Parrets dans

Overfaldet

Morten
Aiden lavede ikke sjov, da han nævnte, at vi skulle i gang, næsten før vi havde tømt tallerkenerne for vores morgenmad. Der mangler meget. Sådan virkelig meget.
"Hvor mange er inviteret?" Spørger Christoffer,  da vi er ude og hente flere kasser med oppumpning fra alfaernes bil. Jeg trækker på skuldrene og gruer selv lidt over spørgsmålet, for hvis jeg ikke vidste bedre, vil jeg sige, at hele flokken er blevet inviteret ud fra den mængde af kasser, som vi hele tiden slæber indenfor. Jeg stiller den kasse, jeg har i favnen, oven på den Christoffer bærer, hvilket han grynter utilfredst over, da min telefon ringer.
"Jaer?" Spørger jeg lidt utålmodigt, da det endnu engang er Gustav, der ringer. Sidste gang kunne han ikke få kaffemaskinen til at virke, og han kan åbenbart ikke lave noget uden kaffe, så jeg kørte derned for at sætte stikket i stikkontakten for at køre tilbage igen.
"Der er noglevilde ulve, der presser mod vores grænser," lyder hans stemme en smule forpustet i røret. Jeg gør hurtigt tegn til Christoffer, der utålmodigt stopper op og støtter kassen med det ene ben.
"Der skal komme nogle fremmede ulve ind på vores territorie idag, er det dem?" Spørger jeg. Jeg har allerede forklaret ham det her tidligere i dag.
"Jeg ved det ikke," lyder hans stemme en smule nervøs fra den anden side.
"Jeg har sendt et par krigere derud for de virker lidt aggressive, men..."
"Hvor er det henne? Chris og jeg kører ud og ser på det," svarer jeg hurtigt for at stoppe min ven, inden han hår fuldstændig i selv sving.
"Ved vandet."
"Fremmede ulve," siger jeg hurtigt videre til Christoffer, der hurtigt stiller kasserne på jorden og følger efter mig hen til bilen. Jeg håber virkelig, at det bare er gæsterne til senere.

"Hvor er de?" Spørger jeg med det samme til den lille gruppe krigere, der rastløst bevæger sig frem og tilbage et par meter fra grænsen.
"De har lige trukket sig en smule tilbage, da I ankom," svarer en ældre kriger uden at tage blikket fra stedet, som jeg gætter på, de sidst blev set.
"Har I prøvet at kontakte dem?" Fortsætter Christopher.
"De er i ulveform og svarer ikke, når vi vil have dem til at skifte." Det er den samme kriger ser svarer. Men hun er selvfølgelig også den eneste kriger, der er i menneskeform udover Gustav, så jeg havde faktisk ikke forventet andet. Jeg nikker hurtigt, før jeg træder et par skridt frem, så jeg står helt henne ved grænsen.
"Mit navn er Morten," kalder jeg højt ind i træerne. Der kommer intet svar.
"Vil I os noget?" Der kommer stadig intet svar, men busk raslen vidner om en bevægelse til venstre for os. Krigerne i ulveform spænder med det samme deres muskler og gør klar til at angribe. Jeg stopper dem med en hurtig håndbevægelse.
"Vi vil jer intet ondt," prøver jeg igen, men den sætning gør området endnu mindre stille end før. Jeg venter nogle minutter, hvor jeg står som en statue i fuldstændig stilhed, men der kommer ikke flere bevægelser eller lyde.

Det er først, da fuglene begynder at synge igen, at jeg sukker og vender rundt.
"Lad os have ekstra vagt på patrulje rundt om grænsen resten af dagen. De kan sagtens have bevæget sig rundt til et nyt sted," beordrer jeg og modtager nik fra krigene inklusive Gustav.
"Skal I også på?" Spørger min ven, hvilket får mig til at ryste på hovedet.
"Den kommende beta bliver 18, så der skal vi være."
"Der burde vi også være nu," siger Christoffer, hvilket får mig til at vende mig overrasket rundt.
"Hvad?"
"De bliver truet på skolen, så de vil gerne hentes," læser han op fra min mobil. Jeg sukker højlydt og kører træt hænderne over ansigtet. Hvorfor sker det her lige nu?
"Okay, lad os sende nogle af de mindre erfarne ned for at hente de unge, og send resten yd ved grænserne. I må også kontakte dem, der holder fri, hvis det er," begynder jeg, men bliver stoppet af Christoffer der bare hæver hånden.
"Det gjorde jeg på vej herud, men vi må hellere komme afsted også. David blev angrebet." Jeg stirrer på min ven, og fra han siger ordene til de synker ind, gør der et par sekunder, men der går kun et øjeblik fra de er synket ind til angsten ligger sig som en knude i maven på mig og giver mig kvalme.

