Labyrinten

Kapitel 7 Hjemkomsten

Det føltes som evigheder i den bil. "Vent, hvad er planen egentlig fra nu af?" spurgte jeg. "De holder pressemøde i vores hjemby Tommy. Der vil de sikkert sige, at I er døde. Men det er der vi slår til" sagde Kaya og jeg nikkede. "Tommy?" sagde Riley forvirret. "Det er Kayas kælenavn til mig. Hun kaldet mig det hele tiden da vi var små" svarede jeg lidt opgivende og så på hende. Bilen stoppede. "Vi er her" sagde Mathias omme fra forsædet. Vi fik fordelt våbnerne mellem os. Jeg fik en håndpistol. "Kom så" sagde Kaya. Vi gik ud. Jeg trak min hætte over hovedet. Jeg så over mod rådhuset. Der var fuldstændig proppet med mennesker. Der var sat en kæmpe storskærm op. "Fordel jer" sagde Elina pludseligt. Jeg fik et lille chok. Jeg så på hende og nikkede. Jeg så på Riley. "Pas på dig selv" sagde jeg og hun nikkede. "I lige måde" svarede hun og vi kyssede. "Kom så" sagde Jonathan og jeg nikkede. Jeg gik med Jamie ind i menneskemængden. Nerverne spredte sig i kroppen på mig med det samme! Vi kan endelig stoppe alt det her! "Du går bare videre. Jeg bliver her" sagde Jamie og jeg nikkede. "Pas på dig selv, og held og lykke" sagde jeg. "I lige måde" sagde han og vi krammede. Jeg gik tættere op mod scenen. Jeg stod nok på sjette eller syvende række. "Jeg håber virkelig, at Thomas er okay" sagde mors stemme bag mig. Jeg havde sådan en lyst til at vende mig om og fortælle dem, at både Kaya og jeg er okay. Men ikke endnu. Det vil ødelægge hele planen! Jeg så over på Riley. Hun stod på samme række som mig bare lidt længere ovre i den anden side. I det samme kom vores statsminister ud i fuldstændig sort tøj. Hun var efterfulgt af vagter. De lignede nogle af dem fra det fængsel ting vi lige kom fra. Hun gik op til mikrofonen. "Vi gjorde alt, hvad vi kunne. Men dette års deltagere er ikke blandt os mere. De døde i går aftes" sagde hun trist. Talulah og mor brød sammen. Det var så svært ikke at vende mig om og fortælle dem, at vi er okay. "De blev alle dræbt i forsøget på at flygte fra labyrinten" sagde hun trist. "LØGNER! VI SLAP VÆK, MEN I HAR HOLDT OS FANGET!" råbte Olivia. "DE LYVER OVERFOR JER ALLE SAMMEN! NÆSTEN ALLE ÅRERNE HAR FOLK KLARET DEN. MEN DE VIL BARE HAVE FOLK TIL AT TRO, AT VI ER DØDE!" råbte Jonathan. Jeg trak min hætte ned. "DERES ENESTE ØNSKE ER AT DRÆBE ALLE SPILLERNE! DET ER DEN ENESTE GRUND TIL AT DE OVERHOVEDET HAR DET HER SPIL!" råbte jeg og fik øjenkontakt med hende. Hun så godt gal ud. Der lød skud og en af vagterne faldt om. Alle gik i panik. Jeg vendte mig mod min familie. "VÆK! Gem jer! Jeg finder jer når det her er slut!" sagde jeg. Talulah omfavnede mig. "Du er okay!" græd hun. "Jeg har det fint! Men I skal afsted nu!" sagde jeg og så på mor. Vi krammede også. "Mor, far, Talulah, I skal skynde jer væk!" sagde jeg hurtigt. I det samme prikkede en mig på skulderen. Jeg vendte mig om og der stod en vagt. SHIT! Han slog ud efter mig. Men jeg nåede lige præcis at dukke mig. Jeg sparkede ham lige ind på knæskallen. Han faldt sammen i smerte. "I skal væk nu!" sagde jeg bestemt. I det samme lød der et skud. Jeg gik i chok. Jeg så på min mor, Talulah og far. De var alle okay. Jeg så ned mod vagten. Han var ikke. Han var død. Jeg så rundt og fik øjenkontakt med Jamie. Jeg nikkede som tak, og han nikkede igen. "Kom nu! Skynd jer væk!" sagde jeg bestemt. "Jeg har bare et spørgsmål" sagde min mor. "Hurtigt" svarede jeg. "Er du okay?" spurgte hun. "Ja, jeg har det helt fint. Nu afsted!" sagde jeg og de løb væk. Kaya kom herover. "Mor, far, Talulah. Er de okay?" spurgte hun bekymret. "Ja, de gemmer sig et eller andet sted" sagde jeg og hun nikkede. "Godt at høre!" sagde hun glad og jeg nikkede. I det samme hørte jeg et skrig. Det var Mia. Jeg så rundt. Hende, Tobias og Elian var trængt op i en krog af en vagt. FUCK! Jeg løb så hurtigt mine ben kunne bære mig over mod dem. De skal ikke dø! Det må de bare ikke. Der er ikke flere der skal dø, på grund af det her. Det vil simpelthen ikke være fair. Jeg kom op til vagten. Jeg prikkede ham på skulderen. Han vendte sig forvirret om. Det var den samme vagt der tog os til morgenmad i går morges. "Har