Labyrinten

Kapitel 3 Labyrinten

Den næste dag, vågnede jeg tidligt. Jeg skiftede til en rød T-shirt, et par sorte cargo bukser og en sort jakke. Jeg tog mine støvler på og gik ud. Solen var knap nok stået op. Jeg gik ind i skoven. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon venter på os ude i den labyrint. Er det et monster? Vil vi overhovedet overleve? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg satte mig på en træstub. Jeg tog billedet af min mor, far, Kaya, Talulah og mig frem. Jeg så på Kaya. Det her blev taget 2 dage inden hun blev valgt. Jeg ville sådan ønske, vi vidste hvad der ville ske. Hun ser så glad ud. Jeg fik tårer i øjnene. "Hey, er du okay?" spurgte Rileys stemme. Jeg så op og der kom hun gående. "Ja, det er bare min søster" svarede jeg med et skævt smil. "Din lillesøster eller storesøster?" spurgte hun. "Begge, men mest min storesøster. Jeg ville virkelig ønske, at hun ikke var blevet valgt. Så havde hun været hjemme hos min familie lige nu" svarede jeg, og hun nikkede. "Men det her sagde mine forældre til mig dengang min mormor døde. De sagde, at savnet er stort fordi vi har så mange gode minder med dem" sagde hun, og jeg nikkede. "Jeg vil virkelig gerne overleve det her" sagde jeg. Hun nikkede. "Det tror jeg vi alle vil" sagde hun stille. "Jeg lovede min familie og mine venner, at jeg vil komme hjem" svarede jeg og så direkte op på hende. "Det gør du også. Vi finder en vej ud herfra som de første" sagde hun. Jeg nikkede. "Skal vi gå tilbage? Der er vist snart morgenmad" sagde hun. "Hvad skal vi have?" spurgte jeg nysgerrigt. "Havregrød" svarede hun og klappede min skulder. Jeg rejste mig og vi gik tilbage mod hytterne. Alle sad og spiste morgenmad. Jeg gik over og satte mig ved siden af Jamie. Jeg tog noget havregrød. "Er du klar Jamie?" spurgte jeg og så på ham. "Ja, sådan cirka. Hvad med dig?" spurgte han. "Er så klar som jeg kan være" svarede jeg, og han nikkede. I det samme kom der en underlig lyd ovre fra labyrinten. Dørene var åbnet. Jeg så på Jamie. Han sank en klump. "Er du klar?" spurgte jeg, og han nikkede. William kom op til os. "Hvad så William?" spurgte Jamie nysgerrigt. "Tag et sværd med, så hvis I møder et af de væsener, der skreg i går, så kan I i det mindste forsvare jer selv" sagde han. "Okay, god ide" sagde jeg, og Jamie nikkede. Vi gik over til et lille træhus. Jeg åbnede døren. Der var et helt lager af våben. Jeg tog et sværd og satte den i et etui, og bandt det om ryggen. Jeg så på Jamie. "Er du klar?" spurgte jeg. "Så klar som man kan være" svarede han, og jeg nikkede. De andre kom op til os. "Vær nu forsigtige venner," sagde Sebastian. "Bare rolig, det lover vi," sagde jeg, og Jamie nikkede. "I skal bare være tilbage, inden labyrinten lukker igen" sagde Oscar. "Det var også vores plan" svarede jeg. Jamie fniste opgivende. "Thomas, det er ikke tid til at lave sjov" sagde Riley. "Undskyld, vi lover at være tilbage, inden labyrinten lukker igen" sagde jeg. Hun gav mig et kram. "Pas nu på," sagde hun. "Bare rolig, det lover jeg," svarede jeg og nikkede. Jeg så på Jamie. "Skal vi komme af sted?" spurgte han. "Det må vi hellere" svarede jeg med et skævt smil. Vi løb ind i labyrinten. Det var vildt uhyggeligt. Alle murene var dækket til af alle mulige slyngplanter. Vi stoppede op. "Tænk engang, at der er nogen, der filmer os lige nu" sagde jeg og så på Jamie. Han gengældte mit blik. "Det er vildt underligt at tænke på" svarede han usikkert. Vi gik lidt videre. "Hvordan kommer vi ud herfra?" spurgte Jamie. "Bare vent, vi finder en vej ud. Det er jo vores første hele dag her" sagde jeg og han nikkede. I det samme tog han mig i trøjen og hev mig tilbage bag en mur. Jeg fik det største chok. Jeg slog mit baghoved ind i muren. Det gjorde ret ondt. Jeg så på