Bad Girl - One Direction

Mandy, she isn't here more

3 uger senere!

Harrys synsvinkel:

"Har DU en TATOVERING!?"

"Mmhh... Jeg har et par stykker, har du ærlig talt først lagt mærke til det nu?"

"Underligt nok, ja..." Tiffany smed sin T-shirt og vendte ryggen til. På hendes ryg var et lille hjerte hvor selve hjertets form var lavet af ord, og det var utrolig pænt. Jeg havde aldrig rigtig været til piger med tatoveringer, men Tiffany var noget andet...

"Der står 'Let the past make you better. Not bitter'."

"Hm.. Den er flot," sagde jeg og studerede tatoveringen lidt.

"Jeg har også en her," sagde hun og pegede på sin hånd. På siden af hånden, der hvor lillefingeren sluttede, var fem små duer på en række.

"Fedt nok, vi matcher," grinede jeg og hentydede til de to store duer jeg havde på min brystkasse.

"Gud, ja! Vi er skabt til at møde hinanden!" Vi var skabt for at møde hinanden... Vi var nærmere skabt for hinanden, eller hun var skabt for mig.

"Og så her rundt om mit venstre håndled." Hun drejede sit håndled rundt så jeg kunne se tatoveringen. Den var som den på skulderen, lavet som en ordkæde der gik hele vejen rundt om håndledet, lidt ligesom et armbånd.

"Hvad står der?"

"Live today. Not tomorrow." Teksten passede godt til hende. Hun tænkte ikke rigtig på konsekvenserne af hvad hun gjorde. Modsat mig, eller ikke. Jeg tænkte vel over hvilke konsekvenser noget vil have, for det meste altså. Nogle gange gik det jo ikke sådan - og sjovt nok endte det altid galt når jeg ikke tænkte...

"Tænk jeg aldrig har lagt mærke til dem! De to har endda været synlige hele tiden," grinede jeg. Det var faktisk en smule pinligt jeg ikke havde lagt mærke til dem, nu troede hun nok bare jeg var en muldvarp eller en blind fisk...

"Ja, og vi har endda haft sex! Jeg er virkelig skuffet," sagde hun 'fornærmet'.

"Undskyld," sagde jeg dramatisk og satte mig på knæ. Vi havde lige et teaterstykke i gang.

"Drengene plejer altid og lægge mærke til dem først! De syntes faktisk de er ret frække," sagde hun højt og fornemt, så jeg ikke kunne lade være med at grine.

"Mr. Styles, de burde ikke grine. Dette er en yderst alvorlig samtale!"

"Du skulle høre dig selv!"

"Du er forfærdelig," mumlede hun og kyssede mig. Jeg var hurtig til at gengælde hendes kys, og kort tid efter var kysset udviklet til et snav. Min T-shirt blev hevet af og nogle lidenskabelige kys gik fra min hage og ned af halsen til mit kraveben. Jeg stønnede åndsvagt, helt ærligt Harry! At stønne fordi hun kyssede dig ned af halsen, hun påvirkede mig alt alt for meget!

Mandys synsvinkel:

"Dylan, Ryan!" råbte jeg igennem mængden af mennesker. De vendte sig hurtigt mod mig og løftede hånden som et hej. Det var lørdag, klokken var ni og festen var godt i gang! Det eneste der havde ændret sig siden Tiffany kom i fængsel, var den tomme følelse inden i mig. Jeg savnede hende meget, i over to år havde vi ikke set hinanden. Flere gange havde jeg lidt overvejet at besøge hende i forklædning, men helt ærligt, det ville aldrig gå. Heldigvis blev hullet fyldt ud når jeg fik alkohol, en hel del alkohol! Tiffany var en sand ven, ingen som hende! Hun havde taget hele skylden for os alle fire - hvilket gav 40 år bag tremmer. Aldrig havde hun sladret om os andre, aldrig. På den ene side var det vel heldigt det var hende der fik dommen, for hun var den stærkeste af os. Hun kunne holde til mest og hun var den mest standhaftige. Hun opgav aldrig, hun kæmpede videre selv om kampen var tabt. Hun var en fantastisk person, og tanken om jeg først ville se hende når vi begge var omkring 60 år havde flere gange fået mig til at græde. Jeg havde ikke tal på hvor mange gange jeg havde grædt mig selv i søvn og vågnet op fra et marridt om Tiffany. Det samme forfærdelige marridt forfulgte mig, og nogle gange var jeg bange for det var sandhed. At det var sådan det ville ende, og det fik mig kun til at græde endnu mere. Hun var den eneste der kunne få mig til at græde.