Labyrinten

Kapitel 4 Flugten

Der er gået flere måneder. Vi har ikke fundet en vej ud endnu. Gad vide om de derhjemme stadig ser med? Det vil jeg nok ikke gøre. Der sker bare det samme dag efter dag efterhånden. Det er dødssygt! "THOMAS!" råbte Riley. Jeg rejste mig og skyndte mig ud til de andre. "Hvad sker der?" spurgte jeg hurtigt. "Det er døren til labyrinten. Den lukker ikke!" sagde hun skræmt. Jeg så over mod labyrinten. Den lukkede ikke. Hvad sker der? Jamie kom herover og kastede et sværd til mig. Jeg greb det. Der dukkede et billede op på den ene mur. Det var en lyshåret kvinde, jeg ikke ved hvem er. "Hej deltagere. I undrer jer sikkert over, at døren ikke lukker. Det er fordi vi simpelthen synes det her har været for kedeligt. Der er ikke rigtig sket noget. Så derfor har vi bestemt, at I nu får en nat hvor vores Minotaurus simpelthen frit kan komme ind til jer. Held og lykke" sagde hun, og billedet forsvandt. "Jeg er bange," sagde Riley. Det var jeg virkelig også! Den Minotaurus kan bare frit gå herind, hvis den vil! Jeg så på Riley. "Bare rolig, vi får den dræbt" sagde jeg. Hun så på mig. "Thomas, der er noget jeg skal fortælle dig" sagde hun stille. "Fortæl" sagde jeg så roligt jeg kunne. "Jeg kan virkelig godt lide dig" sagde hun usikkert. Jeg begyndte med at smile. "Jeg kan også godt lide dig, virkelig meget" smilede jeg og vi krammede. Jeg så over mod labyrinten. Minotauren var lige kommet herind. "Denne vej!" sagde jeg og tog hendes hånd. Vi løb ind i skoven. Vi gemte os bag nogle træer. Jeg lagde min arm om hende og holdt hende helt tæt ind til mig. Jeg kunne høre hendes hurtige vejrtrækninger. Hun var bange. Virkelig bange. Med god grund. Der lød brag hele tiden, og folk skreg. Det var virkelig ubehageligt! I det samme kom Jamie og Olivia om til os. "Er I okay?" spurgte jeg. "Ja, vi har det fint. Hvad med jer?" spurgte jeg. "Samme her" sagde Jamie og jeg nikkede. I det samme kunne vi høre et virkelig højt brøl. Minotauren er tæt på. Jeg så på Jamie. "I to, gå så stille I kan den vej" sagde Jamie og pegede den modsatte vej af brølet. "Hvad skal I så?" spurgte Riley bekymret. "Vi prøver at få den lukket ind i labyrinten igen" sagde Jamie og så på mig. Jeg nikkede. Det er lidt vores eneste mulighed. "Nej, det er simpelthen for farligt!" sagde Riley bekymret. I det samme var den ovre ved os. Jeg gik i panik. Jeg trak mit sværd. "Afsted, piger!" sagde jeg bestemt. Olivia tog Rileys hånd og løb væk. Riley rev sig fri og skyndte sig herover. Vi kyssede. Det føltes så dejligt. "Afsted!" sagde jeg og kyssede hendes pande. Hun nikkede og løb med Olivia. Jeg så mod Jamie. Han var i slåskamp mod Minotauren. Jeg hjalp ham. Det gik faktisk okay for ham. Men pludselig svingede den sit sværd. Den skar mig i maven. Det sveg som en i helvede! Den prøvede at slå mig igen. Men jeg parerede. Jeg lagde alle mine kræfter i! Det var virkelig ubehageligt! Men pludselig faldt den død om. Hvad? Jeg så på Jamie. Han havde stukket sit sværd gennem dens mave. "Hvor er du god!" sagde jeg og vi gav hinanden en high five. "Tak, men jeg tror vi skal have det der tilset" sagde han og så på min mave. Jeg så ned og der var blod ud over det hele. Det sveg også pænt meget, så det giver god mening. Vi kom tilbage til lysningen. Alt var smadret. Vi gik over til boksen. Jamie