Parrets dans

Forbedring

Morten
"Skal jeg lave noget aftensmad?" Spørger jeg den lyshårede dreng, der sidder med benene oppe i min sofa. Han trækker på skuldrene, før han vender tilbage til sin mobil, som han har haft i hånden, siden vi kom hjem. Jeg sukker lavmælt, men beslutter mig for at gå ud i køkkenet alligevel. Personligt har jeg ikke spist siden imorges, og selvom jeg faktisk ikke er sultent, så er jeg overhovedet ikke i nærheden af mit kalorieindtag. Jeg åbner dovent køleskabet og trækker ingredienserne ud til fettucine alfredo. Lige da kyllingen er smidt på panden, kommer David ud i køkkenet. Han holder armene om sig selv.
"Hvad laver du?" Spørger han uden at møde mit blik.
"Fettucine alfredo," svarer jeg og rører rundt i kyllingen, så den ikke bliver brændt.
"Er der noget, jeg kan hjælpe med?" Jeg løfter overrasket det ene øjenbryn.
"Jeg troede ikke, at du var interesseret i mad?" Han rynker brynene et øjeblik og kigger ned i jorden, hvilket giver mig dårlig samvittighed med det samme. Jeg sukker og vender tilbage til maden.
"Du må gerne skære broccolien ud," siger jeg endelig, og David nikker hurtigt, før han smutter hen til køleskabet.

"Hvor gammel var du, da du snakkede med de der piger?"Lyder Davids stemme pludselig. Han kigger koncentreret ned i broccolien, og jeg når faktisk at blive i tvivl om, han rent faktisk stiller mig det spørgsmål. Men så vender han opmærksomheden mod mig, og hans øjne lyser af så blandede følelser, at jeg ved han gjorde. Jeg fugter hurtigt mine læber, imens jeg forbander mit unge selv.
"Jeg må have været 21..." jeg har lyst til at fortsætte, forklare hvorfor jeg gjorde det, men jeg er bange for det ikke gør noget godt.
"Okay," hvisker David og vender tilbage til grøntsagen foran ham. Vent, er det alt? Jeg fugter mine læber endnu engang, før jeg beslutter mig for at fortælle mere.
"Det var kun mennesker, og ingen af dem har været her." David reagerer ikke synderligt, men han er i det mindste stoppet med at skære, så jeg ved, at han hører efter.
"Ingen af dem har betydet noget, det lover jeg." Jeg rækker ud efter min mage, men han træder et skridt til siden og dermed lige ud for min rækkevidde.
"Jeg var bare ensom. Alle mine venner og familie havde mager, og de var lykkelige, og jeg var bare mig." Herefter bliver jeg stille. Jeg ved ikke helt, hvad jeg mere skal sige, men jeg var lyst til at gøre et eller andet. Jeg har aldrig følt den her længsel mod noget før. Ikke engang træning.

"David," kalder jeg forsigtigt, da der er gået nogle sekunder, og han endnu ikke har svaret. Jeg træder roligt hen til ham og lægger armene om ham. Han gør ikke modstand, så jeg vender ham langsomt mod mig. Da vi står overfor hinanden, griber jeg hans hoved mellem mine hænder og fører hans ansigt op for jorden. Tårerne triller lydløst ned ad hans kinder og får  mine indvolde til at krølle sig sammen.
"David," kalder jeg igen og tørrer dem væk med mine tommelfingre. Men der kommer bare flere.
"Undskyld," siger jeg hurtigt, "undskyld, undskyld, undskyld."

"Hvad er der galt med mig?" Hikker han uroligt frem. Jeg stirrer med store øjne, overrasket. Hvad snakker han om?
"Der er absolut ingenting galt med dig." Han ryster bare på hovedet og gør sig fri af mit greb.
"Jeg passer ikke ind her." David knuger armene om sig selv, imens han snakker, som om han er ved at falde fra hinanden, og det er det eneste, der kan holde ham sammen.
"Jeg er ikke god nok til noget her. Der er ingen, der har ville have mig i deres familie. Sebastian har aldrig tid til at være sammen længere, og flokken accepterer mig nok ikke engang som deres beta, når det kommer til stykket." Jeg prøver at sige noget, men han afbryder mig, før jeg overhovedet får noget ud, der minder om en sætning.
"Du har været sammen med alle de der piger, så jeg er tydeligvis ikke det, du vil have. Du sagde det endda selv, den nat, det blev gjort tydeligt for os." Jeg kigger måbende på ham. Han er ikke vred på mig, men sig selv?

Jeg forstår det virkelig ikke, men da min lille mage, krymper sig sammen og endnu engang bryder sammen i tårer, reagerer min krop af sig selv. Jeg skynder mig hen til ham og lægger armene om ham. Derefter glider jeg ned på gulvet, så han hviler mod min overkrop i mit skød.
"Er det derfor du gerne vil til dine forældres flok?" Hvisker jeg. David nikker imod mit bryst. Jeg krammer ham hårdt ind mod mig, imens han græder. Det er det eneste, jeg kan gøre lige nu.
"Der er ikke engang nogen, der prøver at stoppe mig. De vil hellere have Christoffer som beta," fortsætter han halvkvalt, og det er lige før, jeg mærker tårerne svie i mine egne øjne.
"Det er ikke rigtigt. Det er bare ikke nogen, der vil tvinge dig til at blive." Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Alting virker dumt og tåbeligt, når det forlader min mund.