(PÅ PAUSE) Sister Harry | a Harry Styles fanfiktion (Danish/dansk)

Kapitel 6.

*** Selina's POV ***

"Du laver sjov, ik'?" spørger Louis forundret, med løftede øjenbryn. Jeg ryster på hovedet, og får grinet færdig.

"Nej, og hvis jeg ikke havde grebet hans hånd, så havde han, med den kræft, slået hovedet af Harry. Det fleste kan ikke fornemme, lugte eller se, at han er hybrid, men de der 'kender' ham..." svarer jeg. Harry står bare mundlam. Jeg havde jo, teknisk set, reddet hans liv. Hmm. Hvis Cameron er her så... Nej, så ville han havde været her nu.

"Der er bare noget jeg ikke forstår" bryder Liam ind. Han har en sær panderynken plantet, lige midt i panden. Jeg lægger hovedet på skrå, og kigger forvirret på ham. Han klør sig eftertænksomt i hovedbunden. "Hvorfor hoppede du ind foran, da Niall kastede den træstamme? Du har sikkert knust et ribben eller to?" Jeg griner sagte.

"Det var heller ikke mig. Det var Cameron. Hans særlige evne er, at han kan styre dit sind. Det er faktisk pænt irriterende" Svarer jeg. Liams panderynke bliver endnu større. Han kigger over på mig.

"HVorfor.. Hvorfor kunne Mig, Harry, Zayn og Niall så ikke gøre noget ved dig? Du ved, med vores evner? for over to uger siden" Jeg trækker bare på skuldrene. Han fortsætter. "Selina, må jeg prøve noget?" Spørger han forsigtigt. Jeg har ingen idè om hvad det er han vil.

"Ja, prøv løs!" griner jeg. Han kigger mig direkte i øjnene. Så bliver hans øjne en isnende blå, og jeg føler smerte. Jeg holder ikke længere fast i jordsøjlen, så jeg falder ned på knæ. Jeg bider tænderne sammen, men kan ikke modstå smerten, og kan næsten ikke lade være med at skrige. Men så, lige så pludseligt som det er kommet, så stopper smerten, og jeg rejser mig, så godt som jeg nu kan, op og stå. Jeg ser over på Liam igen. Hans øjne er stadig isblå. Han ser meget frustreret ud, mens hans øjne skifter tilbage til sine gamle brune øjne igen.

"Utroligt.." mumler han bare. Han går hen til mig, og jeg løfter et øjenbryn. Han kigger mig dybt i øjnene. Men han ser ikke på mig, hvis man kan sige det sådan. Det ligner at han leder efter noget. Jeg tager et skridt tilbage. "Jeg tror.." mumler han. Han bliver ved med at gå og små mumle med sig selv, indtil han stopper op og kigger på mig igen. "Jeg tror at din krop, eller din sjæl, Har sit eget skjold eller et eller andet. Fordi du er så sårbar, og efter at du blev angrebet af tristan her for et par uger siden, så har din viljestyrke og din sjæl dannet et skjold af en art, for at beskytte dig" Jeg forstod, nada af det han lige sagde, men det gav nok mening når det kommer af Liam.

"Og det vil sige.." Spurgte Louis, og lavede et håndkast med hånden, for at lave en hentydning til, at Liam skulle fortsætte.

"Det vil sige, at nogen gange, træder dit indre jeg til når vi bruger vores kræfter mod dig, såsom mine, og beskytter dig, så vi ikke kan røre dig. Jeg tror ikke at der er noget det kan ødelægge, eller trænge igennem det skjold" Fortalte Liam. Okay, så jeg havde et skjold som jeg ikke vidste noget om? Det gav stadig ikke særligt meget mening, men lidt, nu hvor Liam havde uddybet det.

"Er det så kun nogle gange det er slået til?" Spurgte jeg ham. Han trak på skuldrene.

"Jeg aner det ikke, men nu tror jeg, at vi godt kan nedstemme min første terrori" Svarede han, og kiggede over på Harry, der åndede lettet ud. JEg aner ikke hvad han talte om, men var også ligeglad. Jeg så op mod himlen. Det var ved at blive solnedgang. Jeg kiggede tilbage på de andre. Så mærkede jeg efter mine ribben. Det var helet. Jeg løftede mig selv op på jordsøjlen som jeg stod op ad, og stilte mig på den. Jeg sprang højt og elegant op i luften, og lavede en trippel salto, med en skrue, og landede lige så let på jorden. Jeg smilte.

"Skal vi så tage ud at jage?" spurgte jeg selvsikkert, og hævede et øjenbryn. De nikkede, og smilte lusket, mens deres øjne skiftede fra deres normale farve, til en velkendt blodrød farve. Man kunne lige ane deres hugtænde. Jeg vendte mig rundt, og snusede. Jeg fik færten af et dyr, og skulede over skulderen, for at se om de kunne lugte det. Det kunne de. De løb forbi mig, og en støvsky ramte mig. Jeg stod bare der, med mit hår flagrende om ørene, og kiggede efter dem. Cameron, her? Jeg har ingen idè om, hvad han laver her, men hvis Cameron er her, må han, også være her. ingen tvivl. Selvom jeg var i tvivl tidligere, stod det pludselig klart for mig. Cameron ville have hvad der var hans tilbage. og når Cameron var i nærheden, var Cody også.