•Kærlighedsdrama på Princeton •

Sidste skoledag part II

'Sofia, du må ikke tage afsted er der ikke noget jeg kan gøre for at du bliver?'
Dennis kiggede på mig mens jeg læste den lille seddel. Da jeg var færdig med at læse kiggede jeg over på ham, han så trist ud og man kunne se han ventede på hvad jeg skulle svare. Jeg havde svært med at tænke over hvad jeg skulle skrive for jeg skulle imens også høre på hvad min lære sagde.
Jeg fandt endelig ud af hvad jeg skulle skrive på den lille seddel, der skulle stå...
Men så noget jeg ikke mere for klokken ringede ud og det var tid til næste time. Min matematiklærer kom hurtigt ind efter klokken ringede.
Matematik time var lang, så jeg begyndte at skrive på en ny seddel. Jeg var næsten færdig og jeg skulle til at give Dennis sedlen indtil min matematiklærer kom over og snuppede sedlen ud af min hånd og sagde "Når Sofia, hvad er det her så, et lille kærlighedsbrev?".
Hele klassen grinede og kiggede på mig, så jeg blev rød i hoved som en tomat. Men på den måde var det vel et kærlighedsbrev da jeg havde fortalt Dennis om hvad jeg følte og hvordan jeg måtte tage afsted, og at jeg ville komme til at savne ham så meget. Og til sidst at jeg stadig elsket ham selvom vi ikke var kærester.

Da klokken ringede ud skyndte jeg mig ud af klassen efter jeg havde givet brevet til Dennis. Ved ikke om han håbende brevet med det samme, men nu havde vi spisepause og efter havde vi idræt, så jeg skulle måske ikke snakke med ham forløbet. Jeg sad og spiste sammen med Louise, ved vores bord som vi kaldte det.
"Det er trist at tænke at dette er sidste gang vi sidder ved dette bord sammen" sagde Louise pludselig.
"Ja det er det" sagde jeg, og tilføjede hurtigt "Men selvom jeg ikke er her er du stadig en af mine bedste veninder. Det skal du huske, og du skal også over på besøg på et tidspunkt, aftale?"
"Ja selvfølgelig, du slipper ikke af med mig foreløbet, og jeg skal jo også høre om alle drengene på Princetion" sagde hun.
"Haha, men du skal ikke regne med nogle drenge forløbet for jeg er stadig meget ked af det med Dennis" tilføjede jeg lige efter.
"Det kan jeg godt forstå Sofia, du kan altid bare komme til mig, jeg vil altid være der for dig" sagde Louise med en lille sød stemme.
"Tak Louise, det husker jeg" sagde jeg igen, men det var slutningen på den samtale for så ringede klokken og vi skulle til idræt. Yes sidste idrætstime tænkte jeg inde i mig selv.

Da vi gik over til hallen hørte jeg nogen råbe mit navn, det var Dennis. Shit tænkte jeg og ham blev ved med at råbe mit navn, så jeg sagde til Louise "kan vi ikke gå lidt hurtigere? Jeg kan ikke snakke med Dennis lige nu"
Hun sagde heldigvis "Ja" og så gik vi bare der ud af.
Vi nåede hen til hallen før Dennis nåede at indhente os. Så gik vi ind i omklædningsrummet, og Louise sagde "Puha... Det var tæt på, haha" ja det har du ret i skyndte jeg at sige.
Vi klædte om og gik ind i hallen, men lige inden vi gik ud af omklædningsrummet blev jeg stoppet af et par pige fra min parallelklassen. De spurte "Er det rigtig at det her er din sidste dag?" "Ja, det er det jeg tager afsted her imorgen" svarede jeg dem. "Når men god tur" svarede den ene. "Jamen tak" sagde jeg og gik eller videre ind til hallen.
Da vi kom ind kom mine lærere hen til mig, jeg tror det var for at sige farvel men det var det så ikke. De kom bare for at sige at de forventede at jeg blev en sportsfreak på Princeton, men det skulle de ikke regne med men jeg kunne ikke sige noget endnu. Men de sagde så også farvel selvom vi skulle være sammen de to næste timer.
Louise og jeg satte os over på de grønne sæder, og ventede på at resten var kommet over på sæderne hvor lærerne begyndte at snakke om hvad vi skulle her idag.