ham. Han gjorde tegn til, at jeg skulle tie stille. Jeg så mig om hjørnet. Jeg ved ikke engang, hvad det ligner. Det lignede en mand med horn. Hvad i alverden er det? Vedkommende bar også rundt på et svær. Det så virkelig uhyggeligt ud. Han stod bare midt i det hele med ryggen til os. Hvad i alverden? Jeg så på Jamie. Han gjorde tegn til, at vi skulle tilbage. Jeg nikkede, og vi løb tilbage. Mit hjerte hamrede derudaf, og mine lunger skreg for luft. I det samme stod den ting lige foran os. Det var en minotaurus. SHIT! Han så virkelig uhyggelig ud! Jeg trak mit sværd, og det samme gjorde Jamie. Jeg så på ham. Hvad fuck gør vi? I det samme lød der et kæmpe brag. Den blev ukoncentreret. Jamie slog ud efter ham. De røg i duel. Jeg trak mit sværd. Men i det samme jeg gjorde det skubbede minotaurus til Jamie og han faldt. Jeg begyndte med at slås mod den. Jeg var faktisk okay til det. Men pludselig slog han ud efter mig. Han ridsede min skulder. Det gjorde virkelig ondt! Jeg faldt sammen. Vi er så døde! Jeg så op på den. Den skulle til at stikke mig. Men jeg tog mit sværd op og parerede slaget. Det syrede ad helvede til i min skulder. Jeg fik afværget dens angreb. Men inden jeg kunne gøre mere, forsvandt den. Jeg tog mig til skulderen og så på Jamie. Han tog sig til anklen. "Kom nu, inden han kommer tilbage!" sagde jeg. "Jeg kan ikke støtte på min ankel" sagde han sammenbidt. Jeg rejste mig og gik over til ham. "Thomas bare smut. Jeg sænker dig" sagde han. "Jeg går ikke uden dig" sagde jeg og hjalp ham op. Jeg lagde hans arm om mine skuldre. Det sveg af helvede til, men vi skal ud herfra, og det er nu! Vi løb/humpede ud mod lysningen. Det var virkelig hårdt. Jeg tror virkelig ikke vi når at komme ud igen. Mørket var ved at falde på. "Kom så, giv alt det du har i dig!" sagde jeg og så på ham. Jeg fik øje på åbningen. "Kom så! Du kan godt!" sagde jeg opmuntrende. Vi nåede lige at komme ud. Jeg satte Jamie på en sten. Jeg så på min skulder. Den var virkelig blodig. Fuck noget lort! I det samme begyndte labyrinten at lukke. Jeg så op på den. Vi nåede det lige præcis! Ej, hvor er det godt! "Hvad skete der?" spurgte Riley, der lige var kommet over til os sammen med de andre. "Der er en minotaurus derinde" sagde jeg forpustet og smed mit sværd på jorden. De så alle chokeret og nervøse ud. "Den er virkelig skræmmende" sagde Jamie og jeg nikkede. Mine ben syrede virkelig. Jeg satte mig på en sten. "Vil I to være klar på at skulle derind igen i morgen? Eller, vil I hellere have en pause?" spurgte Mathilde. "Mathilde, måske de skulle have bare lige 5 minutter, inden de skal svare på sådan noget!" sagde William. "Okay, vil I fortælle, hvad der skete derinde?" spurgte Mathilde. Jeg forklarede alt det der var sket derinde, og om den minotaurus. De så alle skræmte på os. "Jeg tager derind igen i morgen" sagde jeg og rejste mig igen. "Jeg tager med dig" sagde Jamie. "Nej, det gør du ikke" svarede jeg bestemt. "Du kan ikke gå derind alene" sagde han. "Du kan ikke gå! Du bliver herinde!" sagde jeg og så på ham. "Jeg vil hellere derind alene, end at tage dig med" sagde jeg. "Jeg tager med" sagde Olivia. "Det kan jeg også" sagde William. "Perfekt. Vi tager af sted så snart dørene åbner" sagde jeg, og de nikkede. "Gud, din skulder, Thomas!" sagde Riley bekymret. "Det skal bare renses" svarede jeg stille. "Jeg prøver lige at finde noget forbinding" sagde hun igen og gik over mod boksen. Jeg så på Jamie og han gengældte mit blik. "Sikke en første dag," sagde jeg med et lille smil. Vi fniste begge to. I det samme kom Riley tilbage med noget forbinding. Hun satte sig på hug foran mig og bandt det om min rift. "Mange tak" sagde jeg, og vi fik øjenkontakt. "Det var så lidt" sagde hun og rejste sig igen. Jeg hjalp Jamie op, og vi gik over til bålet.