KOLDT I HANS ØJNE

Kapitel 7

A/N: Jeg håber, der er nogen der læser det her, for jeg synes det er blevet ret godt :}

LAD OS BEDE SØNDAGS BØN ALLE SAMMEN

AMEN.

Laurens POV
Jeg mærkede en pirrende smerte i mit håndled. Jeg lukkede øjnene op og så, hvor smerten kom fra. Mine håndled var bundet med et groft reb bag om ryggen på mig, og mine ankler var bundet til stolens ben med et samme udrustet reb. Jeg så panisk rundt omkring. Jeg var i et stort rum med hvide vægge. Det så hjemligt ud, men alligevel ikke. Det lignede et redskabs rum med få møbler her og der. Lyset var skarpt, og jeg lukkede øjnene af strålingen.

Hvor fuck var jeg.

Da jeg så, at jeg var alene, prøvede jeg at rokke mig fri af rebene, men faldt lige med ansigtet på gulvet.

"Av for satan!" udbrød jeg.

Jeg prøvede at vende mig om, men stolen var for tung, og jeg havde hverken arme eller ben til hjælp. Jeg hørte en dør åbne, men jeg kunne ikke se, hvem der kom ind, da mit hår stod i vejen.

"Jeg lader dig være i to sekunder og se, hvad du laver," lo Nathaniel tørt, med hans mørke stemme.

Han bar min stol op, og så på mig med et underholdende blik.

Jeg kæmpede med at puste og svinge mit hår væk fra ansigtet, men til gæves. Nathaniel opfattede mit problem og tog sin hånd til mit ansigt for at rykke håret til siden. Han trak sig derefter smilende tilbage.

"Bind mig op," sagde jeg, og så ind i hans dominerende øjne.

"Det gør jeg ikke. Vi kan jo ikke have, at du løber væk på dine lange, delikate ben vel?" svarede han og slikkede kort sine læber.

Han slikkede meget på sine læber.

Jeg rullede øjnene af ham, og kom på en anden ide.

"Hvordan skal jeg gå på toilettet? Og hvad med mad? Vil du have, at jeg skal sove på en metalstol?" sagde jeg dramatisk. Det var skuespil, men bare det virkede.

Han så på mig igen og smilede slesk.

"Som om du ikke har prøvet værre. Og for det andet, så er det ikke mit problem. Når du indser, at du arbejder for mig, binder jeg dig op."

"Men du ejer mig ikke, det gør du ikke okay?" udbrød jeg og prøvede at vrikke mig fri igen.

"Jeg vil heller ikke eje dig som sådan. Jeg vil have dig til at arbejde for mig," sagde han blankt.

"Har vi ikke diskuteret det? Jeg kommer ikke til at arbejde for dig, aldrig nu, heller ikke i fremtiden," gentog jeg mig selv.

"Cliche," smilede han slesk.

Vi ville ikke komme nogle vegne, hvis det her blev ved. Lige meget hvor meget jeg ikke kunne modstå ham, blev jeg nød til at spille med hans regler lige nu. Ellers var der ingen vej ud. Jeg sukkede dybt og så opgivende på ham.

"Fint, fint! Bare bind mig op!" udbrød jeg.

Han løftede brynet, og så vurderende på mig.