fandt noget bandage, og noget til at rense mit sår med. Vi satte ned i græsset. Jeg tog min trøje af, så han bedre kunne rense det. Det var faktisk en ret dyb flænge jeg havde fået. Han begyndte med at rense det. Det gjorde sindssygt ondt! Det sveg som en i helvede. "Jeg er snart færdig, bare rolig" sagde han, og jeg nikkede. "Bare få det overstået" svarede jeg sammenbidt. Han nikkede. Jeg tror aldrig jeg har prøvet noget værre. "Sådan, så er vi færdige. Nu mangler vi bare forbindingen" sagde han og jeg nikkede. "Tak" svarede jeg med et smil. "Det var så lidt" smilede han og bandt det om min mave. Det blev straks meget bedre. Det sveg stadig, men det var ikke så slemt som det var før. Han rejste sig og rakte sin hånd frem mod mig. Jeg tog den og han hjalp mig op. "Tak for hjælpen" smilede jeg. "Altid" svarede han og vi krammede. Riley og Olivia kom herover. Jeg omfavnede Riley. "Er du okay?" spurgte hun bekymret og så på bandagen. "Ja, ja. Det er bare en rift" sagde jeg og hun nikkede. Vi kyssede. "Jeg er så glad for, at du er okay!" sagde hun glad. "I lige måde" svarede jeg. Sebastian, William og Mathilde kom over til os. jeg tog min trøje på igen. "Hvor er Oscar?" spurgte jeg bekymret. Mathilde fik tårer i øjnene. "Han er død" sagde William. Nej, det kan ikke være rigtigt. Jeg satte mig igen. Han kan ikke være død. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. "Hvad gør vi nu?" spurgte Olivia. "Vi tager hjem" sagde Jamie og jeg nikkede. "Ingen har nogensinde overlevet det her" sagde Mathilde hurtigt. "Men nogen skal jo være de første" sagde Olivia. "Og vi kan ikke lade Oscar dø forgæves" sagde jeg og de nikkede. "Plus det monster er jo også dødt. Så der er ingen i labyrinten" sagde Jamie og jeg nikkede. "Vent, er det dødt?" spurgte Riley og så på os. "Ja" svarede jeg. "Hvem dræbte det?" spurgte William. "Det gjorde Thomas og jeg. Vi kom fra det næsten uden skrammer" svarede Jamie og så på mig. Jeg fniste og trak op i min trøje så de kunne se bandagen. De så alle chokeret på mig. "Det går over igen. Men skal vi ikke smutte?" spurgte jeg. "Jo før jo bedre" sagde William og jeg nikkede. Jeg tog mit sværd og så på Riley. Vi krammede. "Kom så" sagde Sebastian. Vi gik over mod labyrinten. Vi gik alle ind. Lige i det vi gik ind lukkede dørene. "Ingen vej tilbage" sagde Mathilde stille. Jeg trak mit sværd og strammede grebet om det. Jamie så lidt overrasket på mig. "I ved, bare for en sikkerheds skyld" sagde jeg og de nikkede. Vi gik ind i labyrinten. Jeg så på Riley. Hun var ret bange. "Hey, det er okay" sagde jeg og tog hendes hånd med min frie. Hun så på mig med et smil. Vi gik i virkelig lang tid. Det var sindssygt. Det føltes virkelig som timevis. Pludselig ud af ingenting lød der et brøl. Jeg hev Riley med om bag en mur. De andre fulgte efter. Jeg kiggede forsigtigt om hjørnet. Der stod endnu en Minotaurus. Jeg vendte mig mod de andre. "Der er endnu en Minotaurus" sagde jeg stille. "Shit" mumlede Sebastian. Jeg kiggede over mod den igen. Det bevogtede en dør. Det er sikkert udgangen. "Venner, vi er tæt på" sagde jeg og så på dem igen. De så alle overraskede på mig. "Den bevogter en dør. Jeg tror det er vejen ud" sagde jeg og de begyndte alle med at smile. Jeg kiggede over mod den igen. Den så direkte på mig. Jeg skyndte mig at gemme mig