Er vi en hemmelighed?

Kapitel 1

Jeg åbner min telefon, min låseskærm er et citat, men min baggrund er et billede af Mac og mig, det blev taget i sommers da jeg havde præmiere. Det er mig i mit kostume og Mac i jakkesæt, vi ser umådelig glade ud, men det er kun Mac og jeg der ved hvorfor.

Sofie har skrevet "vil du med ud og gå en tur med min hund?" skriver hun, jeg svarer at jeg gerne vil med. Ti minutter efter står jeg foran hendes dør, "hva så?" siger jeg da hun kommer ud med sin hund Max. Hun smiler "hva så?" vi griner og begynder at gå.

Jeg har boet i Trofors i sådan ca. 4-5 måneder, og det er så fantastisk, her er virkelig dejligt. Nu er det vinter og her er så smukt, det sneede i går så der ligger en pæn hvid dyne over alle urørte overflader undtagen der hvor der er solskin, der er græsset kommet frem og jorden er våd. Det er fristende at rører ved de bløde overflader, men perfektionisten i mig nænner ikke at gøre det.
Vi går en lang tur og snakker om alt muligt mærkeligt, lige pludselig stopper Sofie,
"hvad er der?" spørger jeg, for jeg ved ikke helt hvad der sker inde i hendes hovede.
"Jeg så din baggrund på din telefon her den anden dag" siger hun, og jeg forstår ikke helt hvad det har med noget at gøre
"jeg ved godt at du og Marcus er sammen", hun kigger lidt sammenbidt ned i jorden
"jeg havde tænkt mig at fortælle det til dig" siger jeg lavmælt,
"Det ved jeg godt" siger hun
"det er heller ikke det jeg er ked af det eller sur over" siger hun, og nu er jeg fuldstændig stået af
"okay, men hvad er der så galt siden du ser så trist ud" jeg kigger på hende, men hun kigger stadig ned i jorden
"før du kom her til skolen var jeg ret gode venner med Marcus og Martinus, ikke lige så gode venner som i er selvfølgelig" hun kigger op og jeg kan se at hun er på kanten til at græde. Åh gud,
"har du været vild med Mac?" spørger jeg, hun stopper og kigger op på himlen og en lille tårer triller ned af hendes kind.
"Jeg ville ha spurgt ham om han ville komme sammen med mig, den beslutning tog jeg ca. en uge før du kom" mit hjerte begynder at gøre ondt, jeg får dårlig samvittighed.
"Det er jeg virkelig ked af" siger jeg, selvom jeg ikke rigtig ved om det er det rigtige at svare i den her situation
"Du behøver ikke at pakke det ind Julie, fra den dag du trådte ind i klassen kunne jeg se på ham at han var forelsket" siger hun, jeg forstår det ikke helt, jeg kunne ikke se det.
"Dit lange blonde hår, din adrætte danser krop, dit charmerende smil, dit glimt i øjet og din helt igennem fantastiske personlighed, jeg fatter ikke at det kun var Marcus der faldt for dig" fortsætter hun, hun smigrer mig, men jeg får ondt af hende,
"jeg er virkelig ked af det Sofie, du skulle bare ha fortalt mig det" siger jeg, min stemme ryster, jeg begynder også næsten at græde.
"og hvad ville du have gjort?" hun kigger på mig hendes øjne er røde og grådkvalte. Jeg kigger ned i jorden, jeg ved det ærlig talt ikke og jeg ved heller ikke hvad jeg burde sige.
"det tænkte jeg nok" siger hun og kigger også selv ned i jorden,
"men hvis jeg ikke kan få ham så er jeg ærligt talt glad for at han har fundet dig, du ved jo også hvordan det er at stå på en scene" jeg kan ikke lade vær med at smile lidt da hun roser mig.
Vi bliver revet ud af vores dybt seriøse samtale fordi at Max ser et eller andet og styrter afsted.Vi løber efter ham.
Efter en lang løbetur som får os begge til at hive efter vejret stopper vi op ved fodboldbanen.
"NEJ Max!" råber Sofie da Max løber ind på banen og jagter fodbolden. Jeg griner da det ser lidt komisk ud hvordan Sofie jagter en hund, som jagter en bold som også bliver jagtet af drengene der spille fodbold. Jeg får øje på Marcus som jagter bolden, han kommer hen til den, han er virkelig tæt på målet og på at score da Max løber ind foran ham, Marcus falder over Max og falder ind i målstolpen, og fra min vinkel ser det ud som om at han ramte med hovedet først.