sagde han, og vi gav hånd. "Jeg skal gøre mit bedste" svarede jeg så roligt jeg kunne. Har han ikke andet at sige? Jeg er hans søn, og jeg overlever måske ikke det her! Jeg vendte mig mod Talulah. "Lov mig, at du kommer tilbage" sagde hun. "Det lover jeg. Bare rolig" sagde jeg, og vi omfavnede hinanden. Jeg fik tårer i øjnene. "Pas nu på dig selv" sagde hun. "Det lover jeg" svarede jeg og kyssede hende i håret. "Vi skal afsted Thomas" sagde borgmesteren. "Jeg kommer nu. Vi ses alle sammen" sagde jeg og vinkede. Jeg gik over til varevognen og satte mig ind. "Er du klar?" spurgte han. "Mere eller mindre" svarede jeg. "Jeg siger bare held og lykke. Indtil videre har vi ikke haft nogen overlevende" sagde han med et hånligt smil. Mit hjerte sank. Det kan ikke være rigtigt. De tager os bare ind for at få dræbt. Jeg kommer ikke hjem igen. Jeg ser aldrig nogen af dem igen! "Så det er bare jeres plan? At vælge nogen, der skal ind i labyrinten, og så dræbe dem så snart som muligt?" sagde jeg, og han nikkede. "Det var hurtigt, du regnede den ud" sagde han med et smil. Turen føltes som en evighed. Det føltes ærligt bare som om, at vi ville blive i den vogn for evigt! Endelig stoppede varevognen. Jeg så ud. Der var en kæmpe hvid bygning. "Hvad er det her for et sted?" spurgte jeg. "Det her er en form for rådhus. Det er her I skal bo, inden I skal ind i labyrinten" sagde han og skubbede mig ud. Nogle vagter greb mig. Jeg nåede ikke rigtig at reagere, før jeg fik øje på en pige cirka på alder med mig. Hun blev også holdt af nogle vagter. "Tag Thomas med ind i spisestuen" sagde borgmesteren. Den ene vagt tog mig hårdt i armen, og nærmest trak mig af sted. Det gjorde faktisk virkelig ondt! Vi gik ind i bygningen. Det var virkelig skræmmende. Jeg så på pigen og hun gengældte mit blik. Den vagt, der holdt hende, åbnede en meget massiv metaldør. Vi blev begge skubbet ind. Jeg snublede og faldt. Jeg rejste mig hurtigt og holdt min hånd frem mod pigen. Hun var også faldet. Hun tog den, og jeg hjalp hende op. "Er du okay?" spurgte jeg. "Ja, hvad med dig?" spurgte hun. "Ja, sådan cirka" smilede jeg. "Velkommen til" sagde en lyshåret dreng optimistisk og kom op til os. "Jeg er Jamie," sagde han, og vi gav hånd. "Thomas" svarede jeg lidt skeptisk. "Jeg er Riley" sagde pigen. "Kom med, vi mangler bare jer" sagde han. Jeg så på Riley med et lidt forvirret udtryk. Hun gengældte det. Jeg trak på skuldrene og vi fulgte efter Jamie. Vi kom ind i et stort lokale. Der var placeret langbord i midten, hvor der var dækket op til 8 personer. Alle pladser var taget bortset fra 3 pladser. De var lige ved siden af hinanden. "Kom med," sagde Jamie optimistisk og gik over til bordet. Vi satte os. Jeg endte med at sidde mellem Jamie og en rødhåret pige. "Okay, skal vi ikke tage en navnerunde?" spurgte en lyshåret dreng. "Jo, god ide" sagde jeg og så på ham. "Jeg er William," sagde han med et smil. Der var Oscar, Sebastian, Olivia, Mathilde, Jamie og Riley. "Jeg hedder Thomas," sagde jeg, og de nikkede. "Er I klar på det her?" spurgte Mathilde. "Mere eller mindre" svarede Jamie, og jeg nikkede. I det samme gik dørene op, og ind kom der nogle folk med en masse mad. De satte det på bordet og gik ud igen. De andre kastede sig over maden. Jeg var virkelig ikke særlig sulten. "Thomas, skal du ikke have noget?" spurgte Jamie. "Jeg er ikke særlig sulten," svarede jeg stille. "Men, du skal alligevel have noget, vi ved ikke hvornår vi kan få noget ordentlig mad" sagde han. Jeg nikkede og tog et kyllingelår. Det var faktisk virkelig hyggeligt. Vi fik snakket virkelig godt sammen. De er alle vildt søde!