KOLDT I HANS ØJNE

Kapitel 1

"Sometimes the person

You'd take a bullet for

Ends up being the one

Behind the gun."

Frygt var noget Lauren ikke havde følt lige siden hun var fyldt de femten år. Det var der, hun fik sit første job i familiens mafia. Hendes far gav hende en pistol og en uskyldig kvinde stod foran hende. Hun var naiv, hun vidste ikke, hvad der ventede hende.

Han tog sin pistol frem og sigtet mod Laurens hoved. Sin egen naive, uskyldige datter. Han bad hende om at skyde den uskyldige dame og hvis hun ikke gjorde det, ville han skyde hende.

Hun rystede i hele sin krop, græd, brød sammen, men tvang sig selv til at skød damen lige i panden. Derefter var hendes far gået og hun så ham ikke længe. Hun byggede et had op mod sin far, men så langsomt fattede hun, hvad der ville ske. Dræb, eller bliv dræbt. Et motto hun som langsomt begyndte med at følge. Der var ikke meget for de svage i hendes verden.

Hun græd sig en sidste gangselv i søvn ved relationen om, at hun havde uskyldigt blod på hendes hænder. En måned uden søvn og hun indså noget meget vigtigt. Hun indså, at hun ikke længere var den uskyldige pige som legede i haven med sin storebror, som hun elskede af hele sit hjerte. Hun var ikke en almindelig skolepige.

Nicolas havde altid været den ideelle storebror. Han havde altid passet på Lauren som gjaldt det livets sidste strå. Nu fik hun dårlig smag i munden, af at tænke på ham. Hendes egen kære Nicolas havde ikke gjort modstand, da hendes far smed hende ud på gaden og til flere af hendes fjender. Hun huskede hans ansigt, så koldt og blankt.

Lauren stod med oprejst pande, da hendes far tilbød hende sit første job. Hun skulle forføre en drugdealer, som havde svindlet hendes fars papirer. Hun glemte aldrig den dag. Hun var blevet bedt om at klæde sig meget let og havde følt sig meget utilpas, men hun var tvunget til at børste det af skuldrene. Hun huskede den røde læbestift, som hun havde påført så stille men stadig fejlet fem gange. Hun havde fået en pistol af storebror og lagt sin pistol i hendes håndtaske, og mødt nogle af de andre medlemmer i banden London Eye's, som skulle hjælpe hende med arbejdet. Det var første og sidste gang, hun havde haft nogle hjælpere med sig. Siden da foretrak hun at arbejde alene, i stilhed.

Hun så sit offer ved baren, i gang med at tage sit tolvte shot. Hun havde lænet sig op af baren, meget tæt på ham. Hun havde ikke vidst, hvordan hun skulle få hans opmærksomhed, lige indtil han begyndte med at tale til hende ud af det blå. Måske var det hendes lange ben, der tildrog ham til hende. Han snakkede venligt til hende og spurgte hende om en masse spørgsmål, som fik hende til at synes godt om ham. Lige indtil han masserede hendes lår og forsøgte sig mere og mere. Hun havde følt sig billig, men hun så huskede hvad hendes far havde fortalt hende. "De mænd du vil møde på dit job vil aldrig være venlige. De vil kun forsøge sig en ting og det vil være, at komme mellem dine ben. Hold dem lukket."

Med det i tankerne smilede hun til ham, og lod ham kærtegne hendes lår endnu højere oppe. Hun lænede sig kort efter ind til hans øre og spurgte ham, om han ville tage hende med hjem. Hun prøvede at snakke forførende, men fejlede. Manden syntes hun var sød. Hun fortalte ham, at hendes bror var ved for-indgangen, så de blev nød til at tage bagudgangen.

Hun fulgte ham ud ved bag-indgangen, da hun trak sin pistol frem og skød ham lige i panden. Sandheden var bare, at hendes bror ikke var ved forindgangen, men hendes back-up i stedet. Hun snød dem, fordi hun ikke ville have dem til at se, hvilket monster hun var. Hun var stadig naiv i håbet om, at hun kunne leve normalt. Men job efter job, drab efter drab, indså hun, at hun aldrig ville kunne leve normalt igen.

