Parrets dans

Spaghetti med kødsovs

David
"Du kan bare sove her i nat," siger Morten med en suk. Jeg siger ikke noget, men overvejer kraftigt mine muligheder. Han har været rimelig ubehagelig her til aften, men samtidig der var hans venner her. Og alle bliver vel lidt mere idioter, når deres venner er i nærheden. Og desuden er det her en chance for at være alene sammen med ham. Men samtidig har han også lige grebet meget voldsomt fat i mig... Men det var nok bare fordi, jeg råbte af ham. Jeg nikker fraværende på hans tidligere sprøgsmål, imens jeg stadig er fordybet i mine tanker. Men jeg bliver brat hevet ud af dem, da Morten tungt går forbi mig og sætter sig i sofaen og tænder for fjernsynet. Forsigtigt følger jeg efter ham og sætter mig også på sofaen i den anden ende, hvorefter jeg sætter mig til rette ved at trække mine ben op under mig og læne mig op af armlænet. Det er en mærkelig position, men det er en af de dejligste, jeg kender.

Jeg vender min opmærksomhed mod fjernsynet og bliver med det samme rimelig skuffet. Det er et eller andet jackass-program, der kører, og hvis jeg skal være ærlig, så interesserer det mig på ingen måde. Hvorfor er folk dumme nok til at gøre ting, som de ved gør ondt og som kan give dem varige men? Sådan hvor lav er deres intelligens lige? Men selvfølgelig, hvis det er det, som Morten vil se, så er det, det vi ser. Det er trods alt ham vi er hjemme hos, så jeg kan ikke rigtig tillade mig at ændre programmet eller klage. Så længe har vi ikke kendt hinanden og så godt snakker vi på ingen måde sammen. Jeg glider længere ned i sofaen og skærer samtidig ansigt, da en mand lander med skridtet først direkte på et gelænder, da han prøvede at køre på skateboard ned af det. Avv... Jeg kan lige forestille mig den smerte.

Til min overraskelse hører jeg Morten klukke ved siden af mig, og han sidder med et skævt smil. Jeg sidder i fuldkommen stilhed og betragter ham forsigtigt. Han er virkelig lækker. Hans hår er mørkt og meget rodet. Men ikke på den der hjemløse måde eller den der lille dreng måde. Det er sådan et afslappet rodet look, hvor det bare klæder ham så godt. Hans øjenbryn er store og buskede, og fremhæver virkelig hans grønne øjne. Næsen sidder lidt skævt, men det er ikke grimt. Hans kæbe er virkelig markeret, men hvad andet kan man forvente, når hans job bogstavelig talt består i at træne? Desuden klager jeg i hvert fald ikke.

"Er du sulten?" spørger Morten pludseligt og afbryder samtidig min tankestrøm. Jeg kigger hurtigt hen på fjernsynet og lader som om, at jeg ikke lige har siddet og stirret på ham den sidste halve time. For at sætte prikken over i'et på mit skuespil, kigger lidt overrasket på ham, før jeg nikker forsigtigt.
"Hvad har du lyst til?" Spørger han og kigger på mig. Jeg kigger vurderende på ham, før jeg forsigtigt smiler og siger:
"Spaghetti med kødsovs?" Morten ser overrasket på mig, men han nikker hurtigt, før han rejser sig op. Jeg følger hans eksempel og går troligt efter ham ud i køkkenet. Burde jeg nævne mine ikke eksisterende evner i et køkken, eller skal jeg bare lade ham finde ud af det? Jeg leger nervøst med min hænder, men heldigvis behøver jeg ikke sige noget, da han med det samme peger på en stol:
"Du kan bare sætte dig der." Jeg sætter mig på stolen og drejer med det samme en omgang, for det er sådan en smart bar-stol lignende ting.

Morten er allerede begyndt på maden, og han render hjemmevant rundt, som om han aldrig har bestilt sig andet i sit liv
"Hvordan har du lært det der?" Spørger jeg og laver en overdreven bevægelse mod hele køkkenet. Morten kigger forvirret på mig, imens hans hænder rutinemæssigt fortsætter deres arbejde med gryderne.
"Hvad? At lave mad?" Jeg nikker hurtigt, hvortil Morten bare trækker på skuldrene, før han kigger ned i aftensmaden af igen.
"Jeg er 24 år gammel, og har boet alene i fem år," svarer han, imens han putter pastaen i gryden.
"Desuden er pasta og kødsovs ikke en særlig besværlig ret," afslutter han, hvilket får lig til at lave en trutmund og mærke skammen i mit bryst. Jeg syntes det ser rimelig besværligt ud, det som han laver.
"Alligevel..." kommenterer jeg lavt og tager endnu en runde om mig selv på stolen. Jeg elsker den her stol!
"His jeg ikke havde lært at lave mad, hvad skulle jeg ellers gøre?" Spørger Morten og ser på mig, "bestille pizzaer og sådan noget?" Nu er det min tur til at trække på skuldrene, imens jeg meget omhyggeligt betragter mine fingre.
"Det ville jeg nok have gjort," siger jeg.
"Hvad?" Udbryder Morten overrasket, "ved du godt, hvor usundt det er?!"
"Ja selvfølgelig. Men det er også bare så meget hurtigere og nemmere," forsvarer jeg mig, imens jeg prøver at ignorere den sårede følelse over hans misbilligelende tonefald.
"Det er da lige meget! Du skal ikke udsætte din krop for sådan noget!"
Jeg svarer ham ikke. Jeg har ikke lyst til at starte en diskussion. Men jeg tror bare ikke han forstår det. Når jeg kommer sent hjem og ved, at der ikke er gemt noget mad til mig, så har jeg altså ikke overskud til at stå i et køkken og lave noget mad. Så er det lettere med take-away eller bare ingen mad. Og jeg er faktisk rimelig sikker på, at min krop foretrækker noget spiseligt frem for ingenting.