Labyrinten

Kapitel 8 Mindeceremonien

"Thomas, du kommer for sent!" råbte Kaya ude fra stuen. "Jeg kommer nu!" råbte jeg igen. Jeg fik knappet den sidste knap i skjorten. Jeg tog mine flotte sko på og gik ud til hende. "Kom nu! Det starter snart!" sagde hun. "Jeg kommer, bare rolig" svarede jeg og vi gik ud. Der var vildt mange mennesker på vej op mod rådhuset. Det minder næsten om den dag vi bliver valgt til labyrinten. Men det er jo slut med det nu. Kaya og jeg gik op på scenen til Sebastian, Riley, Olivia, Mathilde, Mathias, Jonathan, James, Elina og Elizabeth. "Så kunne du også være her!" sagde Riley med et smil. "Undskyld. Det var ikke min skyld, at min skjorte var blevet væk" smilede jeg. Hun så opgivende på mig. Jeg fniste. Nede foran scenen lå der fire kister. Der var billeder af Josefine på den ene, så var der et billede af Oscar på den ved siden af, efterfulgt af William og Jamie. Vores nye borgmester kom ud. "Kære alle sammen. Vi er samlet her i dag, for at hædre dem der sikrede os vores frihed, og mindes dem der døde i forsøget" sagde hun og vi begyndte alle med at klappe. Hun holdt en virkelig lang flot tale for dem. Det var virkelig rørende og fortjent. De har alle virkelig kæmpet et brag af en kamp. Jeg er stolt af at kalde dem alle mine venner. Alle deres familier kom op til deres kiste. Ved Jamies kiste stod der en lille pige på ikke mere end 4 år! Hun græd virkelig voldsomt. Det er også forståeligt. Hun har lige mistet sin storebror. Det må være virkelig svært. Vi fik lov til at gå ned fra scenen igen. Jeg gik ned. Riley, Sebastian, Mathilde og Olivia kom over til os. "Hvad så?" sagde jeg med et smil. "Ikke så meget" sagde Sebastian. Jeg lagde min arm om hans skulder og han lagde sin arm under min. "Det var ikke lige det her jeg havde regnet med den dag jeg blev valgt til det her" sagde Sebastian. "Nej, heller ikke mig" sagde Riley. "Men, vi klarede den. Vi er her stadig" sagde Olivia og vi nikkede. "Men vi skal aldrig glemme dem der ikke klarede den" sagde Mathilde. Jeg så over mod Jamies kiste. "Jeg kommer om lidt" sagde jeg og de nikkede. Jeg gik over til hans kiste. Jeg så på billedet af ham. Han så virkelig glad ud på billedet. "Tak for alt din hjælp Jamie. Jeg savner dig virkelig" sagde jeg stille. En lagde sin hånd på min skulder. Jeg vendte mig om og der stod Tobias. Han klappede min skulder. "Du er sgu sej" sagde han og vi krammede. Jeg klappede hans ryg. "Hvordan var det at være i den labyrint?" spurgte han. "Den historie får du en anden dag" sagde jeg og han nikkede. "Okay alle sammen" sagde borgmesteren. "Nu vil de faldnes familier tage kisterne og bære dem op på kirkegården og sætte dem ned i deres gravsted" sagde hun. Jeg trådte væk fra Jamies kiste. Hans familie kom op og løftede hans kiste. Vi fulgte efter op mod kirken. Det var virkelig smukt det her. Hele byen gik med. Jeg gik op til Riley og Sebastian. "De ville virkelig have elsket at være her" sagde jeg og de nikkede. "Det ville de virkelig" sagde Riley med et lille smil. Vi kom op til kirkegården. Der var gravet 4 store huller. Bag ved dem stod der en ret stor mindesten. Der stod: Her hviler 4 helte, der måtte lade livet i kampen om vores andres sikkerhed. Tusind tak for alt. I er savnet. Jeg lagde min arm om Rileys skulder og hun så på mig. Jeg kyssede hende på siden af hovedet. Hun lagde sit hoved på min skulder. Det her er vildt underligt, men på samme tid føltes det også rigtigt. Jeg savner Jamie og de andre. Ingen tvivl om det. Men, de døde ikke forgæves. Hvem ved, hvor vi havde været, hvis de ikke havde ofret sig? 

                                                                                          ***

"TOMMY! KOMMER DU!" råbte Riley ude fra køkkenet. "JEG KOMMER! Kom med Jamie" sagde jeg. Han lagde sin iPad fra sig og tog min hånd. Vi gik ud i stuen. Der stod Riley sammen med Wilma. Jeg hjalp Jamie med at få sko og jakke på mens Riley hjalp Wilma. Vi gik ud. "Hvad skal vi?" spurgte Wilma. "Vi skal lige op på kirkegården" sagde jeg med et smil. Da vi kom derop gik vi om til Jamie, Josefine, Oskar og Williams grav. "Se, dem der ligger her, hjalp med at befri det her samfund fra et ondt spil" sagde jeg. "Hvad gik spillet ud på far?" spurgte Wilma. "Jo, der var nogle der blev valgt til at komme ind i en labyrint, og så skulle de prøve at komme ud. Men hvis, man overlevede blev man holdt fanget" sagde jeg. "Og de her hjalp med at få det stoppet?" spurgte Jamie. "Ja, det gjorde de" smilede Riley. "De er seje!" sagde Jamie med et smil og så på gravene. "Se, han hedder det samme som mig!" sagde han og pegede på Jamies gravsten. "Ja, du er også opkaldt efter ham. Der er noget vi har holdt hemmeligt for jer unger" sagde jeg med et lille smil. "Hvad er det?" spurgte Wilma nysgerrigt. "Dem der ligger der var vores venner" sagde Riley og jeg nikkede. "WHAT!" udbrød Jamie og jeg fniste. "Vi hjalp dem med at få det her samfund befriet fra spillet" sagde jeg med et smil. "I er seje" sagde Wilma med et smil. "Jeg ville gerne have set jer slås" sagde Jamie og slog ud i luften som en ninja. "Men sådan noget er der heldigvis ikke mere af" sagde Riley med et smil. "Og det endte jo godt i sidste ende" sagde jeg og så over på Jamies gravsten og begyndte med et smil.