Royale hemmeligheder

7 - Hemmeligheder

Skrækslagen åbnede jeg den første dør, som jeg fik øje på.
Der mødte jeg en lang, snoet trappe, som langsomt faldt ned i dybet. Jeg vidste godt, hvor trappen førte hen, og et strøg af chok gik hurtigt gennem min krop.
Tilbage til dengang hvor dette var Kongens Sommerpalads, byggede de en fangekælder. Efter vi arvede paladset, har kun en fange befundet sig nedenunder.
Han havde lavet et overgreb på mor. Man kunne ikke få flere informationer end det, end ikke fra hoffet. Det var sket før min fødsel.
Om han stadig befandt sig dernede, vidste jeg ikke, men jeg tog alligvel risikoen og løb derned.
Jeg hørte en svag lyd af trin, der trippede dernede fra. Selvom de fik mig til at sitre, var det mere fars skridt bag mig, der fik mit hjerte til at banke tusinde gange i sekundet.
Mørket krøb omkring mig, og kun nogle fakler lyste kælderen op. Ilden dansede langsomt fra faklerne.
En kæmpe, gammel jerndør stod i vejen forenden af trappen, og jeg gav den et kraftigt skub. Døren gav en knirkende lyd fra sig og åbnede til en rådden lugt. Der var helt tomt ved gangen, der stod bag døren.
Som det første besøg dernede løb jeg til en tilfældig celle og lukkede døren bag mig. I en ubevidst tid ventede jeg og gik først ud, da jeg var ret sikker på, at ingen kom.

"Smukke pige" sagde en mand pludseligt foran mig og gav mig et smil. Jeg skreg og prøvede at flygte, men han holdt godt fast om mig. "Du ligner jo din mor".
Jeg kiggede ham i øjnene. "Du er fangen" gispede jeg, fik sparket ham i maven og løb hen til jerndøren. Jeg opdagede hurtigt, at man skulle bruge en nøgle.
"Du troede, at du kunne flygte?".
Han var hurtigt henne ved mig og vendte mig om, mens han holdte fast om mig.
"Tro om".
Han slap sit greb om mig og fik et nysgerrigt blik. "Hvorfor er du egentlig hernede, smukke datter af en dejlig kvinde?" Spurgte han og nød at se mit skræmte udtryk.
Der var ingen veje at løbe hen, han blokerede for mig. Alligvel prøvede jeg, men det mislykkedes, og han smed mig ind i en celle sammen med ham.

Nu er der ingen livlig mulig for at komme væk.

"Svar mig, ellers" beordrede han og gav mig et sulten blik. Det var alarmerende nok for mig.
"Jeg har forstået. Jeg skal nok svare" gispede jeg og gemte mig væk ovre i hjørnet, langt væk fra ham.
"Jeg så noget, jeg ikke måtte se" hviskede jeg.
"Som var?".
"Var min far sammen med en hofdame" løj jeg, mens min stemme dirrede. Han opdagede det og knyttede sine hænder sammen.
"Du lyver" smilede han og gik endnu engang hen imod mig.
"Undskyld. Undskyld! Jeg så min far overgribe min mor!" Råbte jeg, som fik ham til at stoppe.

Jeg har aldrig været en god løgner.

Hans blik blev hurtigt vredt, men det virkede ikke som om, at jeg var skyld i det.
"Den satan" hvæsede han.
"Du kender min far?" Spurgte jeg og lod som om, jeg var nysgerrig. Selvfølgelig kendte de hinanden, han overgreb jo hans kone.
"Vi var som brødre" sukkede han. "Men min kærlighed til din mor var større end venskabet til ham".
Jeg løftede forbavset øjenbrynet, og han så ud til at købe min optræden, da han vendte blikket ud mod en anden celle.
"Jeg hørte, at du lavede et overgreb på hende". Han lo ad mig og rystede på hovedet.
"Ja, det måtte Daniela og jeg jo sige. Utroskab er jo lig med døden" sagde han og løftede sin hånd op til hjertet. Han lignede en, som virkelig var dybt forelsket.
"Så I løj for at beskytte min mor?".
"Enten kunne vi begge blive straffet, ellers kunne vi lyve, så kun jeg blev straffet. Og da vi blev spurgt, forklarede jeg det, som det var. Jeg lavede et overgreb på hende".
Han trak på skuldrene, og jeg begyndte langsomt at bevæge mig over mod udgangen af cellen.
"Men man må da have kunne set, at det ikke var et overgreb?"
"Din far truede med at dræbe os, hvis vi fortalte andet".
"Min far?"
"Det var ham, som opdagede det".

Min mor havde en elsker? Eller lyver han for mig?

"Hvis det er sandt, så betyder det vel, at du aldrig havde tænkt dig at gøre noget ved mig?" hviskede jeg, klar til at løbe ud af cellen. Han fik hurtigt øje på mig og hvad jeg ville gøre, men trak ikke en mine.
"Nej, selvfølgelig ikke. Jeg elsker din mor og hun elsker mig. Derfor besøger hun mig, når hun kan" fortalte han.
"Løgner" hvæsede jeg og løb ud af cellen. Jeg nåede ikke langt, før jeg løb ind i endnu en.

Flere fangere?

Jeg kæmpede mig bravt ud af favnen på personen, indtil jeg indså, at det var en dame.
"Christiana?"
Mors stemme lød forskrækket.

Forfatternote

Mine kapitler begynder at blive længere. Håber at det er fint for jer :)