Er vi en hemmelighed?

Kapitel 7

Jeg kan se fortvivlelsen i hans ansigt, han vender om og løber op ad trappen tilbage til sit værelse
"Marcus!" råber jeg og løber efter ham, jeg kommer op på hans værelse, han sidder på sin seng med ansigtet i hænderne, han kigger op da jeg kommer ind
"Jeg har været besvimet i over en uge og det her er hvad jeg kommer tilbage til" siger han med gråd og fortvivlelse i stemmen "min bror er stukket af med min kæreste" siger han, jeg kan se at han græder
"Marcus det er ikke som du tror" siger jeg "Martinus og jeg er bare venner"
"Nå" siger han "for fra min vinkel ser i ud til at være meget tætte venner".
"det er ikke som du tror" siger jeg igen, for jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige til ham.  
"Jeg tror at det er præcis som jeg tror, at jeg besvimer og mens jeg ligger helt alene i en hospitalsseng så går min kæreste ud og 'søger trøst' hos min bror som tager imod hende med åbne arme" siger han, jeg kan se hvordan tårerne løber ned ad hans kinder.
"Nej Marcus" råber jeg "jeg sad hver dag hos dig" jeg stopper, min stemme kan ikke råbe når jeg græder så voldsomt "jeg sad hos dig hver dag, jeg græd hver dag på grund af hvad der var sket, jeg kunne ikke sove fordi jeg vidste at du lå der." jeg stopper igen og kan mærke hvordan tårerne ikke kan stoppe "jeg har oplevet at min kæreste døde i meget kort tid, jeg har oplevet at se min kæreste ligge uden at kunne gøre noget, Martinus havde mistet sin bror i det stykke tid, han var en af de eneste der forstod mig. Jeg forlod aldrig din side ligesom du aldrig forlod min da det var mig der lå i den seng" jeg kan ikke mere, jeg giver gråden frit løb og løber hjem til mig selv.

Jeg siger ikke noget til Martinus, jeg siger ikke noget til deres forældre, jeg siger ikke noget til mine forældre, jeg siger ikke noget til nogen.

Marcus' synsvinkel:

Der er gået nogle dage siden jeg var oppe at skændes med Julie, jeg fatter det ikke, alt det hun sagde, at hun aldrig havde forladt min side i alt den tid jeg sov.
Jeg går ned i gangen og tager mine sko på da Martinus kommer ud til mig, jeg har ikke snakket til ham siden den morgen nede i køkkenet.
Han står og kigger lidt på mig uden rigtig at sige noget, jeg fortsætter bare med at tage mine sko på
"Der skete altså aldrig noget imellem Julie og mig" siger han så, jeg kan mærke vreden som bobler inden i mig, "hun var tro mod dig hele tiden" siger han så, jeg stopper op og kigger på ham,
"hvad snakker du om?" spørger jeg,
"hun var tro mod dig hele tiden" siger han igen "det var mig der lagde op til noget, det var mig der fortalte hvordan jeg har haft det med hende siden jeg så hende første gang, jeg fortalte hende hvordan jeg misunder dig, hver gang jeg ser jer sammen bliver jeg jaloux, jeg ville gerne have haft hende" siger han, jeg forstår ingenting, jeg kigger bare ned i gulvet og lader vær med at svarer. Der opstår en akavet stilhed.
"hvor skal du hen?" spørger han til sidst
"jeg skal over til Julie" siger jeg "og sige undskyld for at have bebrejdet hende, hun fortalte mig at hun var hos mig hele tiden, og alligevel bebrejder jeg hende for ikke at have været der" jeg vender mig om og tager i døren
"ved du det ikke?" siger Martinus bag mig, jeg vender mig om og ser spørgende på ham
"ved ikke hvad?" siger jeg, han kigger sørgmodigt på mig,
"hun er rejst tilbage til Danmark".