Håndtrykket

315 16 5
                                    

David
Vi trænede videre efter vores lille... sammenstød, men det var ikke særlig sjovt. Spændingen hang i luften som lugten af rådden fisk, og jeg havde ikke rigtig lyst til at sige noget. Morten sagde heller ikke rigtig noget til mig. Han gik rundt og betragtede mig, imens han engang imellem bjæffede en ordre med, hvad jeg kunne gøre bedre. Det var et mareridt, og det var noget af det mest akavede, som jeg nogensinde har prøvet. Så da det endelig sluttede, var jeg på en måde lettet, men samtidig virkelig skuffet. Jeg mener, det er jo Morten... Godt nok er jeg en smule såret over den måde, han behandler mig på, men det er okay. Jeg er sikker på, at han bare lige skal vende sig til tanken om at være mage med en anden mand. Godt nok er det det enogtyvende århundrede og de fleste accepterer homoseksuelle, men det er ikke lige altid, at man selv vil være en. Desuden har han ventet så længe på en mage. På mig. Måske er det hele bare så overvældende. Det må være derfor. Det er i hvert fald den mest logiske forklaring, jeg kan finde.

Klokken er blevet 11 om aftenen, før vi endelig har været hele mit gamle træningspas igennem og har fået ændret de ting, som skulle ændres. Ikke at sige at vi er færdige. Vi er faktisk langt fra færdige. Det er et øv-job at lave nyt træningspas, da det altid tager hundrede år, og man skal finde alle ens svagheder og repetere gamle øvelser, imens man samtidig skal lære noget nyt. Det er et alt for stort pensum, der skal presses ind på alt for få øvelser. Det kræver sin mand at gøre det, plus et mindre mirakel eller anden trolddom. Det er bare øv bøv. Alt for meget arbejde i noget, som bare ikke burde tage så lang tid.

Men som sagt blev vi færdige, så nu står jeg i hoveddøren på vej hjem, eller hvor end jeg nu ender henne, og ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil helst bare gerne blive, men det ved jeg er et stort no-no.Jeg tripper forsigtig fra min ene fod til den anden og skutter mig i den akavede stilhed, før Morten rækker hånden frem og siger:
"Vi ses imorgen på træningspladsen." Jeg nikker og svarer høfligt igen, før jeg giver ham hånden. En kildende og behagelig fornemmelse spreder sig fra der, hvor vores hænder mødes, og fortsætter igennem min krop og giver mig en dejlig varme i hele kroppen. Den får mig til at slappe af, og hårene på mine arme til at rejse sig på samme tid. Jeg kan se, at Morten også føler noget, da hans øjne udvider sig på overraskende manér, og vores håndtryk varer lige et par sekunder mere end et normalt høfligt afskedshåndtryk varer. Det er et godt tegn, ikke?

Til sidst løsner Morten sin hånd, og jeg giver modvilligt slip og går ud af hoveddøren og ud i den stille aften. Temperaturen er atter igen faldet, og mørket har lagt sig tungt på grund af de mørke skyer, der langsomt svæver over byen og dækker udsigten til stjernerne. Jeg skutter mig i kulden, og begynder at gå mod mine plejeforældres hus med min taske svunget over skulderen og om på ryggen. Der er heldigvis ikke så langt. Kun et par kilometer. Jeg går og nynner en gammel klassiker, som jeg ikke kan huske navnet på, imens jeg går gennem territoriet. Der er stille som altid, og på en måde er jeg van til det, men på den anden side, så er det ikke super behageligt. Man hører så mange historier, og selvom jeg ikke generelt tror på dem, så virker de bare lige den grad mere realistisk om natten end om dagen. Men selvfølgelig... Hvem skulle kunne angribe mig? Jeg er den fremtidige beta! Jeg ville i hvert fald ikke angribe mig selv. Siger det bare.

Jeg når endelig hoveddøren til mine plejeforældres hjem og tager forsigtigt i håndtaget. Jeg har ikke et ondt ord om mine plejeforældre. De er et lidt ældre ægtepar, der har to børn, som er et par år ældre end mig. De sørger for mad til mig og et sted, jeg kan sove, så jeg burde være intet mindre end tilfreds. Men der er bare altid den her følelse af noget, som lægger sig over mig, når jeg er hjemme. Det er som om,jeg ikke kan slappe af. Men det er sikkert bare mig, der overreagerer. Jeg er sikkert bare en smule stresset for tiden. Alt det med Sebastian og Aiden, Aidens gamle flok og nu også Morten. Der sker meget lige pludselig, og jeg har nok bare brug for en god nats søvn.