Sådan havde hun det dog ikke med at dræbe året senere. Tværtimod dræbte hun koldblodigt året senere, hun nød frygten og beundringen hun fik fra andre. Alle i London kendte til Lauren, den unge kvinde som forfører til et andet formål end fornøjelse. Smuk var Lauren, hun var ikke bare smuk. Hun lignede en engel sendt direkte fra himlen. Alle var betaget af Lauren. Mænd ville have fingrene i hende, kvinder var jaloux på hende.

Hun gik under navnet Angel på grund af hendes overgående smukhed. Lauren var aldrig blevet afvist af nogen mand i hendes liv. Sådan så Laurens liv ud indtil for nogle dage siden, da hendes far smed hun ud på grund af et sølle skænderi. Hun havde endeligt fået modet til at stå op mod sin far. Hun havde fortalt ham meget roligt, at hun ville bakke ud og leve et normalt liv. Hendes far havde bare ikke taget det så pænt. Således havde de begge kørt hinanden op, og til sidst smed han hende ud.

Hun var glad for den frihed hun havde fået, men snart var alverdens bander efter hende. Nogle ville tvinge hende til at arbejde for dem, andre ville simpelt gøre en ende på hende. Lauren fandt sig selv i den samme onde cirkel. Denne gang var hun bare parat og ikke længere naiv og skrøbelig.

Det var derfor, at hun nu stod foran Fredriko Gambinos bande bygning, der hvor alting foregik. Fredriko var en mand der drab for ren morskab, og han var ude efter Lauren.

Hun tog sin kniv frem fra hendes lomme og gik ind af hovedindgangen. Da hun kom ind, så hun sig hurtigt omkring og så to bevæbnede vagter ved en elevator i midten af den store entre. Hun gemte sig hurtigt op ad de grå vægge, bag et bord. Hun listede sig bag om de to vagter og skar halsen over på den ene af dem. Den anden reagerede på vagtens råb om hjælp og kom nu imod Lauren med en pistol sigtet mod hende. Hun skyndte sig at gemme sig bag et metal bord mens hun tog sin pistol frem. Hun skød ham i hjertet og hans livløse krop faldt til jorden.

Barnemad, tænkte hun. Hun spildte ikke mere tid, og var nu på vej op med elevatoren. Lad den ikke stoppe, lad den ikke stoppe, bad hun til sig selv. Elevatoren stoppede på 10. sal. Frustreret så hun en kvinde komme ind. Kvinden kiggede forvirret på Lauren. Elevator døren lukkede i med et elevator-kling, og Lauren tog hårdt fat i kvindens hår og bankede hendes hoved op af metal væggene. Kvinden lå bevidstløst på det beskidte gulv.

Lauren gik ud ad elevatoren. Hun var i en kæmpe gang med ingen vagter. Det forvirrede hende lidt at der ikke var en bedre sikkerhed, men hun tænkte ikke længere på det. I stedet tog hun nogle faste skridt mod den eneste dør i enden af gangen. Hun lænede sig op ad den store kolde dør og lyttede. Der var to mandlige stemmer. Hun genkendte kun den ene af dem. Fredriko.

Hun skubbede dørene op og blev mødt af to forvirrende udtryk. Hun skød hurtigt den fremmed mand og smilte nu skævt til Fredriko, der havde en pistol peget mod hende.

"Du kan ikke forestille dig, hvor lang tid jeg har ventet på det her," sagde hun, et bredt smil på læberne.

"Du ved, at du aldrig slipper afsted med det her Angel," sagde han.

"Oh men det gør jeg jo. Nu når min far er ude af vejen, er der ingenting der kan stoppe mig. Jeg vil ruinere dig, og er der nogen bedre måde at gøre det på, end at tage dit mest værdifulde eje?" Sagde Lauren med et blik af ren morskab.

Fredriko slugte en klump i halsen. Han vidste, at Lauren altid holdt, hvad hun lovede.

"Og hvad er det?" Prøvede han spørge blankt, men Lauren så lige igennem til frygten er ophobede sig i ham.

"Dit liv." Lauren trak hendes kniv op af baglommen og kastede den direkte i hjertet på Fredriko. Angel ramte altid plet.

Redigeret 22/01/16