Bad Girl - One Direction

Dylan, I'll never forget you

Tiffanys synsvinkel:

"Av," mumlede jeg irriteret og vred mig lidt, men det hjalp ikke. Tværtimod...

"Nu har dine små vener ikke tid til at hjælpe dig, det er bare dig og mig."

Mens hans ene arm holdte mig mod væggen og klemte mine håndled sammen, gled den anden hånd op af mine inderlår. Chad var da en pæn fyr, det var ikke det, men jeg havde godt nok aldrig tænkt mig at have sex eller lignende med ham!

"Fjern dig," hvæsede jeg og borede mine øjne ind i hans.

"Det er frækt når du hvæser af mig."

"Forsvind din fucking so! Vi har intet med hinanden at gøre!"

"Vi har mere med hinanden at gøre end du tror," mumlede han og kyssede mig ned af halsen.

Jeg så igen over mod Ryan og Dylan. De var lige så stærke som Sam og Math, så deres lille slåskamp kunne blive ved i evigheder, og jeg vidste at ingen af dem ville tabe. Mandy og Josh stod for langt væk til jeg tydeligt kunne se dem. Det eneste jeg kunne se var to skikkelser.

"Chad. Gå nu!"

"Vi er jo ikke engang kommet i gang endnu." Da han sagde det, tro mig - jeg fik kun mere travlt med at komme væk. Jeg kunne kaste op, gerne ud over ham, men så ville jeg dsv. også selv blive ramt, suk...

"Jeg mener det, fjern dig!" Jeg maste mine negle ind i hans hænder, hvilket bare fik ham til at pressede dem så hårdt sammen at jeg gav et lille skrig fra mig.

"Du kan jo godt lide smerten," hviskede han og trak op i min trøje.

Ihærdigt prøvede jeg at få ham væk, men jeg kunne ikke stille noget op mod ham. Han var meget større end mig og mindst ti gange så stærk som mig. Jeg burde opgive, men jeg kunne ikke. Jeg blev ved med at kæmpe i mod, men det lykkedes ikke. Det var noget af det værste jeg nogensinde havde prøvet. Jeg var fanget, og kunne ikke komme fri. Jeg kunne heller ikke få hjælp...

Han fik trukket min trøje af og knappet mine shorts op. Jeg skreg efter Dylan, men han kunne ikke hjælpe mig, og det vidste jeg også godt. Jeg følte virkelig at jeg skulle dø, hele mit liv blev spillet igennem mit hoved. De fleste piger ville nok græde og skrige, men jeg gjorde intet. Jeg havde stoneface på hele tiden, jeg sagde ikke et ord, andet end at vrisse af ham et par gange.

"Skat, være ikke så kedelig. Bare nyd det," mumlede han og kyssede mig rundt på kroppen.

"Der er ikke noget at nyde. Jo, at du er så ynkelig du gør det her," vrissede jeg ligegyldigt.

"Jeg er fandeme ikke ynkelig!" Det at han råbte og jeg havde irriteret ham, det gav mig alle mine kræfter tilbage. Jeg var levende igen, hvis man kunne sige det sådan.

"Du er så ynkelig, hvorfor går du ikke bare hjem og voldtager din mor i stedet?"

"Du holder kæft, er du med!" Hans hånd ramte min kind og et højt klask lød. Idioten havde fucking slået mig! Okay, nu skulle han bare dø.

"Du slog mig bare ikke lige der," hvæsede jeg vredt.

"Jo, det gjorde jeg, og jeg vil med glæde gøre det igen!"

Chad kunne provokere mig så meget, det var helt sindssygt. Jeg fik sparket ham ret så hårdt over benet, så hans greb om mine hænder blev en smule løsere, men ikke nok til jeg kunne komme fri. Hans anden hånd fløj voldsomt ud i luften med en sten eller noget i hånden, og gav mig en stor flænge i siden af maven. Jeg så ned mod min mave hvor der langsomt begyndte at komme lidt blod ud fra flængen. Det ville være løgn og sige det ikke gjorde afsindig ondt, så jeg gav et piv fra mig.