Med den konlusion i hovedet træder jeg forsigtigt ind af døren. Det er blevet lige lovlig sent på aftenen, og jeg vil helst ikke vække nogen i huset. Jeg ved, at denne familie sætter stor pris på at sove - ligemeget hvilket tidspunkt på dagen det er. Jeg går forsigtigt igennem det mørke hus med stor frygt for at ramle ind i noget og komme til skade. Endelig når jeg det værelse, som jeg har fået tildelt og sætter mig tungt på sengen og lægger mit ansigt i mine hænder.

Morten
Jeg står og ser efter ham, imens han går væk. Jeg ser på hans forsvindende skikkelse, og jeg ser efter ham længe efter, jeg ikke kan se ham mere. Jeg står bare og stirrer ud i mørket. Lige der, hvor han forsvandt. Da jeg endelig får revet mig væk fra døren, går jeg tilbage ind i mit tomme hus og sætter mig foran fjernsynet. Jeg tager min controller op, men lægger den hurtigt ned igen. Jeg har ikke lyst til at spille, men der skal ske noget. Desuden tror jeg ikke, at jeg kan spille ordentligt med den åndssvage ridse, som blev lavet igår. Jeg kører min hånd igennem mit hår endnu engang og læner mig tilbage i sofaen, så jeg halvt ligger ned og halvt sidder op.

Jeg har altid godt kunne lide at lave træningspas til andre folk. Det er sjovt. Finde deres styrker og svagheder. Rette nogle få ud af de tusindsvis øvelser, jeg kender, ind, så den specifikke person får det helt rigtige. Men lige så sjovt som det er at lave, lige så sjovt er det, at se resultaterne. Det er så tilfredsstillende ar se sine folk blive større og stærkere og vide, at det var mig, der gjorde det der. Altså på en måde. De har selv trænet, men jeg gav dem instrukserne og holdte dem ved ilden. Men den her gang er det bare lidt anderledes. Jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til at lave det dumme træningspas med ham. Det er kun ham, som er problemet.

Jeg rejser mig hurtigt op og kører hånden igennem mit hår, før jeg går ud i køkkenet. Der finder jeg ingredienserne frem til en omelet og begynder på maden. Jeg vil hellere arbejde med Sebastian. Ham har jeg altid snakket meget bedre med. Han er bare lettere at snakke med. Jeg har ingen ide om, hvad jeg skal snakke med David om. Det var ingen overraskelse for mig, at der var den anspændte stemning idag. Den bliver nok en følgesvend, hver gang vi er sammen. Jeg tager panden af komfuret og finder en gaffel, hvorefter jeg sætter mig og spiser omeletten direkte fra panden.

Jeg tænker tilbage på, hvordan han var idag. Hvordan han bevægede sig. Han bevægede sig yndigere end nogle af de andre ulve, jeg har set. Man kan lidt sammenligne ham med en model i forhold til en kriger. Der var den her yndefulde dans eller noget over ham. Hver bevægelse var glidende og bare virkelig smuk. Men det er bare ikke sådan virkelig godt. Han skal lære at slås. Ikke at gå en catwalk.

Jeg smider panden og gaflen i vasken, før jeg går op på badeværelset og smider tøjet. Jeg træder hurtigt ind under vandet og sukker træt, før jeg lader mine tanker vandre hinsides endnu engang. Jeg kan ikke komme mig over, hvor lille han er. Han er fremtidig beta, og han ligner en lille splejset teenager. Alfaer og betaer plejer at være enorme. Eller i hvert fald bare større end ham. Han er simpelthen så lille. Og han er ikke engang muskuløs. Ikke at han ikke har muskler, for det har han, de er bare ikke sådan rigtig store ligesom mine. Han minder virkelig om en pige, tænker jeg og griner lavt af min egen joke.

Jeg træder ud af badet og tørrer hurtigt min krop af, før jeg vrikler håndklædet om livet på mig selv og går ud af badeværelset. Langsomt går jeg ind på mit soveværelse, og sætter mig på sengen. Det et en dobbeltseng. Så når jeg fandt min mage vill jeg kunne tage hende med hjem, og hun kunne bo her. For jeg var sikker på, at min mage ikke kunne være fra den her flok. Jeg var fuldstændig sikker. Jeg har ventet alt for længe. Jeg har endda købt et enormt klædeskab, fordi piger altid af en eller anden grund er så vilde med tøj. Jeg ville have forkælet hende. Jeg ville have hygget om hende, men det er det, man gør med piger. Det giver altså ikke mening noget af det her. Han kan ikke være min mage. Men samtidig. Håndtrykket. Det var... Virkelig dejligt. Hans bløde hånd, som var noget mindre end min, passede bare perfekt i min. De dejlige fornemmelse, der gik gennem min krop bagefter. I det korte øjeblik var alting perfekt.

Parrets dansWhere stories live. Discover now