Royale hemmeligheder

1 - Kvinder

Christianias synsvinkel•

"Av" mumlede jeg, da stuepigen hev stramt fast i mine underklæder.
"Det må De undskylde Frøken Tress, Fru Tress's ordre" undskyldte stuepigen, som var hun tvunget til at sige det - det var hun sikkert også - uden overhovedet at have en lille medfølelse til mig.
"Hvorfor må man aldrig kunne trække vejret til sådan nogle arrangementer..." Vrissede jeg for mig selv og prøvede at hive efter vejret. Stuepigens hænder sløjfede snorene bag mig, og vejret blev langsommere sværere at få fat i.
Hun rak ud efter de sidste klæder og lagde det om mig.
"Jeg har hørt rygter om at mr Wall kommer - måske efter noget ordinært?" Sagde hun, og bad mig vende mig om. "Eller måske en person" Hviskede hun, og havde nok ikke regnet med at jeg hørte det.
"Kend din plads" Svarede jeg ton-højt, selvom det var sandt, det hun sagde. Mr Wall kom begrund af mig. Hans blå is-farvede øjne poppede kort frem i mit hovede. Gid han bare blev væk.
"Er hun snart klar?"
En kold stemme fik mig til at kigge mig selv over skulderen. Kvinden bag mig havde fået en meget fint kjole på, som jeg aldrig før havde set, hende have på.
"Ja, fru Tress. Frøken Tress mangler bare et sidste smykke".
Stuepigen fumlede med mit smykkeskrin, og hun fandt til sidst et uordinært stort smykke frem. Hun lagde det forsigtigt om min hals uden at røre andet noget på min krop. Hverken min hals, et af mine hår, der lå bølgende om mine skuldre, eller min kjole. Så yndefuld kunne hun være i min moders nærvær.
"Af med det" befalede jeg og strøg mine fingre ned langs min kjole. Det silkebløde, dejlige stof omringede næsten hver en kropsdel jeg havde, men jeg kunne umuligt nyde min smukke kjole når det tunge, grimme smykke hang om min hals.
Det var en guldkæde med en grøn hjerteformet diamant for enden. Den vejede nok til, at jeg turde stille mig imod min mors ordre.
"Stop med det pjat Christiania. På igen" befalede min mor med et faretruende blik til stuepigen, som jeg kunne se i spejlet foran mig, mens hun hev mig lidt i armen.
"Lad vær, Anna", sagde jeg og brugte for første gang stuepigens fornavn.
Fortvivlet lavede hun hvad-nu øjne til min mor, som sukkede dybt.
"Gå - og sig til min mand, at hans datter og jeg snart vil deltage i arrangementet, men vi lige skal klare et ærinde inden" sagde hun og hev mig igen i armen. "Smykket giver du til mig".
Min mor tog imod smykket, og stuepigen forsvandt med det samme.
Hendes øjenbryn hævede en smule, da døren lukkede.
"Man tramper ikke på dem, som ligger ned, slet ikke vores hofdamer eller stuepiger" sukkede hun og lagde smykket om min hals. "Og jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med, at det smykke er tungt eller at det ikke er det pæneste" kvidrede hun, mens hun fangede min øjenkontakt i spejlet
"Vi er kvinder, Christiania. For det meste er vi blot er til pynt. Hvis du kendte dine fars - jeg mener..." Min mor stoppede op i hendes fortælling
Begge hendes øjne var våde.
"Hvad mene-"
"Kvinder er nogle gange bare legetøj for mænd. Du burde være taknemmelig for, at din far ikke havde sendt dig videre, øh, jeg, Christiania, følg med mig hen til arrangementet. De første gæster er allerede kommet" afbrød hun.

På vejen hen mod festsalen udvekslede vi ikke ret mange ting, andet end da min mor spurgte mig, om jeg kunne huske alle gæsternes navne.
Dog stoppede hun mig lige før dørene ind til salen
"Det vi har snakket om, eller rettere sagt, det jeg snakkede om, skal far ikke vide, fordi - han skal bare ikke vide det?" Smilede hun og aede mig blidt på kinden. "Så smuk du er blevet. Og så voksen. Tænk at du engang har været en lille pige". Langsomt lænede hun sig frem og plantede et lille kys på min pande.
Jeg tog hende i hånden, og vi fulgtes ind.