du savnet mig?" spurgte jeg og slog ham lige i midt på halsen. Han faldt sammen og kæmpede for at få luft. Det gjorde lidt ondt i min hånd. "Er I 3, okay?" spurgte jeg og så fra Mia til Tobias til Elian. "Sådan cirka. Hvad med dig?" spurgte Tobias bekymret. "Helt fint. Men I skal væk nu. Det her sted er ikke sikkert lige nu!" sagde jeg hurtigt. "Men, hvad så med dig?" spurgte Mia bekymret. "Jeg skal hjælpe her. Vi har kæmpet det sidste lange stykke tid for at komme hjem. Jeg kan ikke efterlade dem nu" sagde jeg. Mia gav mig et kram. "Pas på dig selv" sagde hun. "Det lover jeg" svarede jeg. De skyndte sig væk. Jeg skød vagten. I det samme var der en, som prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig om og der stod endnu en vagt. Han slog mig lige ind på næsen. Det gjorde mega ondt. Han slog min pistol ud af hånden på mig. Fuck, fuck, fuck! Hvad gør jeg nu? Han skubbede mig. Jeg snublede over den døde vagt og landede hårdt på jorden. Panikken spredte sig med ét i kroppen på mig. Jeg kravlede hurtigt bagud, mens vagten fulgte efter mig. Han så virkelig selvsikker ud. Han ved, han kommer til at slå mig ihjel. Min hånd ramte noget skarpt. Det gjorde faktisk virkelig ondt. Jeg så ned, og der var et sværd. Jeg skyndte mig at tage det og stikke det op i maven på vagten. Han faldt ned oven på mig. Han var virkelig tung. Tænk engang, jeg har lige dræbt en mere. Hvad er jeg for et menneske. Jeg skubbede ham af og rejste mig. Jeg så op mod scenen. Statsministeren stod med en pistol rettet direkte mod Jamie. Jeg løb derop. Lad det ikke være for sent. Hun affyrede den. NEJ! Jeg så over mod Jamie. Han faldt til jorden. Nej, nej, nej. Jeg skifede retning med det samme. Jeg løb over til Jamie. Jeg satte mig ved siden af ham. "Thomas, tak for alt. Du er virkelig den bedste ven" sagde han og hostede. "I lige måde!" sagde jeg med tårerne trillende ned ad kinderne. "Pas på dig selv" sagde han. Jeg nikkede. Han stoppede med at trække vejret. Det kan ikke være rigtigt. Han er død. Jeg tog hans pistol og så op mod statsministeren. Hun så på mig med et selvtilfreds smil. "SKYD HENDE THOMAS!" råbte Sebastian. "GØR DET AF MED HENDE!" råbte Elizabeth. Jeg tog pistolen op og rettede den mod hende. Hun så på mig med et smil. Jeg gik op på scenen til hende. "Det er slut!" sagde jeg. "Nej, det her slutter aldrig!" sagde hun selvsikkert. Jeg affyrede pistolen. Hun faldt død om. Det er forbi. Alle vagterne faldt også bare om. Det her er forbi. Endelig. Jeg satte mig på scenekanten. Jamie er død. Jeg kunne ikke redde ham. Riley kom herover. Vi omfavnede hinanden. "Du er okay!" sagde jeg glad. "Det er du også" sagde hun og vi kyssede. Kaya kom herover. Vi krammede. Jeg braste i gråd. "Han er død. Jamie. Jeg kunne ikke redde ham" græd jeg. Hun så på mig. "Tommy, det er ikke din skyld. Du gjorde, hvad du kunne. Det ved Jamie også" sagde hun og jeg nikkede. Alle folk fra byen begyndte lige så stille med at komme frem. Jeg fik øjenkontakt med Talulah. Hun så bekymret på mig. Sebastian, Elizabeth, Elina, James, Mathias, Jonathan, Olivia og Mathilde kom over til os. "Hvor er Jamie?" spurgte Olivia bekymret. "Han blev skudt" sagde Kaya med et skævt smil. Jeg fik tårer i øjnene igen. Olivia brød sammen. Det var virkelig ikke særlig rart at se. Sebastian gav hende et kram. Jeg så rundt. Ret meget var blevet ødelagt. Det var virkelig ikke særlig fedt at se på. Vi samledes alle i et gruppekram. "Det er slut venner. Vi klarede den" sagde jeg. "Skal vi ikke gå ud og finde vores familier?" spurgte Elina. "Jo, lad os gå" sagde Riley. Jeg gik med Kaya. Jeg fik øje på mor, far og Talulah. Mor gik i chok. Det samme gjorde Talulah. Jeg så på Kaya og hun gengældte mit blik. Vi skyndte os over til dem. Jeg omfavnede Talulah. Det var så rart at se hende igen! "Se, jeg sagde jo at jeg nok skulle komme tilbage" sagde jeg og vi krammede igen. Jeg så på mor. Vi omfavnede hinanden. "Hvor er det godt at have dig hjemme igen min dreng" sagde hun glad. "Det er godt, at være hjemme" smilede jeg og så på far. Vi gav hånd. "Godt at se dig igen" sagde han med et lille smil. "I lige måde far" svarede jeg med et lille smil.