Parrets dans

Grænser

David
Jeg går hurtigt men roligt hen til Sebastian hilser på ham som min alfa med en håndbevægelse til hjertet. Han gengælder hilsen af respekt og vender sig rundt. Jeg falder i med hans skridt, og sammen går vi tilbage mod det sted, som jeg gætter på resten af de unge fra flokken. Det er mærkeligt, at han har kaldt på mig så kort tid efter, jeg fik hans tilladelse til at være væk fra de andre ulve. Men det har sikkert sin forklaring. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, vil jeg sige det har noget at gøre med den måde, som han hele tiden kaster urolige blikke rundt omkring.
"Hvad så?" Spørger jeg, imens vi drejer om et hjørne og de hyper aktive unge kommer til syne. De er alle sammen samlet på parkeringspladsen foran skolen.
"Det gik lige op for far, at den her skole ikke ligger på vores territorium," forklarer Sebastian, "vores territorium ender åbenbart lige der," afslutter han og peger hen på en række træer, der står omkring halvtreds meter væk, og netop lige udenfor skolens grund.
"Mener du det?" Spørger jeg med løftede øjenbryn, hvortil Sebastian brummer og endnu engang kigger rundt. Jeg følger hans blik og får øje på en pige fra vores biologiklasse, som følger os med blikket.
"Er der mange omstrejfende ulve her?" Spørger jeg og holder blikket rettet mod pigen et øjeblik længere. Sebastian trækker på skuldrene, og vi går i stilhed det sidste stykke hen til flokken.
"Hvad sker der så nu?" Spørger Christina, en pige der på alder med Sebastian.
"Krigerne kommer og henter os, og så finder vi ud af det," svarer Sebastian hende, hvortil resten af flokken nikker. Og det er det.

Derefter sidder og står vi bare rundt omkring i en hvileløs flok, der ikke rigtig snakker sammen, men stadig kommunikerer med hinanden. Christina hopper på et tidspunkt uden nogen rigtig grund, hvortil hendes tvillingebror hopper en anelse højere. Det får selvfølgelig en anden fra flokken til at hoppe højere endnu, og der går ikke lang tid, før de unge ulve er igang med en hoppe-konkurrence. Jeg griner af dem og skal til at kommentere noget til Sebastian, men opdager at han er en smule optaget af Aiden. Kærestepar altså. Jeg kigger tilbage på de unge, hvor der kun er to tilbage, som hopper mod hinanden. Den ene er Christian, Christinas tvillingebror. Han ligner en der er ved at vinde. Eller i hvert fald en der er meget opstemt på at vinde. Så han vinder nok.

Heldigvis trækker en masse velkendte sorte biler ind på skolens parkeringsplads, før hoppe-konkurrencen bliver mere latterlig. Der er pladser nok til at alle de unge, som går i skole, kan få er lift. Der er mange biler. Er der ikke for mange biler? Jeg betragter eftertænksomt, idet den første bil kører hen til mig og stopper ved siden af mig. Den tonede rude ruller ned, og Morten ser på mig igennem sine solbriller.
"Jeg skal have dig, Sebastian og Aiden med," siger han og kigger ud af forruden igen. Hans ene hånd hviler på rattet, og hans hår er rodet. Han ser lækker ud i solbriller. Da jeg ikke svarer med det samme, vender han hovedet mod mig igen og løfter højre øjenbryn over glassets stel. Nam.  Det ser endnu mere frækt ud.
"SEB!" Råber jeg og fanger effektivt opmærksomheden fra min kommende alfa, der er ved at organisere passagerne i bilerne.
"Hvad gør vi med de biler, som vi kom i?" Spørger jeg og trutter min mund af ham. Der går et par sekunder, men endelig lyser hans bøvede ansigt op, og han rynker brynene. Han har tydeligvis også glemt dem. De er også svære at glemme. Det er slet ikke, fordi vi kører i dem fem dage om ugen frem og tilbage til skolen. Jeg kan høre Morten grine inde fra bilen af, og lyden får sommerfuglene i min mave til at begå selvmord og genopstår fra døden, som endnu større og stærkere sommerfugle.
"Alle dem der har kørt imorges kører nu," bjæffer Sebastian myndigt, "Aiden kører med mig, ellers kører alle andre alene," afslutter han med et fjoget grin. Jeg griner af ham, og åbner døren til Mortens bil og kravlet op på passagersædet.
"Hundrede kroner på de skal have sex," lyder Mortens dybe stemme pludselig ved siden af mig. Hans ord får mit smil til at falde og et rædselsslagen udtryk til at overtage mine træk.
"Jeg kører i den bil," udbryder jeg rædselsslagen og slår ham på armen, imens han sætter bilen i første gang og træder på speederen. Morten trækker bare på skuldrene og griner over min forfærdelse. Han trækker ud på hovedvejen, og jeg ser betaget på den hale af biler, som følger efter Mortens bil i svinget.
"Hvis vi kører den forkerte vej, tror du så, de andre vil følge efter?" Spørger jeg og lægger mit hoved mod den kølige rude.
"Nej?" Siger Morten. Jeg kan ikke se hans ansigt, men jeg kan tydelig fornemme den nedværdigende tone, "De kender godt vejen hjem." Jeg nikker og løfter hovedet fra vinduet igen, så jeg kan betragte landskabet, der flyver forbi.

