Royale hemmeligheder

4 - Beruset

Christians synsvinkel•

Pigen lå nærmest død.
Hendes øjne var lukkede, og lungerne var sikkert fyldte med vand.
Sveden dryppede ned fra min pande.
Alt ved hende var livløst, og jeg anede ikke. hvad jeg skulle gøre ved det. Hun var faldet i åen, og jeg havde reddet hende. Eller ihvertfald hendes krop. Nu måtte jeg vægge hende.
"Kom nu!" Udbrød jeg, da hver metode jeg kendte til ikke virkede på hende. Stille som en sten.

Hvad hvis der kom nogen? Jeg ville ligne en morder.

Utålmodigheden boblede i mig, mens hun fortsatte stille. Huden var våd og iskold, da jeg strejfede hendes ansigt, fordi jeg åbnede det ene øje, der før var lukket. Det var blankt og reagerede ikke det mindste. Hun kan ikke få luft. Jeg kiggede på det stramme korset, som hun havde på. I min baglomme fandt jeg en lommekniv frem, som jeg skar de øverste lag af korsettet op med.
Idetsamme åbnede munden på hende, og hun åndede kraftigt luft ind. Efter hun havde fået vejret, kiggede hun mistænksom over på mig. "Hvor- hvad skete der?" Spurgte hun og tog sig til hovedet.
Hun var plaskvåd og vinden var iskold.

Hun måtte fryse.

Jeg tog min jakke af og lagde den om hende, der fik hende til at kigge endu mere mistænksomt på mig, mens hendes mund strammede sig sammen til en tynd streg.
"De tog en svømmetur i åen, men eftersom Deres kjole sad for stramt på Dem, kunne De ikke få vejret" svarede jeg og hjalp hende op på benene. Hun kiggede forbavset på mig med åben mund. "Jeg tog ikke en svømmetur i åen" fnyste hun og rettede lidt på sit hår.
"Nej nej, Gud ved, hvad De lavede".
"Har De- jeg mener, altså, hvilke metoder prøvede De for at vægge mig?" Spurgte hun hurtigt, forlegent og trak jakken tættere om sig. Hendes kinder blev pludselig blodrøde. "Øhm, altså..." mumlede jeg og kløede mig i håret.

Hvad mener hun?

"Altså, det er bare, jeg skal måske giftes, og De er ikke en fin mand, så jeg tænkte på om De, De ved, gjorde det for at vægge mig" forklarede hun med tavs stemme som et lille barn.
Jeg stod i lang tid og tænkte over spørgsmålet.
"Mener du, om jeg gav Dem mund til mund?" Spurgte jeg.
Pigens ansigt frøs ved spørgsmålet.
"Selvfølgelig gjorde jeg det. Undskyld mig frøken, men ville De hellere dø?".
Hendes øjne blev store ved svaret.

Det var jo ikke, fordi at jeg nød det. Eller gjorde jeg?

"De kan kalde mig frøken Tress" sagde hun og ignorerede fuldstændigt mit spørgsmål.
"Eller jeg kan kalde Dem, Gud ved hvad. Det bestemmer De fandme ikke. Her kommer jeg og redder dit liv, mens det eneste De tænker på er om hvorvidt jeg kyssede dig!" Udbrød jeg og slog ud med armene.

Forkælede møgtøs.

"Du har ikke engang sagt tak!" Vreden steg. Hun blev pludselig meget mindre og meget mere skrøbelig, mens hun kiggede nu skræmt på mig. Der var stille i lang tid, og jeg ville ikke sige eller gøre noget denne gang. Næh nej, nu kunne hun tage sig sammen og sige noget. "Tak" mumlede hun til sidst og afleverede min jakke tilbage til mig.
Da vi stod med alle vores hænder på jakken, lænede hun sig ind og gav mig et kys på kinden.
"Tak" gentog hun hviskende i mit øre og gik et par skridt væk fra mig. "Du kan kalde mig Christiania".
Der var et eller andet ved hende, der var galt. Hun virkede pludselig underligt beruset.
Christianias krop var næsten ved at falde sammen, og hendes øjne havde noget fortabt over sig.
"Sig mig, Christiania. Er der noget galt?"
"Nej, hvorfor skulle der dog være det?"
"De opfører dig bare lidt underligt".
"Det er, fordi jeg er vil med Dem".
"Har De drukket?"
"Kun lidt champagne".
"Er De sikker på, at det var champagne?"
"Nej. Nu vi snakker om den, så smagte den af kattepis".
"Okay, jeg tror der var et eller andet i den champagne. For ti minutter siden var De helt anderledes. Nogen må have puttet noget i den" sagde jeg og så til, da hun begyndte at danse rundt. Den tideligere statuelignende pige opførte sig nu som en, der har drukket for meget.
"Ja ja" sang hun og dansede lidt rundt med mig, indtil hendes energi hurtigt blev opbrugt.
Kroppen svajede fra side til side, mens hun kiggede på mig. Hun mindede mig nuværende om en billig pige, men samtidigt et lille fjollet pigebarn.
Det endte med, at jeg tog hende med hen til festsalen. Der gik ikke lang tid før, at jeg fandt en, som kendte hende og damen, som tog hende sagde, at hun var en hofdame til frøken Tress' moder. "Hvad har I lavet sammen?" havde hun så spydigt spurgt mig og kigget på Christianias våde og kolde krop, mens jeg forklarede hende hele situationen med det stramme korset.
"Jaså, der kan man bare se" havde hofdamen mumlet og gået sin vej.

Jeg hader hofdamer. Alt de er ude efter er sladder.

Da jeg var på vej hjem, stødte jeg til sidst på en mand. Han var høj, med iskolde blå øjne, som stirrede på mig.
"Jeg ved ikke hvad De og min forlovede lavede sammen, men hold Dem hellere fra hende. Damen er min og ikke Deres. De er tydeligvis heller ikke på samme standard som hende, så fjern Deres beskidte, arbejde fingrer fra hende" sagde han advarende. Jeg nikkede kort og forlod ham.

Sikke et galehus. Stakkels Christiania.