Labyrinten

Kapitel 5 Sandheden

Det bankede voldsomt på døren. Jeg vågnede med et sæt. "MORGENMAD!" skreg en vagt udenfor. Jeg hoppede ned. Der lå noget rent tøj til os alle på bordet i poser. Jeg tog den pose, der stod Thomas på. Jamie gav sig til at skifte. Det samme gjorde jeg. Jeg skiftede til et par lyseblå cowboybukser, en sort T-shirt og en brun læderjakke. Jeg tog mine sorte vandrestøvler på. De andre havde også skiftet. Døren blev låst op. Der stod 2 vagter. "Denne vej!" sagde den ene. Vi fulgte efter. Det her sted er virkelig ikke særlig rart. Det virker som en eller anden for fængsel! Vi kom til en kæmpe stor kantine. Der var helt fyldt op med mennesker. "Hvem er alle de mennesker?" spurgte Jamie og så på den ene vagt. "Det er alle dem der har klaret det, i de tidligere spil" sagde han. Kaya. Det kan være hun er her? "Ved du, om der er en Kaya Cooper her?" spurgte jeg. "Det er der" sagde han. Glæden spredte sig så hurtigt i kroppen på mig. Min søster er her. Hun er okay! Det er ikke til at tro. "I kan bare sætte jer, hvor der er plads!" sagde den ene vagt. Jeg kiggede rundt. Hvor er hun? Det kriblede helt i mig. Jeg glæder mig så meget til at se hende igen. I det samme fik jeg øje på hende. Hun lignede sig selv. Hun så virkelig glad og sund ud. Jeg begyndte med at smile. Hun så herover. Hun gik i chok. Hun er okay! Hun rejste sig og vi omfavnede hinanden. "Du er okay!" sagde jeg glad. "Ja, jeg er helt okay. Men, hvad laver du her?" spurgte hun. "Talulah blev valgt, men jeg trådte i hendes sted og deltog i stedet" svarede jeg. "Din dumbass" sagde hun og vi krammede igen. De andre kom op til os. "Venner, det her er min storesøster Kaya. Søs, det her er mine venner Sebastian, Mathilde, Olivia, Jamie og min kæreste Riley" sagde jeg med et smil. De gav alle hånd. "Kom med herover" sagde hun med et smil. Vi gik med hende over til det bord, hvor hun sad. Der sad 3 andre piger, og 3 drenge. "Hvem er de?" spurgte en mørkhåret pige. "Det her er min lillebror Thomas, hans kæreste Riley, hans venner Jamie, Sebastian, Mathilde og Olivia. Det her er Josefine, Elizabeth, Elina, James, Jonathan og Mathias" sagde Kaya. "Godt at møde jer" smilede Elina. "I lige måde" smilede jeg og så på Kaya. Vi krammede igen. "Hvordan går det derhjemme ellers?" spurgte Kaya og så på mig. "Nogenlunde. Mor har aldrig rigtig været den samme siden vi fik at vide, at du var død" sagde jeg. "Stakkels mor. Jeg vil så gerne fortælle hende, at jeg er okay" sagde hun og jeg nikkede. "Men far er præcis den samme" svarede jeg. "Det overrasker mig ikke engang" svarede hun og jeg rystede på hovedet. "Det eneste han sagde til mig da jeg tog afsted var at jeg skulle gøre dem stolte" svarede jeg. Hun så chokeret på mig. "Der sagde mor vel noget" sagde hun håbefuldt. "Ja, selvfølgelig" svarede jeg. Hun så lettet på mig. "Men, hvornår tror I vi kommer hjem?" spurgte Jamie. "Jeg beklager, men det kan vi ikke" sagde James. "Hvad mener du?" spurgte Sebastian. "Dem der arbejder her, vil ikke prøve at stoppe staten. De er staten. De holder os her, og fortæller alle derhjemme at vi er døde" sagde Elina. "Så vi er fanget her?" spurgte jeg. "Ja, det er vi. Resten af vores dage vil vi være her" sagde Jonathan. "Er der ikke nogen der har prøvet at flygte?" spurgte Mathilde. "Jo, men de blev faktisk dræbt" sagde Mathias med et skævt smil. "Men vil det så ikke være bedre at prøve at flygte i stedet for at være herinde resten af ens dage. Enten dør man herinde eller også dør man i forsøget på at flygte" sagde Olivia. "Man kan ikke bare sådan lige komme ud herfra. Der er vagter ved alle udgange" sagde Kaya med et skævt smil. "Men så må vi jo have en plan" sagde Jamie. "Er I seriøse? I vil blive dræbt på mindre end 5 minutter" sagde Josefine og så på Riley. "Men de har da ret. Vi kan da i det mindste prøve at komme