KOLDT I HANS ØJNE

Kapitel 20

Laurens POV

Min krop fyldte sig i ekstase, da vinden ramte mit ansigt. Det føltes absolut fantastisk, men jeg havde andre ting at bekymre mig om, så som, hvor tog Nathaniel mig hen? Jeg vendte hovedet mod ham og så vurderende på ham. Hans hår der engang var glattet smart tilbage fløj overalt, men det lykkedes stadig at fortræffeligt ud. Hans øjne var forud, mens hans ene hånd strammede sig om rattet og den anden om gearet. "Hold op med at stirre," sagde han pludselig. Jeg kunne ikke stoppe farven der blussede op på mine kinder, men jeg overkom lysten til at kigge væk. Jeg rullede øjnene af ham.

"Rul dine øjne en gang til af mig, og du vil fortryde det," sagde han uden at se på mig. Jeg var ikke chokeret, Nathaniel King havde virkelig øjne overalt. Jeg rullede øjnene med vilje og smilede skævt, da der ikke skete noget. Det var i hvert fald, det jeg troede. Han tog en uventet afkørsel og kørte ned af en grusvej. Jeg så forvirret på, mens han kørte ud til siden af vejen og hjulene drejede langsommere og langsommere rundt. Når bilen standsede sad jeg ubekvemt og ventede på en hvilken som helst reaktion. Tro mig, det fik jeg også.

Det var stille, uroligt stille. Jeg så ned, indtil jeg opdagede, at det var det, han ville have. Han ville have mig til at opføre mig sådan. Jeg skældte mig selv mentalt ud, og så vendte jeg mig om og så ind i hans mørke øjne. Han så koldt på mig, og jeg gengav blikket. Så smilede han skævt og så selvsikkert på mig. "Du er en meget uartig pige," sagde han lavt, mens hans øjne kørte op og ned af mig. "Du er ikke så god selv," svarede jeg. Hans øjne var hypnotiserende, og jeg var fanget i dem. "Du har altid spydige kommentarer klar," konstateret han med et vurderende blik.

Jeg rullede mine øjne, og det fik noget i ham til at slå klik. Hans krop tårnede snart over min, og kort tid efter radikeret hans varme af på mig. Hans ansigt var så tæt på mit, at jeg kunne mærke hans næsetip. Jeg modstod lysten til at låse vores læber. Jeg så op på ham, hans hår hang igen ind over ansigtet, og hans vejrtrækninger var ukontrolleret. Jeg vidste han så på mig, hvordan jeg vurderet hans fejlagtige ansigt, men jeg var ligeglad. Der var noget anderledes i hans øjne, og jeg kunne ikke tyde det. Jeg mærkede hans bryst på mit, og varmen var elektrisk. Mine øjne fandt vejen frem til hans læber. De så delikate ud. Måden de var halvåbne tændte noget i mig. Han trak langsomt vejret, nærmest pinefuldt, og når han pustede luften ud, tvang jeg mig selv til ikke at røre der, hvor hans varme ånde havde ramt mig.

"Fordi jeg snakker i et spøgefuldt maner, betyder det ikke, at du må snakke så næsvist til mig. Og glem for guds skyld ikke, at du arbejder for mig og ikke med mig, for det vil få dig i seriøse problemer," sagde han og pustet luften ud, han havde holdt inde. Jeg så ind i hans øjne som allerede boret sig ind i mine.

"Hvor tager du mig hen?" Spurgte jeg og holdt øjenkontakten. Jeg turde ærligt talt ikke se ned på vores kroppe, presset op af hinanden. Jeg var så distraheret, og denne gang var det ikke til at benægte, hvor stor en indflydelse han havde på mig.

I et kort sekund så han sur ud, men det forsvandt igen. Jeg så på ham, mens hans kæbe spændte sig og gav slip igen. Han så ned på mine læber, og da jeg troede, han ville lukke det sidste oxygen imellem os ude, gjorde han det stik modsatte. Han trak sig tilbage og tændte bilen igen. Frustreret kørte han en hånd gennem håret, inden han tog hårdt fat i rattet og lavede en u-vending.

Han kørte hurtigt ud på motorvejen igen, og jeg skævede til tider i hans retning. Jeg fik hele tiden luften i ansigtet, så jeg lukkede vinduet. Jeg så op væk fra vinduet og på ham. Hans øjen var målrettet, idet de så ud over bilruden. Jeg pustede luft ud og så selv ud over bilruden.

Mine fingre fumlede og stilheden var ubehagelig. Det var ikke en akavet stilheden der omsluttede os, tværtimod. Det var intens stilhed, som blev tykkere for hvert minut der gik. Jeg besluttede mig for at ignorere den, så vidt jeg nu kunne.