Labyrinten

Kapitel 6 Planen sættes igang

Det bankede hårdt på døren. Jeg vågnede med et sæt. Så er det i dag! Måske kommer vi hjem i dag! Jeg stod op og satte mit hår nogenlunde. De andre stod også op. Døren åbnede og der stod igen 2 vagter. Vi fulgte efter ned til morgenmaden. Vi gik direkte over og satte os sammen med Kaya og de andre. "Er I klar?" spurgte Jonathan. "Ja, vi er så klar som vi nu kan være" svarede jeg og de andre nikkede. "Alt eller intet" sagde Jonathan og rejste sig. Han gik over mod indgangen. Han snakkede med en vagt. De kom i slåskamp. "Kom så Jonathan" mumlede Kaya. Jeg så på hende. Hun så virkelig bekymret ud. Riley tog min hånd. Jeg så på hende. Hun var virkelig bekymret. Jeg lagde min arm om hendes skulder. "Han kan godt det her" sagde jeg stille og så på hende. "Gå tilbage til dit bord!" sagde vagterne rasende. Han kom herned igen og satte sig. "Fik du det?" hviskede Kaya. Han gav et hurtigt nik. "Hvor er du god!" sagde Kaya og de gav hinanden en high five. Vi fik spist vores morgenmad. Tænk engang, i morgen er vi måske hjemme. Eller også er vi døde. Jeg håber virkelig, at jeg kommer hjem til mor og Talulah igen. Jeg savner dem virkelig. Jeg glæder mig også til at se Tobias, Elian og Mia igen. Men, hvad nu hvis Mia bliver sur på mig fordi jeg ikke holdt vores aftale? Men Riley, er bare så meget bedre. Hun er så sød, tålmodig og er virkelig god til at lytte. "ALLE SAMMEN TILBAGE TIL JERES VÆRELSER!" råbte vagten. Vi rejste os. "Vi ses om lidt" sagde Kaya og jeg nikkede. Vi gik tilbage til vores værelser. Jeg fik pakket alle mine ting ned i min rygsæk. "Er vi klar på det her?" spurgte jeg og så på dem. "Vi er så klar som vi kan være" svarede Sebastian og de andre nikkede. Døren gik op og Kaya kom ind. "Kom så!" sagde hun stille. Vi gik over til hende. Mit hjerte hamrede derudaf. Det er nu. Vi skal hjem! "Skal vi ikke have nogle våben og forsvare os med?" spurgte Josefine. I det samme kom vi forbi en vagt. Han tog ladegreb på pistolen. Inden han nåede at gøre mere slog jeg den ud af hånden på ham. Den fløj et par meter til siden. Han slog ud efter mig. Jeg nåede lige akkurat at dukke mig. Jeg sparkede ham lige på skinnebenet. Der lød et skud, og han lå fuldstændig livløst på jorden. Jeg så op. Mathias stod med pistolen. "Kom så, vi skal afsted" sagde Kaya og jeg nikkede. Vi løb ned ad en lang gang. De har sikkert hørt skuddet, og er sikkert lige i hælende på os. Vi skal bare klare det her. I det samme lød der skud. Jeg hørte en falde. Jeg vendte mig om. Det var Josefine. FUCK! Jeg tog Riley i hånden og løb ind bag hende. Der er ikke flere der skal dø! Det er ikke fair overfor dem. I det samme kom vi til en dør. Kaya flåede den op. Vi skynde os ind. "Hvor er José?" spurgte hun bekymret. "Hun blev skudt" sagde Jonathan trist. "Vi skal ud herfra" sagde hun knust. Jeg nikkede. Hun smækkede døren i og låste den. Vi skyndte os videre ned. Det gik så hurtigt, at jeg næsten faldt ned ad trapperne. Det vil seriøst være dumt! Mathias åbnede en dør og vi skyndte os ind. Der var en port for enden af gangen. Vi skyndte os derned. Jonathan kørte kortet igennem. Den blev grøn. "THOMAS!" råbte Rosas stemme. Jeg vendte mig om og der kom hun gående sammen med virkelig mange soldater. "Thomas, jeg troede vi var på samme side" sagde hun roligt. "Drop skuespillet. Vi ved, at I arbejder for staten, og at vi aldrig kommer hjem igen!" råbte jeg. Hendes smil falmede.  "Thomas, det tror du da ikke på. Du er en klog dreng" sagde hun lidt usikkert. "Du kan godt droppe det der. Vi tager hjem, og fortæller alle, at I holder folk fanget her!" sagde jeg og tog pistolen op. "Thomas, vi har en bil. Kom så!" sagde Kaya. Jeg smed pistolen og løb over mod hende. Porten begyndte med at lukke. Fuck! "KOM SÅ THOMAS! LØB!" råbte Kaya. Jeg gled under døren. Jeg rejste mig igen og omfavnede Riley. Jeg så på Jamie og vi gav hinanden en high five. Elizabeth ødelagde panelet til døren, så de ikke vil kunne komme herud igen. "Vi gjorde det!" sagde Elina glad. "Kom så" sagde Kaya og vi satte os ind i en af de sorte varevogne. Mathias satte sig om på forsædet og startede bilen. "Vi kommer hjem" sagde jeg og så på Kaya. "Men det her er ikke slut. Så længe staten er her, så er vi i fare" sagde hun. Jeg så på Riley. "Vi klare det. Vi er nået så langt. Vi kan ikke give op nu" sagde James. "Ja, vi må kæmpe til det sidste" sagde jeg og de andre nikkede. "Gad vide, hvordan vores familier vil reagere på, at vi nu kommer hjem" sagde Riley. Jeg så på Kaya. "Mor og Talulah bliver sikkert meget glade" sagde jeg og hun nikkede. "Jeg håber bare virkelig at vi klarer den" sagde Elizabeth.