Royale hemmeligheder

5 - Familien Swann

"Hvordan går det makker?" Hørte jeg af en stemme bag mig med en skarp tone.
Mathias klappede mig på skulderen, og så til mens jeg slidte mine kræfter op. Jeg var blevet sat igang med at grave området til et drivhus, som egentligt lød nemt og hurtigt, men det var hårdt arbejde at gøre alene.
Sveden løb langs min pande, og mine arme gav snart op. Skovlen i mine hænder var tung, solen bagede og Mathias smilede ved min side uden at overveje at hjælpe mig.
At se på mit arbejde var et godt nok svar for Mathias. Jeg tror dybest set, ikke at han kom for at se til arbejdet. Mere for at se om der er noget herude, han kunne få dagen til at gå med.

Udover at hjælpe mig.

Han havde været underlig her de seneste måneder. Især efter arrangementet for blot nogle måneder siden.
Man kunne heller ikke bearbejde Mathias. Måske mere Hr Swann. Jeg kunne bare ikke, få mig selv til at kalde ham; far, siden han ikke var min far. Jeg blev aldrig en del af familien, ligemeget, hvor meget jeg prøvede. De var en kernefamilie, før jeg kom. Susanne og Martin; lykkeligt gift, Nikolaj; spasmager med en god hustru i sigte, Mathias; chamerende og klog. Og så kom jeg. Fattig, forældreløs dreng. Min plads i familien havde aldrig været en søn. Jeg var altid en arbejder.
Til sidst måtte jeg smide skovlen fra mig og falde om på de tørre græsstrå.
Mine muskler brændte. Mine øjne faldt i. Jeg sov.
Men kun i få sekunder før en våd og kold følelse skød igennem mig. Mit smil blottede sig frem, og den kolde følelse spredte sig hurtigt fra top til tå. Den iskolde energi drev igennem mig, og jeg lod mine afslappende øjne glide op.
"Hva' så starut? Det var sgu da meningen, at vandet skulle være ubehageligt. Ka' du ogs' li' brændende varmt vand? For det er der ik' peng' til" mumlede en hæs stemme lavmælt, mens et smalt ansigt slørede sig frem i mit øjesyn.

"Nikolaj?"

Nikolaj lænede sig frem, mens jeg langsomt satte mig op. Plask våd. Jeg var plask våd.

Han havde stadig spanden i sit greb og stod foroverbøjet ovenover mig.

"Nårh... Så knægten kan altså snakke. Sikke dog" mumlede han og gnavede på noget hø.

Han lignede ikke, at han var på vej ud til arbejde, men han havde istedet meget mere fint tøj. Sådan noget tøj man ville tage på, hvis man skulle ind til landsbyen. Hvilket han sikkert skulle.

"Hva-aaa' laver du her'? Sig mig, har du glemt vor's møde?" Nikolaj hjalp mig op på benene, mens han mumlede noget med, at det ville være typisk, hvis jeg havde glemt det.

Jeg kiggede væk fra ham.

"Møde-? Ja, det har jeg nok glemt" svarede jeg flovt, og så i min øjenkrog Nikolajs blege ansigt, der kiggede ned på mit arbejde.

Vi havde aldrig nogensinde mindet det mindste om hinanden. Vi var lidt ligesom sort og hvid.

Nikolaj havde et meget blegt og tyndt ansigt samt kort, tyndt kuldsort hår, som næsten ikke engang nåede til øerne. Han havde selvfølgelig også en meget tynd krop. Hos familien Swan værdsatte de nemlig skole og uddannelse højere end fysisk arbejde. Det galte ihvertfald for de "ægte" Swans. Ikke mig.

Jeg var imodsætning til Nikolaj stor, med mange ret så mange muskler. Næsten alle forveksler mig med en fattig, arbejder. Det vil Hr og Fru Swan nok også have dem til at tro. At jeg er en arbejder og ikke deres familiemedlem. Jeg har noget mørkebrunt hår, som går til mine skuldre, der altid er svedigt efter hårdt arbejde, især om sommeren.

Nikolaj kastede ud med armene. "Det er ham adelsmanden, som måske vil låne nogle værelser ud til os".

Mit blik farede op mod hans. "Jamen, hvorfor? Hvad i alverden, får han ud af det?" Spurgte jeg, velvidende om at Nikolaj blot ville sende mig "blikket".

Blikket, som forklarede at mere måtte jeg ikke vide. Det var blevet en norm, at familien Swan gjorde det, når jeg blev lidt for nysgerrig. Hvilket var noget, som skete tit.

"Far har endelig givet dig lov til at komme med, så du har bare ikke at... bare lad far og mig om ordet. Forestået?". Nikolaj hev mig i armen så vores blikke mødtes. Jeg nikkede og smilede svagt til Nikolaj.

Tænk at han kunne være så alvorlig.

Han holdte vores øjenkontakt lidt længere og slap derefter min arm.

Nikolaj studerede lang tid på mit tøj. "Så du har bar' at find' no'et-".

Han gav et skævt øjenkast en sidste gang på mit arbejdstøj, som hang løst på mig. "-No'et fint tøj" sluttede han så af.

Jeg ryddede hurtigt op efter mig og satte dernæst kurs hen mod huset. På vejen derhen faldt en tanke mig ind, som jeg havde grublet over før med Nikolaj, men denne gang slog den mig virkelig.

Hvorfor tage mig med til det?- Jeg ødelagde det som regel altid. Hvorfor tog de overhovet mig med til arrangementet for nogle måneder siden?

Ikke fordi jeg havde noget imod at tage med. Det føltes som om, at jeg endelig har en lille smule indflydelse. Og hvis jeg ikke havde taget med til arrangementet, havde jeg ikke mødt Christiania. Indtil videre havde der ikke kommet noget "dårligt" ud af at tage med.

Christiania. Hvorfor var hun så speciel?