igen. "Jeg tror den så mig" sagde jeg stille. "Pyt med det. Vi dræber den bare igen" sagde William og jeg nikkede. "Riley, hold dig bag mig" sagde jeg og hun nikkede. Vi gik frem. Den var på vej herover. De andre trak deres sværd. William løb over mod den og begyndte at slås mod den. "En bliver nødt til at hjælpe!" sagde Sebastian. Jeg tog en dyb indånding. Men inden jeg nåede at gøre mere løb Jamie derover. Nej! Han tog kampen op mod den. Kom nu drenge! I kan godt! Kom så! Gør det af med den! Nerverne bredte sig med et i kroppen. Pludselig stak Minotauren sværdet igennem William. Jeg kiggede væk. Det er simpelthen ikke rigtigt! Det kan ikke passe! Jeg fik tårer i øjnene. Riley så det. Hun lagde sine arme om mig. Jeg krammede også hende. "Jamie klarede det!" sagde Sebastian. Jeg så derover. Jamie stod ved siden af Minotauren. Den lå helt livløs på gulvet. Jeg skyndte mig over til ham og vi krammede. "Fuck, hvor er du god!" sagde jeg og vi lavede vores håndtegn. De andre kom over til os. "Kom så, lad os skride herfra!" sagde Mathilde og jeg nikkede. Vi gik over til døren. Jamie tog i håndtaget og åbnede døren. Den gik lige så fint op. På den anden side var der noget, der lignede et kontrolrum. Det så virkelig underligt ud. Der var computere over det hele med et billede af lysningen på. I det samme gik der nogle døre op og en kvinde kom løbende ind efterfulgt af soldater. "Kom med! Hurtigt!" sagde hun bekymret. Jeg udvekslede blikke med Jamie og Sebastian. "Hvad venter vi på? Kom nu!" sagde Riley. "Kom så! Vi kommer ud herfra!" sagde Mathilde. Vi nikkede og skyndte os efter pigen og soldaterne. Det føltes så rart at vide, at vi faktisk klarede den. Vi kom udenfor. Der holdt en sort varevogn. Soldaterne åbnede dørene og vi skyndte os alle ind. Jeg satte mig mellem Riley og Jamie. "Vi klarede den venner!" sagde Sebastian. "Ikke alle gjorde" sagde jeg og så ud af vinduet. "Men i det mindste døde de ikke forgæves. De ofrede sig for at vi kunne overleve" sagde Olivia og jeg nikkede. "Det er rigtigt nok" svarede jeg og de nikkede. "Undskyld, men hvem er du egentlig?" spurgte Mathilde og så på kvinden. "Mit navn er Rosa. Jeg er leder af en lille gruppe, der prøver at hjælpe dem der bliver valgt til det her" sagde hun med et lidt venligt smil. Der er noget over hende, jeg ikke kan lide. "Du er Thomas ikke?" spurgte hun og så på mig. "Jo, hvor ved du det fra?" spurgte jeg. "Det var dig der meldte dig frivilligt til at træde i din lillesøsters sted" sagde hun. "Ja" svarede jeg. Vi sad alle og snakkede i et godt stykke tid. Men lige pludselig stoppede vi. Rosa hoppede ud efterfulgt af soldaterne. "Kom ud" sagde hun roligt. Jeg rejste mig og hoppede ud. Riley fulgte efter. Jeg tog hendes hånd og hjalp hende ud. De andre kom ud. "Nu skal I alle op på hospitalsfløjen. Men efter, får I et værelse. Drengene får et for sig, og det samme gør pigerne. I morgen når der er morgenmad, vil der komme nogen og hente jer" sagde hun og gik ind. Vi fulgte efter. "Det her lyder luksus" sagde Sebastian og jeg nikkede. "Vent, hvornår kommer vi hjem igen?" spurgte jeg. "Det gør I når vi har fået en stopper for staten. Det er dem der laver det her spil. Så længe de stadig er her, så er I alle i stor fare" sagde hun og åbnede en massiv dør. Vi gik ind og kom ind i noget der ligner et hospital. Der