Jeg er Sarah

Begravelse?

Susans synsvinkel

Jeg vågnede af at min telefon ringede. " Hej det er Susan. " Sagde jeg. " Hej Susan. Vi ringer angående din datter Sarah Søbjerg.  " " Er hun vågnet? " Spurgte jeg. " Desværre ikke. Vi mistede hende for en time siden. I kan komme for at sige farvel nu. " " Okay. Vi kommer med det samme. " Sagde jeg hulkende. vi sidder og spiser morgenmad. Der er så stille når Sarah ikke er her. Jeg bryder ud i grød. " Hvad sker der Susan? " Spørger de i kor. " De ringede for lidt siden. Sarah er død. De mistede hende for en time siden. " Sagde jeg mens jeg græd. " Skal vi tage ud for at sige farvel? " Spurgte David med tårer i øjnene. " Ja. Vi kører med det samme. " Sagde Asbjørn med tårer i øjnene. Vi kørte på hospitalet for at sige farvel til Sarah. Vi kom hen til hendes lig og lægerne gik så vi kunne være alene med Sarah for aller sidste gang. Vi sagde farvel til hende og kyssede hende. Vi græd og så gik vi fordi at vi ikke kunne holde til at være der mere.

To dage senere
Davids synsvinkel

Idag skal Sarah begraves. Jeg savner hende mere end noget andet. Vi gik hen på det sted hvor at præsten skulle snakke. (Begravelsen var udenfor. Så det hedder ikke en kirke). Vi gav præsten hånden og så skulle ceremonien begynde. Vi var omkring 100 mennesker. Sarah havde mange venner. Derfor var der mange. Jeg sad ved siden af hendes bedste veninde Freja. Freja var nok en af dem der græd mest. Jeg rakte hende noget papir. " Mange tak David. Jeg savner hende. " Sagde hun grødkvalt. " Det gør jeg også. Hun var så sød. " Jeg begyndte at græde igen. Freja trøstede mig. Vi trøstede hinanden.

Sarahs synsvinkel

Jeg begyndte at komme til bevidstheden. Jeg kunne høre folk der græd. Jeg åbnede mine øjne, jeg så op på noget træ. Hvor var jeg. Havde Gustav og Mathias taget mig her hen? Lige pludselig blev jeg løftet op. Så blev jeg sænket langt ned i et hul tror jeg. " Hjælp. Hallo. Jeg vil ikke her ned. " Råbte jeg.

Davids synsvinkel

" Stop. Jeg hørte noget. " Jeg hoppede ned i hullet hvor kisten lå, jeg åbnede låget på kisten, og der lå Sarah. " Hun er levende! Hun er levende! " Råbte jeg af glæde. " Hvad snakker du om? Har jeg været død? " Spørger hun. Hun ligner et kæmpe stort spørgsmålstegn. " Vi troede at du var død. " Svarede jeg. " Hvorfor troede i det? " Spørger hun. Mor og far bryder ind. " Det må vi snakke om når vi kommer hjem. " " Okay. " Svarede Sarah og jeg i kor.

Sarahs synsvinkel

Alle kom hen til mig og gav mig krammere. Freja stortuede. " Jeg elsker dig Sarah. " Sagde hun grødkvalt. " Jeg elsker også dig Freja. " Svarede jeg hende. Mathias og Gustav er her. Det er lidt mærkeligt at de er her når det er dem der har gjort det. De kommer hen og giver mig en krammer. Mathias tager mig helt ind til sig. " Hvis du siger det til nogen dræber vi Freja, og vi hør det langsomt. Du kan få lov til at se på. " Hviskede Mathias. " Jeg siger ikke et ord. " Svarede jeg.

Forfatter besked
Det her var måske lidt urealistisk. Men det er sket en gang før. Det skete for en amerikansk mand. Altså det der med at hun vågnede i kisten. Fra nu af kommer jeg kun til at ligge noget en gang imellem jeg er løbet tør for ideer. Det er jeg virkelig ked af. Der kommer ikke noget op i lang tid fordi at jeg skal på landslejr. Jeg håber at i stadig vil læse med.