Er vi en hemmelighed?

Kapitel 22

Jeg har tilbragt hver dag sammen med Marcus, vi har sovet sammen hver nat, han har holdt om mig hver gang jeg har været tæt på at græde fordi jeg skal afsted. Vi var begge to tæt på at græde da han hjalp mig med at pakke mine ting.
Jeg skal afsted i morgen, jeg skal bo hos min tante og onkel, de bor kun ti minutter fra skolen. Min taske er pakket med tøj, sko og minder, både de gamle minder fra Danmark, men også de nye minder fra Norge, de nye minder jeg har med Marcus. Jeg kommer først hjem igen om 3 måneder. Det virker som en evighed, især når det kun er for at være hjemme i én uge, og så skal jeg tilbage. Det værste er at drengene har koncerter de første fire dage af den uge, og ingen af dem er i Norge.
Vi spiser alle sammen aftensmad sammen, drengene og deres familie, mig og min familie og Sofie er der. Bordet er dækket op med Britiske, Norske og Danske flag, det er min afskedsfest, en glædens aften, før sorgen og afskedens dag kommer.
Vi får tacos, jeg elsker tacos, men jeg får min egen guacamole, for jeg skal have den så stærk at jeg er den eneste der kan holde til at spise den.

Marcus og jeg sover sammen den nat, han holder om mig,
"Marcus, jeg vil ikke afsted, jeg kan ikke" siger jeg med en let grådkvalt stemme,
"Hvad? Julie, du skal tage afsted, det er jo din drøm" siger han og fjerne en tåre fra min kind,
"den drøm er ikke fuldendt uden dig" siger jeg og endnu en tårer triller ned ad min kind,
"jeg vil altid være der, i dine tanker og i dit hjerte, ligesom du altid vil være i mine tanker og i mit hjerte, du betyder alt for mig, men hvis jeg står i vejen for at din drøm kan gå i opfyldelse så ved jeg ikke hvad jeg ville gøre" han kysser mig på panden, "prøv at sov, jeg skal nok være her når du vågner" han kysser mig på munden og tager min hånd, jeg lægger mig ned, helt ind til ham og så falder jeg i søvn.

Da jeg vågner holder Marcus stadig mig helt ind til sig, jeg ville ønske at jeg ikke var nødt til at rejse mig. Det banker på døren til mit værelse og min mor kommer ind,
"Hey, i skal til at op, vi kører om 2 timer, og du skal nå at i bad og gøre dig klar Julie" siger hun, jeg nikker og kan mærke at Marcus vågner bag mig. Jeg kysser ham på kinden, rejser mig og går i bad.

2 timer senere har min far læsset min kuffert i bilen og vi tager afsted, hele familien Gunnarsen tager med ud til lufthavnen.

Min bagage er tjekket ind og jeg skal til at ind i security, hvor de andre ikke må komme med, jeg omfavner Marcus,
"jeg kan ikke Marcus, jeg vil ikke" siger jeg næsten panisk, han kigger mig ind i øjnene og fjerne en tot hår fra mit ansigt, jeg ved at journalisterne står omkring os og tager billeder, at de bagefter trækker og hiver i Marcus for at få at vide hvorfor jeg er ked af det, hvorfor vi siger farvel, men jeg ignorere dem, lige nu er det kun Marcus og mig.
"gør det for din drøm, gør det for din karriere, gør det for mig" siger han og kysser mig, den sidste ramte mig lige i hjertet, det er allerede for sent at prøve at holde gråden tilbage.
"Jeg kommer til at savne dig så forfærdelig meget" tvinger jeg frem mellem hulkende,
"jeg kommer også til at savne dig, men vi ses om 3 måneder, og efter du kommer tilbage så går der kun 1 måned før vi har koncert i England, og så ses vi igen, måske hvis vi skal mellemlande i England kan vi også komme forbi, og ellers så kommer jeg gerne i en weekend" han holder om mig, jeg kan høre hans hjerteslag, det beroliger mig. "Vi ses snart igen" siger han og kysser mig en sidste gang, så siger jeg farvel til de andre, min mor græder helt vildt da jeg skal sige farvel til hende, næsten mere end jeg gjorde da jeg skulle sige farvel til Marcus.
Jeg går igennem security og vinker et sidste sørgmodigt farvel, jeg når kun lige at se et let sørgmodigt smil på Marcus' læber før han bliver revet væk af journalister.