Jeg prøver virkelig at holde mig i ro, da jeg forlader krigerne og sætter mig ind i bilen, men mine hænder ryster så meget, at jeg ikke engang kan få bilnøglerne i tændingen.
"Lad mig køre," siger min bedste ven, og selvom jeg mest har lyst til at snerre vredt af ham, nikker jeg og sætter mig på passagersædet.
"Han har det fint," gentager Christoffer, og jeg nikker bare, selvom jeg ikke tror på ham. Jeg tror ikke på det, før jeg selv har set det. Men jeg har set beskeden, hvor der sort på hvidt står, at han har det fint, men jeg kan ikke tvinge mig selv til at tro på det.

David
Der går heldigvis ikke lang tid, før de sidste biler kommer og alle ulvene bliver pakket ind i bilerne. Jeg er stadig i min ulveform, og det begynder at vække opmærksomhed, så jeg er ærligt mere end tilfreds, da Christoffer og Morten trækker ind på parkeringspladsen.
"Er du okay?" Spørger min mage til mig, da jeg prøver at gemme mig i bilen.
"Han har det fint," svarer Sebastian og tager også plads i bilen. Jeg har det fint. Ulven var syg og ikke den bedste kriger, og det krævede ikke særlig meget.
"Alfa, hvorhen?" Spørger Christoffer fra førersædet.
"Sæt David og Morten af hos dem selv og kør mig hjem."
"Okay." Der bliver stille i bilen, og jeg hviler mit hoved mod sædet og kigger med et suk ud af vinduet. Vi burde ikke tage tilbage dertil, men jeg har ikke lyst til at skære det eneste sted jeg kan møde min biologiske familie ud af mit liv.

"David, vi er her," kalder Morten og åbner døren for mig, så jeg kan hoppe ned på jorden og lunte op til hoveddøren. Den åbner han også for mig, og jeg smutter hurtigt ind på soveværelset.
"David," kalder Morten og følger efter mig. Jeg forvandler mig hurtigt tilbage til min menneskeformen og trækker et par træningsshorts på, før jeg strækker kroppen, så min ryg knaser højlydt.
"Hvem angreb dig?" Jeg trækker på skuldrene.
"En vild ulv. Han virkede syg. Hvornår skal vi være hos alfaerne?"
"Lad være med at ændre samtalen," udbryder han vredt, hvilket får mig til at se mærkeligt på ham.
"Du blev angrebet, og du opfører dig bare som om det er en normal tirsdag!"
"Der skete jo ikke noget," svarer jeg forvirret, men Morten brummer bare og forlader værelset. Jeg kan høre hans skridt forsvinde længere og længere væk fra værelset, indtil hoveddøren smækker højlydt. Jeg tager instinktivt fat i min venstre arm og krammer den ind til brystet, imens jeg stirrer efter det sted, hvor Morten lige forsvandt. Hvorfor er han sur? Hvad har jeg nu gjort?

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, så jeg gjorde alt det, jeg plejer at gøre med en stor knude i maven og fortvivlelsen i brystet. Jeg slukker langsomt for det varme vand og krammer det bløde håndklæder mod brystet, imens jeg stirrer fraværende på fliserne på den modsatte væg. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det virkelig ikke. Med et suk tørrer jeg mig hurtigt og tager et par boksershorts på, før jeg går ind på soveværelset igen. Jeg ville ønske, at jeg var blevet i sengen imorges. Alting var så meget lettere, da jeg lå i hans arme.

Jeg har kun lige fået klædt mig anstændigt på og taget plads på sengen, da hoveddøren åbner igen. Jeg rejser mig hurtigt, hiver armen op til brystet og holder vejret, imens personen kommer tættere på. Det er Morten. Bare for den korte tid jeg har mødt ham, kan jeg allerede genkende den rytme, han laver, når han går. Han stopper ude foran døren et par sekunder. Jeg sænker blikket på samme tid med, at han trykker dørhåndtaget ned. Bange for at møde hans blik, hvis det nu holder en brændende vrede. Han siger ikke noget med det samme. Det gør jeg heller ikke. Vi står bare i stilhed overfor hinanden, indtil han sukker højlydt og tilbagelægger den lille afstand mellem os.
"Jeg er bare bekymret," mumler han og lægger armene om mig. Jeg rykker mig ikke, men accepterer hans omfavnelse.
"Jeg er fremtidig beta. Det kommer til at ske igen."
"Jeg ved det."