Labyrinten

Kapitel 2 lysningen

Vi blev sendt op i en lysning. Det var virkelig lyst. Jeg tog min hånd op for solen, så jeg kunne se. Vi stod alle sammen rundt i en kæmpe cirkel. Det her er sindssygt. Vi var omringet af fire kæmpe mure! Jeg vendte mig om. Muren var nok omkring 20-30 meter høj! Der var en åbning i muren. Men den førte ind i noget, der lignede en labyrint. Jeg sank en klump. Jamie kom over til mig. "Vi slipper ikke ud herfra så nemt igen" sagde han. "Det er det de vil. De vil dræbe os. De vil ikke have, at vi kommer ud herfra" sagde jeg og så på ham. Han så chokeret på mig. "Så det du siger er altså, at vi ikke overlever", sagde Riley. "Det siger jeg ikke. Det er bare deres plan at få os dræbt. Hvorfor de gør det ved jeg ikke" svarede jeg, og hun nikkede. "Men, hvad nu hvis det lykkedes dem? Hvad nu, hvis vi dør?" sagde hun nervøst. "Hvis vi arbejder sammen, og holder sammen, skal vi nok kunne klare det her" sagde Jamie og jeg nikkede. "ALLE SAMMEN! KOM LIGE HEROVER!" råbte Sebastian, der stod oppe ved åbningen. Vi skyndte os alle derop. Murene lukkede. "Shit!" sagde Oscar. Jeg så på ham. "Vi finder en vej ud. Det skal vi" sagde jeg og satte mig på en sten. Riley satte sig foran mig. "Det skal vi nok. Bare rolig" sagde hun. Jeg så op på hende. "Mener du det?" spurgte jeg. "Ja, det gør jeg," sagde hun med et meget sødt smil. "Vent, kan hele landet ikke se det her?" spurgte jeg og så på Mathilde. Hun nikkede. "Alle kan se det," sagde hun stille. I det samme kom der meget ubehagelige lyde inde fra labyrinten. Det lød som om murerne ændrede sig. Jeg sank en klump. "Det her bliver jo umuligt! Hvis labyrinten ændrer sig hver nat, så kommer vi aldrig ud herfra!" sagde Jamie opgivende. "Vi kan sagtens. Vi skal bare have fundet en fed strategi" sagde Olivia. "Hun har ret. Det er vores første aften her. Vi kan ikke allerede give op" sagde jeg og rejste mig. I det samme lød der et virkelig voldsomt skrig inde fra labyrinten. Jeg så op med det samme. Det lød ikke som hverken et menneske eller et dyr. "Det lød ikke helt godt," sagde William. "Er der ikke nogen, der kan tage ind i labyrinten i morgen og finde ud af mere omkring den?" foreslog Jamie. Det vil gøre min far stolt, hvis jeg gør det. "Jeg kan godt" sagde jeg og så på ham. "Så tager jeg med" sagde han. Jeg nikkede. Jeg kan allerede mærke, at Talulah ikke ville kunne lide det her. Men vi skal ud herfra! Jeg så på Jamie og nikkede. Det samme gjorde han. "Kom, skal vi ikke starte et bål?" spurgte William. "Jo, lad os det," svarede jeg og rejste mig. Jeg så på Riley. Hun gengældte mit blik. "Skal vi ikke finde noget brænde?" spurgte hun og så på mig. "Jo god idé. Kom så" smilede jeg. Vi gik ud i skoven. "Har du familie derhjemme?" spurgte Riley, mens hun samlede noget brænde op. "Ja, jeg har mine forældre og min lillesøster. Jeg havde også en storesøster, men hun var med til det her sidste gang" sagde jeg. "Det er jeg så ked af at høre" sagde hun med et skævt smil. "Tak, men det er længe siden" sagde jeg. "Men derfor er det stadig tragisk," sagde hun, og jeg nikkede. "Hvis det skal være helt rigtig så skulle jeg ikke engang være med her. Jeg meldte mig frivilligt til at tage herind" sagde jeg med et skævt smil. "Hvorfor i alverden gjorde du det?" spurgte hun forvirret og så på mig. "Min lillesøster blev valgt" svarede jeg og tog noget brænde op. "Okay, så forstår jeg det godt" svarede hun. "Hvad med dig?" spurgte jeg. "Hvad mener du?" spurgte hun nysgerrigt. "Har du familie derhjemme?" spurgte jeg og så på hende. "Ja, jeg har mine lillebrødre Mathias og James," sagde hun med et smil. "Hvor gamle er de?" spurgte jeg nysgerrigt. "Mathias er 7, og James er 9," sagde hun, og jeg nikkede. "Hvor er de henne nu, mens du er væk?" spurgte jeg nysgerrigt. "De er hos vores moster," sagde hun, og jeg nikkede. "Tror vi ikke, at vi har brænde nok nu?" spurgte jeg, og hun nikkede. "Kom så," smilede hun. Vi gik tilbage til de andre. Vi smed brændet ved siden af en bålplads. Oscar og William fik tændt op i bålet. Vi satte os alle rundt om bålet. "Hvad tror I der venter i labyrinten i morgen?" spurgte Jamie bekymret. "Jeg har ingen idé" svarede jeg. I det samme fløj der et fly ind over os. Jeg så nysgerrigt på Jamie og han gengældte det. Vi så op igen. Den hejste en kasse ned. Da den var landet fløj flyet væk igen. Underligt. Jeg rejste mig sammen med Oscar. Vi gik over til kassen. Vi nikkede begge to og åbnede den. Jeg kiggede derned. Der lå al mulig mad og vand. "Der er en seddel" sagde Oscar og tog en seddel op. "Den er til Thomas?" sagde han forvirret. Jeg så overrasket på ham. "Mig?" spurgte jeg, og han nikkede. Han gav mig sedlen.

