(PÅ PAUSE) Sister Harry | a Harry Styles fanfiktion (Danish/dansk)

Kapitel. 8

*** Selina's POV ***

To dage senere, og vi står nu foran et træ. ET F*CKING TRÆ?! Lee har bare stået og kigget koncentreret på det i et par minutter. Hans øjenbryn er rynket, og han klør sig i nakken.

"Lee, hvad laver vi her? Har vi rejst i to hele dage, for, at komme til et træ?" Spørger jeg irriteret. Det var en laaaang tur, som jeg havde forventet. Mig og Harry, var konstant irriteret over ham. Endelig siger han så at vi er fremme, og så stirre han bare på det store dumme træ. Og jeg taler ikke om min bror... Hehe.

"Det er indgangen" Svarer han, og peger imod træet. Jeg sukker.

"Hvordan kommer vi så ind?" Spørger jeg ham. Han vender sig rundt, og løfter et øjenbryn.

"Jeg er ikke sikker, det var så nemt alle de andre gange jeg har skulle tilbage.." Mumler han. Jeg slår mig selv i panden med flad hånd. Jeg må efterhånden have et rødt mærke i panden.

"Lad mig prøve" Svarer jeg ham bare koldt. Han træder til side, og jeg går hen til træet. Jeg får en underlig følelse i maven, da jeg lægger en hånd på det. Min krop begynder at slappe af, og jeg smiler. Jeg har det skønt. Pludselig begynder det at lyse op og jeg griner lavmælt, eftersom følelsen bliver stærkere. Jeg lukker øjnene, og begynder at nynne en lille melodi, som jeg ikke kan sætte fingeren på hvad er for en sang. Da jeg åbner mine øjne igen, står vi på en stor grøn eng, med træer der kan ses i det fjerne, og en klar skyfri blå himmel. Jeg sukker. Jeg aner ikke hvad jeg gjorde, men det virkede. Og nu er Lee vist også blevet tankelæser;

"Jeg aner ikke hvad du gjorde, men det virkede!" Siger han. Harry lægger armen om mig, og kysser mig i håret.

"Lee, hvad skal vi så nu?" Spørger Harry ham. Han tænker sig kort om.

"Vi skal imod, Trolddoms Tårnet, hvor Mester lever" Svarer han.

"Hvornår får jeg så noget af vide om min mor og far?" Spørger jeg ham skeptisk med et løftet øjenbryn, og armene over kors. "Du lovede det!"

"Rolig nu, her. Tag mine hænder" Svarer han ligegyldigt. Ooooog, han er tilbage igen. Har jeg fortalt hvor meget jeg hader ham? Nej? Nå, det er også ligemeget. Jeg tager ham modvilligt i hans højre hånd, mens Harry tager hans venstre. Det giver et sus, og så står vi ellers foran et højt rundt tårn. Lee slipper vores hænder, og går op og banker på den store dør, port om man vil, og står så ellers så pænt og venter, til døren bliver åbnet. Vi står sådan i noget tid, og mig og Harry veksler blikke, før døren bliver åbnet, og en dyb mandestemme høres.

"Så du er tilbage, hva'? Og jeg kan se at du har Komtesse Selina med. Godt arbejde" Siger manden inde i mørket. Komtesse Selina. Hvor har jeg hørt det før? Gud, det er rigtigt! Hvordan kunne jeg glemme det? Mine onde drømme. Jeg har faktisk ikke haft nogen siden jeg besvimede, for to-tre dage siden. Hmm. Manden træder ud af mørket, og kommer til syne så man kan se ham ordentligt. Han ser endnu mere besynderlig ud end Lee. Han er nok omkring 22 år, og han har snehvidt hår, der stritter ud til alle sider. Faktisk ret sødt. Hans højre øje er lysebrunt, og hans venstre øje er Lysegråt, næsten helt hvidt. Hans krop er ikke så spinkel som Lee's, men den er heller ikke særlig 'muskel-bombarderet'. Han kigger på mig, med end mund tynd som en streg, indtil det bløder op i et skævt smil, og han bukker for mig. Mine øjenbryn flyver længere op i panden, og jeg kigger forundret på ham. "Det er en ære endelig at møde dem, Komtesse Selina af Bralenburg Slottet. Jeg er Arthur, (A/N ALLE NAVNE UDTALES ENGELSK! Medmindre jeg skriver noget om at det er et dansk navn <^-^>) og jeg har bedt min lærling om, at bringe dig hertil, fordi du skal have træning, til når du skal redde dit folk" Han rejser sig op igen, og jeg står bare helt paf. Komtesse Selina af Bralenburg? Mit folk? HVORFOR GIK JEG MED TIL AT TAGE MED DEN PSYKOPAT, TIL EN ENDNU MERE UNDERLIG PSYKOPAT?! Jeg tager en dyb indånding.