ud. Vi har alle familier derhjemme, der tror vi er døde. Det vil jo ikke ændre noget for dem, hvis vi faktisk dør. Men, hvis det faktisk lykkedes for os. Så kan vi komme hjem igen" sagde Kaya. "Vi kan i det mindste gøre et forsøg" sagde Jamie og jeg nikkede. "Det vil William og Oscar også have ønsket" sagde Sebastian. Jeg så ned. Jeg savner dem virkelig meget. "Hvem er de?" spurgte Elizabeth. "Vores venner. De ofrede sig for, at vi kunne komme ud" sagde jeg med et skævt smil og så på Jamie. Han gengældte mit blik. "Er I okay?" spurgte Kaya. "Ja, vi savner dem bare" svarede jeg og de andre nikkede. Kaya aede min skulder. Jeg kom til at tænke på billedet. Jeg tog det ud af min lomme og rakte det til hende. "Hvad er det?" spurgte hun. "Fold det ud" sagde jeg. Hun foldede den ud. Hun fik næsten tårer i øjnene. Hun gav det tilbage til mig, og tog selv noget ud af lommen. Hun gav det til mig. "Fold det ud" sagde hun med et lille smil. Jeg foldede det ud. Det var det selv samme billede. "Har du også gået rundt med det?" spurgte jeg. "Hver evig eneste dag" smilede hun og vi krammede. Nogle vagter kom over til os. "Tid til, at komme tilbage på værelserne!" sagde han. Vi rejste os og gik tilbage på vores værelser. Jeg satte mig i min seng. "Okay, hvad er planen?" spurgte jeg. "Måske vi burde vente til i morgen. Så vi kan aftale det med de andre?" foreslog Sebastian. "Ja, god ide. Men nogle ideer? Så vi kan snakke med dem i morgen?" spurgte jeg. "Nej, vi ved jo ikke noget om det her sted. Ved, vi noget om hvor lang tid de andre har været her?" spurgte Olivia og så på mig. "De har været her i cirka tre til 4 år" svarede jeg. "Så kender de stedet her, meget bedre end os" sagde Sebastian og jeg nikkede. I det samme gik døren op igen. Kaya kom listende herind, og lukkede stille døren efter sig. "Hvordan kom du herind?" spurgte jeg og gav hende et kram. "Jeg sneg mig ud af værelset via skakt systemet" sagde hun med et smil. "Men, hvorfor?" spurgte jeg lidt bekymret. "Vi skal vel have en plan" sagde hun med et smil. Vi satte os ved bordet, og begyndte med at planlægge. "Vi kan ikke komme ud medmindre vi har et af de kort, som vagterne går rundt med. Det vil give os adgang til alle rum i hele denne bygning" sagde hun. "Sådan et skal vi have fat i" sagde Mathilde. "Ja, for ellers kan vi ikke komme ud" sagde jeg sarkastisk. "Jeg kan se, at din sarkasme stadig er den samme" sagde Kaya. Jeg trak kort på skuldrene. "Okay, så I morgen til morgenmad, kan en af os prøve at få det fra en af vagterne" sagde hun. "Men vil det ikke være risikabelt?" spurgte Mathilde. "Jo, men hvis vi ikke løber nogle risikoer kommer vi helt sikkert ikke ud herfra" sagde hun og vi nikkede. "Jeg tror godt, jeg kan få Jonathan overtalt til at prøve det" sagde Kaya og jeg nikkede. "Hvis det lykkedes er vi ude herfra og på vej hjem i morgen eftermiddag" sagde hun med et håbefuldt smil. "Jeg håber virkelig" sagde jeg og de nikkede. "Hvordan kommer vi herfra?" spurgte Jamie. "Nede i garagen holder der virkelig mange biler. Vi kan prøve at få en af dem. Bilnøglerne er i. Så den del er nem" sagde hun og vi nikkede. "Kender du vejen derned?" spurgte jeg og så på hende. "Ja, det gør jeg" sagde hun. "Så i morgen?" spurgte hun. "Ja, det bliver godt" sagde jeg med et smil og hun nikkede. "Vent, jeg har et spørgsmål" sagde Kaya og så på mig. "Ja?" spurgte jeg. "Hvordan har mine venner det?" spurgte hun bekymret. "De har det fint. De var ret kede af det efter vi fik at vide, at du var død. Sådan var det i noget tid. Men de har det fint" svarede jeg. Hun så lettet ud. "Godt at høre" sagde hun og aede mig i håret. Jeg rystede opgivende på hovedet. "Jeg må hellere tilbage inden de opdager jeg er væk" sagde hun og jeg nikkede. Hun rejste sig og gik ud. "Tænk engang, vi kommer måske væk herfra i morgen" sagde Riley håbefuldt.