Royale hemmeligheder

3 - Drengen

Christianias synsvinkel•

Da jeg trådte nærmere, opdagede jeg hurtigt, at det var en dreng.
Hans brune glatte hår, der havde et rødt skær, lyste mildt op i måneskinnet.
Ude i stand til, at vide hvad jeg skulle gøre, blev jeg stående.
Næsten kun jeg kendte til dette sted, da det var gemt bag nogle hække. Hvordan vidste han, hvor det var?
Der stod jeg i et par minutter, og drengen må have hørt mit åndedrag, fordi han kiggede til sidst op på mig.
Jeg blev i et kort sekund forskrækket over hans udseende. Han lignede jo min far i en ung udgave. De mørkebrune øjne med en blanding af gul, de få fregner og de fremhævede kindben.
"Nyder du synet?" Smilede han kækt, og forlod broen på vej hen til mig.

Hvad i alverden?

"Du har jo stået her i et stykke tid og kigget, det kan du ikke benægte, så måske gloede du fordi, du ikke kunne modstå mig" smilede han.

Undskyld mig?

"Hør her hr-?"
"Hr Smith, men kald mig bare Christian"
"Hør her hr Smith, jeg kender Dem ikke, men hvis De ikke forlader min grund omgående, kalder jeg efter hjælp". Jeg skød stolt brystkassen frem og løftede hagen.
"Undskyld mig, frøken, men jeg er faktisk en gæst her" svarede han.
"Jeg tror ikke på Dem"
Han brød sammen af grin, mens jeg med korslagte armene så på. Da han endelig stoppede og kiggede betragtende på mig, følte jeg en pludselig sommerfugle i min mave. Det måtte være, fordi jeg frøs.
Han nåede tæt på mig, og jeg fik kvalme af hans ånde. Den lugtede af rådden fisk, og ham selv lugtede af tis og øl. Jeg trådte et langt skridt væk.
"Jeg står lige nu foran en kæmpe beslutning, og jeg skal have noget alene tid" mumlede jeg, og forventede at han forstod min hentydning.

Han skulle gå.

Men det gjorde han ikke. Istedet lignede han et kæmpe spørgsmålstegn.
"Hør her, prinsesse. Det har været sjovt, men jeg må tilbage. Pligter, du ved?" Smilte han og grinede det sidste ud.

Prinsesse?

Lettet over at han var på vej væk, begyndte jeg at gå langs floden, hen imod broen. Jeg skulle overveje hr Walls tilbud om ægteskab. Bare navnet gav mig myrekryb.
Da jeg endelig nåede op på broen, følte jeg pludselig noget ubehag. I et forsøg på at få vejret, knækkede jeg sammen, og jeg måtte støtte mig til broen. "Hjælp" råbte jeg med min sidste stemme hen imod Hr Smith, men ordene blev kun en svag klynkende lyd. Jeg prøvede at sige noget mere, mens jeg rejste mig, men i stedet mistede jeg min balance, og da der intet gelænder var, faldt jeg i åen.

Forfatternote

Ja, jeg ved det. Virkelig kort kapitel, men jeg har en forklaring. Mit tideligere kapitel slettede jeg ved en fejl, og jeg havde virkelig ikke tiden og lysten til at skrive kapitlet forfra. Så nu står den sådanne her, og jeg må, når jeg har tiden, redigere det rigtigt.