(PÅ PAUSE) Sister Harry | a Harry Styles fanfiktion (Danish/dansk)

Kapitel 2.

*** Selina's POV ***

Vi gik udenfor, og ud i skoven. Nu skal de få at se hvor stærk jeg egentligt er.

"Niall, skal vi lægge arm? Kan vi ikke bar se hvem der kan løfte flest ting?" Spurgte jeg ham.

"Okay så. vi går ind i lysningen derhenne" Svarer han, og peger et sted ind i skoven. Vi kom til lysningen, og jeg kiggede op. Det var blevet morgen nu. Faktisk tror jeg det er ved at blive formiddag. "Okay, så her er reglerne. Vi må ikke bruge vores særlige evner, udover når du lige skal finde nogle store sten frem til os" Jeg sukker.

"Niall, jeg kan jo ikke lade være med at læse tanker. I tænker også rigtig højt, og så er det endnu sværere" Brokker jeg mig. Det er faktisk sandt. Det er ikke bare noget jeg siger for at virke Bichted.

"Fint, men så prøv bare at fokusere på de andres tanker, eller noget" siger han, og himler med øjnene. Jeg nikker. okay. 1, 2, 3. Nu! og så trak jeg lige en masse store sten op af jorden.

"Er de fine nok?" spurgte jeg.

"Ja, perfekt!" Svarer Niall glad omme fra den anden side at. Jeg ved ikke hvorfor han er så glad, men det skal jeg nok ændre. "Du starter" siger Niall med et glimt i øjet, og et kækt smil på læben.

"Okay" siger jeg og løfter så nemt som ingenting, den største af stenene. Med min pegefinger. "Så er det dig, Blondie" svarer jeg drillende tilbage. Jeg ved ikke hvad han er ude på, men jeg er også pænt ligeglad. Når det kommer til styrke, kan ingen slå mig!

"Okay.." Mumler han og løfter en anden, nok den næststørste, sten op, og løfter den over hovedet. Åh nej, han har tænkt sig at kaste den, har han ikke? Jo! Han Griner ondt - for sjov - og kaster stenen. Han rammer mig lige i maven, og jeg flyver tilbage og ramte et træ. Jeg hørte et knæk, og troede kort at det var mig, men det var bare træet. Jeg fjerner stenen fra mit skød så jeg kan rejse mig, og kigger op. Niall stirrer på mig med hans blodrøde øjne. Hans smil er falmet, og hans hugtænder er ude. Jeg vender mig rundt, og ser en blodplet på jorden. Jeg kører så stille min hånd ned af mit baglår, og kigger på den. Blod. Jeg bløder, sikkert fra at ramme det fucking træ så hårdt. Mit blod, hybrid blod, er noget af det bedste og sødeste blod du kan få. Det har også en stærkere duft. Jeg tager mine hænder op foran mig i forsvarsposition.

"Niall, nej! styr dig selv!" Siger jeg stille og roligt. Han er ovre ved mig inden jeg kunne nå at blinke, og skubber mig op af et andet træ.

"Sorry Selina, men du dufter bare så godt..." svarer han hæst, og fjerner noget hår fra min hals.

"Du kan lige vove på det" knurre jeg af ham og skubber ham væk. Jeg kan mærke mine øjne skifter til røde, og mine hugtænder kommer til syne på mine læber. De andre drenge kigger måbende på os. Niall knurre tilbage, og flyver mod mig i superfart, men da jeg er hurtigere end ham, når jeg så let som ingenting til siden inden han ramte mig. Jeg flyver mod ham, og igen, da jeg er hurtigere end ham, når jeg at ramme ham, og fyrer ham ned i jorden. Jeg smiler skævt, og ved at kampen er ovre. mine hugtænder forsvinder, og mine øjne bliver grønne igen. "Jeg sagde jo jeg var stærkere end dig" griner jeg, og trækker Niall op fra hullet han lå i. Han er normal igen. Han tager sig til baghovedet.

"Arg.. du kaster godt" svarer han bare. De andre drenge kommer over til os.

"Jeg har aldrig set en rive Niall væk fra dem, og især ikke når han er i vampyr-mode!" griner Liam.

"Sådan er vi hybrider bygget! vi er meget mere skrøbelige, dog ikke helt ligesom mennesker, så derfor skal vi også kunne forsvare os selv! Vi er stærkere, hurtigere, og vores sanser er bedre. Som Harry sagde tidligere" svarer jeg og trækker på skuldrene. inden de når at blinke er jeg væk, oppe på et toilet. Jeg gør en klud våd, og tører blodet væk.. Jeg har fået en dyb rift på baglåret. Jeg fokuserer al min energi på riften, og heler den. Det er egentligt ikke en speciel evne, det er bare noget alle vampyrer kan. Jeg hører en lyd, og retter mit hoved mod Niall, som står i dørkarmen.