Kære Thomas.
Som tak for at du valgte at træde i Talulahs sted, har byen i fællesskab valgt at gå sammen om den her kasse til dig og de andre.

Vi krydser alle fingre for, at I alle klarer den. Vi savner dig allerede Thomas. Du har virkelig bidraget med meget her til byen, og uanset hvad der sker, vil vi altid være taknemlige for det.

Hej Thomas. Mor her. Jeg vil bare sige, at jeg er så stolt af dig. Jeg er stolt af at kunne kalde dig min søn. Du har altid været klar med et kram, hvis man havde en dårlig dag. Jeg føler aldrig jeg har været der på samme måde for dig. Det vil jeg gerne sige undskyld for! Jeg håber du kommer hjem til os igen i god behold. Elsker dig - knus mor.

Hej dumbass. Din søster her. Jeg forstår ikke, hvorfor du gjorde det. Det er seriøst noget af det dummeste du har gjort. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal have alt det her. Jeg håber virkelig du kommer hjem til os igen. Jeg har virkelig brug for dig herhjemme. Så please lov mig, at du passer godt på dig selv, og er forsigtig! Ikke gør nogle dumme ting! Jeg elsker dig - Talulah.

"Nå? Hvad står der?" spurgte Oscar. "Det er fra min hjemby, som tak for at træde i min lillesøsters sted" sagde jeg og satte mig. Der blev stille. "Så du skulle rigtigt ikke have været herinde?" spurgte Mathilde. Jeg så op på dem alle sammen. "Nej, det skulle jeg ikke. Men jeg ville ikke have, at min søster skulle herind," sagde jeg. De nikkede alle sammen forstående. Jeg foldede brevet sammen og pakkede det i lommen. "Skal vi ikke få noget mad?" spurgte jeg, og de nikkede. Vi tog noget brød op og tog det med over til bålet. Vi fordelte det ligeligt mellem os. Det var en virkelig hyggelig aften. Vi fik snakket virkelig godt sammen, og vi blev virkelig bare bedre venner den aften. Jeg så ud mod labyrinten. Gad vide, hvad der befinder sig derude? Det må jeg vente med at se til i morgen. Jeg satte mig ved siden af Riley. Hun så på mig med et smil og jeg gengældte det. Jeg kom til at tænke på Mia derhjemme. Hvis hun sidder og ser det her lige nu. Jeg lagde min arm om hendes skulder og tog en bid af mit brød. "Jamie, Thomas, er I klar på at komme ind i labyrinten i morgen?" spurgte Olivia. "Ja, sådan da" svarede Jamie, og jeg nikkede. "Jeg vil faktisk gerne vide, hvad der er derinde" svarede jeg og kiggede lidt nervøst over mod labyrinten. "Det finder vi måske ud af i morgen" sagde William, og jeg nikkede.