Morten
Jeg kigger hen på David efter hans spørgsmål, men bliver kun mødt med hans lyse baghoved. Hvorfor stiller han det spørgsmål? Er han dum? Jeg tænder radioen, og sænker bilens fart, idet et lyskryds bliver rødt lige foran mig, før jeg betragter hans baghoved igen.
"Har du fået mad?" spørger jeg pludselig og overrasker både David og mig selv. Hvorfor spurgte jeg ham om det? Drengene bliver ikke så glade. Især ikke Christoffer. Eller Gustav. Faktisk ingen af dem.
"Kun en smule," siger han og kigger hen på mig med sine store uskyldige øjne. Okay, han skal med. Drengene må lige tage sig sammen en enkelt gang mere. Jeg kan da ikke lade min fremtidige beta gå sulten hjem. Jeg trækker ud i drejebanen og sikrer mig at Christoffer følger efter. Det gør han selvfølgelig, og jeg hilser hurtigt til den tredje bil, som nu er forrest og viser vejen hjem for alle de andre.

"Hvor skal vi spise?" spørger han og kigger bagud mod den sorte bil, der følger efter os. Jeg trækker på skuldrene og ser hen på ham, men bliver mødt med at drengen nu har vendt sig halvvejs rundt på sædet. Hvorfor bliver han ved med at kigge bagud?
"Måske den nye restaurant?" spørger jeg og prøver at fange hans opmærksomhed. Det virker ikke. Jeg kigger op i bakspejlet, men ser intet mærkeligt. Det er meget tydeligt en af flokkens biler, der kører efter os, og ellers ser alting normalt ud. Prøver han at se, hvem der kører bilen? Det håber jeg virkelig ikke. Så dum må han ikke være. Han kan forhåbentlig godt regne ud, at det er Christoffer og Gustav.
"Den skulle være god," mumler David pludseligt, hvorefter jeg drejer mod venstre og kører mod den nye restaurant.

"Her?" spørger Christoffer med en duh-tone og løfter det ene øjenbryn af mig. Jeg brummer og betragter selv restauranten. Den ser dyr ud. Hvornår har David spist her? Men igen, hvis maden lever op til bygningens udseende, så skal vi nok klare os helt fint.
"Den skulle være god," gentager jeg Davids ord fra tidligere.
"Og hvor ved du det fra?" Spørger Gustav og betragter mistænksomt restauranten. En smule tillid engang imellem vil være fantastisk.
"Det siger Rasmus," afbryder David mit skuldertræk, og pludselig fortryder jeg, at vi tog hen til den her restaurant.
"Rasmus?" Spørger Gustav og ser forvirret på mig.
"Min ven," svarer David nedladende uden at kigge på Gustav.
"Menneske," specificerer jeg yderligere og kigger utilfredst på David. Han skal ikke snakke sådan der til mine venner. Det er ham, som har fået lov til at tage med os. Det kan godt være, at han er vores fremtidige beta, men det gør ham ikke en skid bedre end os.
"Nå, lad os gå ind. Jeg er sulten," kommer det fra Christoffer, og cirka i samme tempo begynder vi at gå ind på restauranten.

"Bord til fire?" Overfaldet en tjener os med, lige idet vi er trådt ind ad døren og den varme luft omringer os. Vi nikker alle, og følger villigt efter den energiske tjener, der hjemmevant styrer rundt mellem labyrinten af borde.
"Vil I side ved vinduet eller mod gangen?" Spørger hun og smiler høfligt til os. Er det ikke lige meget? Hvorfor kan hun ikke bare give os et bord, og så er det det? Da der ikke rigtig er nogen, der svarer, placerer tjenerinden menukortene på bordet ved vinduet og forsikrer os om, at hun kommer tilbage om 2 minutter.
"Hvem er Rasmus?" Spørger Christoffer tilsyneladende uskyldigt, imens han scanner kortet for den ret med mest kød.
"Bare en af mine venner," svarer David igen uden at se på Christoffer.
"Bare en ven?" Presser min ven og smiler flabet. Okay, der foregår et eller andet mellem dem, som jeg ikke ved om.
"Ja," lyder det fra David, før han kigger  Christoffer i øjnene og holder øjenkontakten. Ingen af dem kigger væk. Akavet. Jeg betragter min mage og min bedste ven. Deres ansigter er udtryksløse, og de stirrer koldt ind i øjnene på hinanden. Pludselig slår det mig. De udkæmper en magtkamp. Jeg sukker dybt og ignorerer dem til fordel for menukortet. Måske burde jeg bare følge Christoffers eksempel og tage den ret med mest kød. Sådan et næsten levende stykke kød, der er noget fantastisk noget.
"Er I klar til at bestille?" Spørger tjenerinden og smiler ekstra stort til David, før hun blinker lidt med øjenvipperne. Seriøst? Skal hun ikke forestille at være på arbejde? Jeg rømmer mig og siger min ordre højt. Den luderagtige tjener ser irriteret på mig, før hun skriver min ordre ned og fokuserer på David igen.
"Ja, jeg vil gerne be om en nr 17," siger Gustav og tjenerinden ser ligegyldigt på ham. Hun er tydelig irriteret over, at David ikke prøver at starte en samtale med hende, men hun har intet held med sig, for Christoffer nævner i det samme nummeret på sin ordre. Endnu engang vender hun sik fulde opmærksomhed mod David, der uden at se på hende, bestiller sin ordre, og vender ryggen til hende for at snakke med mig. Jeg ser ind i de blå øjne og skal virkelig koncentrere mig om ikke at begynde at grine. Han gør det så meget med vilje.