KOLDT I HANS ØJNE

Kapitel 11

A/N: Hey yo læsere,
Det ville betyde meget for mig, hvis i lige trykker på stjernen.

Kort kapitel som altid, surreh
Skolen dræber mig så stille, så jeg har intet energi længere

Btw jeg håber, der er nogen der faktisk læser min historie :))))

"The wasted years
The wasted youth
The pretty lies
The ugly truth"

Laurens POV

Hvordan så min fremtid ud? Havde jeg overhovedet nogen? Spørgsmål blev ved med at invadere mit sind og det var trættende. jeg sad lige nu og trippede med mine fødder af kedsomhed. Jeg havde allerede set begge to sæsoner af Graceland, og tro mig, jeg havde aldrig tid til at se serier. Den eneste serie jeg kan huske, jeg har set var nok Gossip boy, eller så var det girl. Og det var helt tilbage til 2009, da jeg var en lille pige.

"Argh," udbrød jeg irriteret og kastede tæppet væk fra mig. Det var efterhånden blevet mørkt, så det eneste lys der var i stuen var fra fjernsynet. Jeg rejstemig op og tændede for lamperne rundt omkring. Jeg så mig omkring. Nathaniel havde faktisk en god smag. Slå mig, hvis jeg tænker det igen. Jeg lavede et ansigt afsky, da jeg hørte Nathaniel komme ned af trapperne i et hurtigt tempo.

"Pas på du ikke ødelægger trapperne med din vægt, " stikkede jeg, og lænede mig op af væggen ved indgangen.

Han ignorerede mig og gik lige forbi mig med hurtige skridt.

"Hvad skal du?" spurgte jeg nysgerrigt, mens jeg fulgte efter ham ind i køkkenet og lænede mig op af bordet med hovedet hængende på håndfladen.

"Det er ikke til din bekymring," sagde han og så ud til at lede efter noget.

"Jeg hader dig," vrissede jeg opgivende.

Jeg tog et æble og bed hårdt ned i det, mens jeg bare så på ham. Han bevægede sig vant rundt i køkkenet og stuen, mens jeg bare stirrede på ham. Tanken om, hvor mange måder jeg kunne torturere ham var hobet sig op før.

Han kom gående forbi mig, uden at ligge mærke til mig. Jeg fragav mig et stort suk og gik efter ham.

"King," sagde jeg højt.

"Jeg ved, du vil have noget og svaret er nej Lauren," svarede han kort uden at se sig tilbage.

"Kom nu! Jeg har været alene i så lang tid nu! Kan du ikke bare gøre mig en fucking tjeneste?!" jeg rev i ham, og det næste jeg vidste, var min krop banket op af væggen.

"Gør. Aldrig. Det. Igen Angel," hvæsede han, hans krop pressede sig op af min. Et gisp forlod mine læber, og jeg prøvede straks at skubbe ham væk.

"Hvad er der galt med dig!" råbte jeg og bankede på hans benhårde bryst.

Han rullede øjnene af mig og fjernede sig.

"King, du skylder mig nu," vrissede jeg irriteret.

"Jeg skylder dig ingenting, men lad mig høre," svarede han og så utålmodigt ned på sit sølv ur.

"Få Wyatt og Jason her hen."

"Nej."

Han gik videre, mens jeg stod fastslået med et chokeret ansigt.

"Hvad mener du med nej!" råbte jeg efter ham, og gik efter ham.

"Simpelt. Nej," svarede han, hvorefter han smækkede døren i til sit kontor.

"Vi er ikke færdig King," skreg jeg, så han kunne høre det. Jeg kunne lige forestille mig det typiske sleske smil på hans tykke læber.

Jeg sukkede og satte mig ind i stuen igen. Hvad fanden skulle jeg lave nu?

Jeg satte mig i sofaen og puttede mig ind i tæppet, med hovedet i de store puder. Jeg fandt en film frem, Granger hed den vist nok. Mine øjenlåg var så stille ved at lukke i, da jeg hører dørklokkens ringene, som gjorde mig fuldstændig døv.

Jeg brummede irriteret og tog puden over hovedet for at lukke den pirrende lyd ud. Jeg hørte skridt, som nok var Nathaniels, komme fra trappen. Tak gud, så skulle jeg ikke åbne. Jeg hørte en masse lyde, nogle jeg kunne genkende, andre ikke. Jeg fjernede nysgerrigt puden fra ansigtet, og så fire mennesker. To fyre, to kvinder. Jeg sprang op, da jeg så Wyatt og Jason ved indgangen. Jason kastede mig op og krammede mig tæt, mens jeg grinte. Wyatt så slesk på mig, og jeg rullede øjnene af ham, og gik imod dem. Wyatts blik mødte mit og jeg fandt mig selv smile.

Jeg vendte mig om mod Nathaniel der havde hver sin kvinde om armen. Jeg ignorerede dem og så ham i øjnene.

Jeg takkede ham med øjnene og han nikkede. Han fortjente det, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at takke ham med ord. Jeg kiggede væk, men mærkede hele tiden hans brændende blik på mig.

Kvinderne trak utålmodigt i ham, og jeg så hans skikkelse forsvinde ud fra øjenkrogen.

Nogle ændrer sig ikke.

Jeg så så på Wyatt og Jasons om begge havde et mærkeligt glimt i øjnene.

"Hvad?" spurgte jeg forvirret. jeg var oprigtigt glad for at se dem. Jeg kendte dem ikke rigtigt, men jeg følte en forbindelse til dem. Det var som om, jeg kunne mærke, at de var godt selskab.

"Vi tager dig ud" sagde Wyatt med et bredt smil.

"Nathaniel bliver rasende" svarede jeg bevidst.

"Det ved vi, men vi ved også, at jeres forhold er pisse anspændt. Kom så, skynd dig at skifte," sagde Jason.

"Giv mig fem minutter," sagde jeg og skyndte mig op for at skifte.

"Nathaniel dræber os, når han finder ud af, vi har taget hende ud. Du ved, hvor beskyttende han er med hende," hørte jeg Jason sige med et rettere skeptisk tone. Jeg lo for mig selv, men vidste ikke om det var sandt eller falskt. Det var svært at regne ud, når han samtidig havde nye kvinder med næsten hver aften.

"Hun fortjener det. Han har taget alt fra hende."