kom vildt mange læger over til os. "Thomas, du kan komme med her" sagde en ret høj mand. Han havde mørkt hår, og mørkt skæg. Han var i ført en kittel, en sort T-shirt og et mørkeblå cowboy bukser. Jeg fulgte med ham ind på et værelse. "Bare tag plads i stolen" sagde han og jeg satte mig i en sort stol. Det ligner lidt sådan end man sidder i når man er til tandlægen. "Har du nogle sår eller noget vi skal tilse?" spurgte han. Jeg trak op i min trøje. "En Minotaurus skar mig" sagde jeg stille. "Det skal vi have renset og syet sammen" sagde han og jeg nikkede. "Min kammerat Jamie har allerede renset det" sagde jeg og bandt det af. "Men vi gør det lige igen. Du ved bare for en sikkerheds skyld. Det kan jo være, at der er kommet flere bakterier i" sagde han og jeg nikkede. Jeg fik resten af bandagen bundet op. Der var en ret voldsom flænge. Det så ret klamt ud. Der var tørret blod ud over hele riften og næsten helt op til mit bryst. Det så virkelig ikke godt ud. "Okay, vi skal måske lige have alt det blod tørret af" sagde han og jeg nikkede. Han tog en klud og gjorde den fugtig. "Bare læn dig tilbage" sagde han. Jeg gjorde som han sagde. Stolen lagde sig ned. Da den var helt nede som en seng stoppede den med at bevæge sig. "Jeg vil bare lige tørre blodet væk, så får du noget bedøvelse og så syer jeg det sammen" sagde han og jeg nikkede. Han fik tørret alt blodet at. Det sveg lidt, men ikke lige så meget som at få det renset. Da han havde fået tørret det hele væk så det ikke så slemt igen. "Du får dig et sejt ar" sagde han med et smil. "Ja, så vil jeg da altid kunne huske det her" sagde jeg og vi begyndte begge med at grine. "Din kammerat har gjort et godt stykke arbejde med at få det her renset" sagde han imponeret. "Ja, jeg er glad for at han hjalp mig" sagde jeg med et smil og han nikkede. Han fik givet mig noget bedøvelse. "Er du klar?" spurgte han. "Ja, jeg er så klar" svarede jeg. Han fik det syet sammen. Det gjorde faktisk ikke så ondt som jeg havde frygtet. "Sådan, så er du færdig! Skal jeg vise dig ned til dit værelse?" spurgte han. "Mange tak, og ja det må du meget gerne" sagde jeg. Vi gik ud. Vi rendte lige ind i Sebastian og hans læge. "Skal jeg tage Thomas med?" spurgte Sebastians læge. "Meget gerne. Tusind tak" sagde min læge med et smil. Han klappede min skulder. Jeg gik med Sebastian og hans læge. Vi gik bare i stilhed. Det er næsten sværere at finde rundt her end i labyrinten. Men efter en lang gåtur kom vi endelig til vores værelse. Hun åbnede døren og vi gik ind. Hun lukkede døren og låste. Jeg så på Sebastian. "Jeg har det lige pludselig ikke særlig godt med det her" sagde Sebastian og jeg nikkede. "Det her føltes lige pludselig ikke så sikkert alligevel" svarede jeg lidt usikkert. I det samme gik døren op og Jamie kom ind. Jeg rejste mig. "Er du okay?" spurgte jeg. Han nikkede. "Ja, det er jeg" svarede han. I det samme gik døren op igen og pigerne kom ind. Døren lukkede igen, og blev låst. "Skulle I ikke have jeres eget værelse?" spurgte jeg og gav Riley et kram. "Det troede vi også. Men de havde åbenbart ikke plads" svarede Mathilde og gav Sebastian et kram. "Okay, skal vi ikke bare få noget søvn? Så kan vi snakke om alt det her i morgen" sagde jeg og de nikkede. Jeg kravlede op i overkøjen. Der gik ikke længe før jeg faldt i søvn.