Parrets dans

Afvist

David

Jeg sidder på jorden, og da jeg hører den tunge låge smække i, lader jeg tårerne falde. De glider  først lydløst ned over mine kinder, men efterhånden udstøder jeg lave hulk, der får mig til at lyde lige så tom og ødelagt, som jeg føler mig indeni. Hvorfor? Hvorfor nægter han mig? Jeg banker mine næver ned i jorden af sorg og hører ordene, han råbte til mig igen og igen som var det hele en stor joke.

"Nej, du er ikke min mage!"

Jeg krammer mine arme om mig selv, for at holde sammen på mig selv. Jeg har det som om, at min krop er ved at falde fra hinanden.

"Jeg nægter at acceptere dig!"

Mit hoved ligger sig på mine knæ, og jeg presser hårdt mit ansigt ned i dem, for at overdøve råbene.

"Jeg vil aldrig nogensinde have DIG, som mage!"

Jeg hulker så hårdt, at jeg ikke kan få vejret. Min mage, min eneste ene og min anden halvdel vil ikke have mig. Hvorfor? Hvad har jeg gjort forkert? Er det den måde jeg ser ud? Jeg ved godt, at jeg ikke er særlig pæn! Men jeg kan vel finde på et eller andet. Jeg kan farve mit hår, hvis det skal være. Jeg vil gøre alt for ham. Jeg vil bare gerne have, at han skal kunne lide mig. At han vil acceptere mig. Han er min mage. Så hvorfor vil han ikke have mig? Jeg hulker og hulker og kan ikke stoppe mig selv. Selv efter frosten har lagt sig tungt på mig, og jeg sidder og ryster med nærmest krampagtige bevægelser, bliver jeg siddende og bare græder.

Solen er begyndt at stå op ude i horisonten, da jeg endelig rejser mig op med stive lemmer. Jeg kan næsten ikke bevæge mig, men kommer langsomt igang. Hele min krop ryster. Delvist af kulden og delvist hulkende, der tvinger sig vej gennem min mund. Tårerne triller stadig ned over kinderne på mig, og mit hjerte føltes som om det er blevet revet ud af brystet på mig og flået i stykker. Men jeg begynder at løbe. Det går ikke særlig stærkt, og jeg falder konstant og hele tiden, men jeg kommer frem.

Da jeg endelig når frem, løber jeg op til hoveddøren og hamrer på den, som om jeg havde en morder i hælene. Jeg hulker stadig, og jeg fryser, men mest af alt vil jeg bare have at alting skal ordne sig. At de kan ordne alting eller bare i det mindste hjælpe mig. Jeg vil have, at min mage vil have mig. At han accepterer mig. Der går ikke lang tid, før en forvirret alfa åbner døren og ser endnu mere forvirret ud, da han ser mig. Jeg ser op på ham, imens jeg bare står og græder. Jeg er i for stor sorg til at kunne tale. Desuden tror jeg mine kæbe er frosset fast, så kold som jeg er. Mine arme krammer mig selv, imens jeg ser bedende op på ham. Der går et par sekunder, før jeg bliver hevet indenfor og smidt på sofaen. Mit kolde tøj bliver taget af mig, og jeg bliver pakket ind som en burrito i en masse tykke tæpper. Duften af alfaernes hjem har altid kunne berolige mig, og det lykkedes også en smule den her gang. Kenneth, alfahannen, sætter sig ved siden af mig og lægger sine arme om mig. Han hiver mig ind til sig, som en far gør ved sit barn, og jeg lægger mit hoved på brystet af ham. Ganske langsomt stilner min gråd af, og selv da jeg er stoppet med at græde, bliver vi siddende. Mig pakket ind i alt for mange tæpper, og Kenneth i sin morgenkåbe med armene om mig, imens han nynner en velkendt melodi.

Det var overhovedet ikke meningen, men der var bare så dejlig varmt i stuen, og det var så betryggende at høre melodien, som blev sunget til mig, da jeg var barn, og for slet ikke at glemme det faktum, at jeg har været vågen i snart 24 timer, så jeg faldt i søvn.
Da jeg vågner igen, ligger jeg ikke i Kenneths arme, men istedet hviler mit hoved imod hans kones skød. Hun sidder og læser en bog, imens hendes anden hånd kører igennem mit før filtrede hår. Et par stykker af de tusinde tæpper er blevet taget af mig, og jeg ligger nu med er enkelt tæppe. Jeg rykker lidt på mig, hvilket får alfahunnen til at se på mig. Da hun opdager, jeg er vågen, smuler hun stort til mig.
"Godmorgen skat," siger hun og lægger bogen fra sig. Jeg sætter mig op og kører mine håndflader over mit ansigt for at vågne rigtig op. Den store knude af sorg over afvisningen sidder stadig i maven og brystet på mig, hvilket gør at jeg ønsker mig tilbage til den sorte drømmeløse søvn.
"Vil du have noget mad?" Spørger hun, og jeg skal lige til at sige nej tak, da min mave beslutter sig for at lyde som en døende hval. Grinende rejser hun sig op og går ud i køkkenet.