Idag skal vi spille en lille fodboldturnering, i bliver delt op i 6 hold, så der er 3 hold i hver puljer.
Da vi skulle til at komme på et hold var jeg bange for jeg ville komme på hold med Dennis. Men han var så også den bedste til fodbold.
Men jeg kom på hold 4, hvor vi havde 3 af drengene der spillede fodbold. Så for første gang var jeg kommet på et godt hold.
Louise og Dennis var kommet på hold sammen og jeg kunne se at de snakkede, og jeg vidste godt at Dennis spurgte om mig. Men Louise og Dennis's hold var i den anden pulje.
Mit hold skulle starte med at spille, jeg rørte bolden 3 gange i hele kampen tror jeg, men vi vandt 5-0 over hold 6.
Vores anden kampe gik også godt vi 2-0, og jeg skød på mål men jeg ramte ikke helt målet den endte et par meter over målet. Vi gik så videre sammen med hold 4.
Så var vi kommet til den anden pulje hvor Dennis var den helt klart bedste, og scorede den mål efter det andet. De vandt puljen og gik også videre sammen med hold 2.
Mit hold skulle så spille mod hold 2, som heldigvis ikke var Dennis og Louises hold.
Det var meget tæt kamp, men i de sidste 5 minutter fik vi scoret til 1-0 og det var sådan kampen også endte og vi var kommet i finalen.
Det var så tid til den anden semifinale, og jeg vidste godt hvem der ville vinde den, så jeg gik ud i omklædningsrummet og fandt min mobil frem. Den var fyldt med beskeder, jeg orkede ikke at se dem alle så jeg lå min mobil tilbage i tasken og gik ind i hallen. Der jeg kom ind var det selvfølgelig Dennis og hans hold der havde vundet, men det var ikke nogen overraskelse.
Jeg var ved at være rigtig træt, og gad ikke mere men det var jo så finalen....
Dennis kiggede på lige inden startfløjtet, så lød fløjtet og vi var igang. Kampen var rigtig tæt, og begge hold havde mange chancer. Men der vi havde angreb blev jeg spillet, og som en reaktion skød jeg til bolden. Jeg vendte mig om for at løbe tilbage indtil jeg hørte hele mit hold juble, jeg havde scoret det havde jeg aldrig prøvet før det var fantastik. Hele mit hold kom over og gav High-five.
Det varede ikke længe inden Dennis's hold havde scoret så der stod 1-1.
Sådan var kampen næsten hele tiden igennem. Da vi havde overtaget bolden, fik jeg bolden, og inden jeg havde set det komme lå jeg på gulvet med smerte der var urimelige. Kampen fortsatte mens jeg lå og ømmede mig scorede Dennis's hold til 1-2. Men Dennis så ikke med på kampen han løb hurtigt over til mig sammen med en lærer. Dennis kom hurtigt og tog min hånd, og spurte "Er du ok Sofia?"
"Det ved jeg ikke helt, har virkelig ondt i anklen" svarede jeg ham kort tid efter.
Min lærer kom endelig hen til mig, hvor han spurte hvor jeg havde ond, Dennis svarede for mig. Min lærer kunne bære mig ud så han spurte om Dennis ville hjælpe. Han sagde "Jeg vil altid hjælpe Sofia" så inden jeg havde set mig om var jeg oppe i armene på Dennis. På en måde var det en dejlig følelse at være i armene på Dennis men smerten i min ankel gjorde ikke godt. Da vi gik ud af banen,kiggede Dennis bare på mig, jeg så at hans øjne blev blanke.
Da vi kom ud af banen lagde Dennis mig ned på de grønne stole. Dennis fik besked på at gå ind og spille kampen færdig, jeg kunne se at han havde svært ved at forlade mig, men han gik til sidst.

Da jeg lige var blevet lagt ned på de grønne sæder blev jeg løftet op igen, det var så bare Martin fra fodboldholdet. Jeg blev båret over til kontoret, hvor der blev ringet til mine forældre. Det var min far der kom 25 minutter efter.
Idrætstime var ovre og Louise og Dennis var kommet over på kontoret. Louise havde min taske med, hvor min mobil også var i. Jeg tror vi må til at afsted til sygehuset hørte jeg et stemme sige. Det var så min far. Han løftede mig op som Dennis også gjorde, lige inden vi gik ud af døren råbte jeg husk at kom til lufthavnen i morgen kl. 15.00. Og inden jeg vidste ad sad jeg ude i bilen.
Da vi kom til sygehuset sad vi og ventede i lang tid flere timer tror jeg.
Det viste så at jeg havde en kraftig forstuning. Jeg fik min ankel bundet ind, og jeg fik også et sæt krykker. Der jeg begyndte at bruge dem var lige ved at falde men min far greb mig heldigvis, og jeg tænkte at jeg kom til at dræbe mig selv inden længe. Men da jeg havde gået med dem et stykke var jeg blevet meget bedre. 

Vi kom hjem vej 18.00 tiden, da jeg kom ind stod min mor og var klar til at give mig en stor krammer. Så jeg fik en stor krammer, og ellers havde min mor lavet mad og det var heldigt for jeg var hundesulten.
Da jeg kom op på min værelse stod mine kufferter pakket, men der lå også et lille brev på mit skrivebord.
Jeg åbnede det og det var fra Dennis, jeg blev så glad for at høre hvad han havde at sige. Og efter hans navn stod
"Jeg elsker dig Sofia Jacobsen, jeg vil aldrig glemme dig"
Jeg lagde mig på sengen med en pude under min ene ankel og læste brevet om og om igen indtil jeg faldt i søvn...