Er vi en hemmelighed?

Kapitel 6

Jeg mærker det igen, jo den er sku god nok. Jeg bliver så overvældet af lykke at jeg begynder at græde igen, men denne gang er det af glæde. Jeg kigger på Marcus' ansigt, han åbner stille øjnene,

"hvad fanden skete der?" siger han med en meget hæs stemme. Jeg smiler og griner for alvor for første gang i lang tid.

"Marcus" siger jeg, og omfavner ham "jeg har været så bange Marcus, der skete så meget, du har været væk så længe".

"Væk?" siger han og kigger mærkeligt på mig "hvor har jeg været?" spørger han og jeg kan ikke lade vær med at grine, jeg krammer ham og kysser ham og så begynder jeg at fortælle, jeg fortæller om hunden, hans styrt, hans hjertestop, om hvor længe han har sovet, og så husker jeg at jeg jo for helvede ikke er den eneste som har ventet på at han vågnede, så jeg rejser mig og løber ud ad døren og ud på gangen

"han er vågnet" råber jeg med glædesfyldt stemme til den nærmeste sygeplejerske der kommer forbi, jeg fortsætter ned ad gangen og udenfor hvor Martinus står og sparker til en bold, jeg løber hen og omfavner ham

"han er vågnet" råber jeg til ham "Martinus, han er vågnet" siger jeg og kan ikke rigtig selv fatte det, han tager min hånd og vi løber tilbage til Marcus' stue.

Det er dejlig endelig at kunne forlade hospitalets uhyggelige gange. Marcus går lidt forsigtig, han har ikke stået op i lang tid, men det er dejligt bare at se ham står oprejst, farven er også så småt ved at komme tilbage i hans kinder.

Da vi kommer hjem vil Marcus gerne at jeg bliver hos dem natten over, det havde jeg også håbet at han ville sige, så jeg bliver selvfølgelig.

Om aftenen foreslår Martinus at vi ser en film, jeg synes at det er en god ide men Marcus er uenig, han har ikke lavet andet end at sove og ligge stille i over en uge, så han vil hellere at vi laver et eller andet hvor vi snakker sammen (og så må han heller ikke se fjernsyn), vi forstår godt han pointe så vi spiller kort. Vi sidder på Marcus' værelse og spiller kort til klokken er 1 om natten, jeg kan fornemme på Marcus at han føler han er gået glip af en masse, jeg kender på en måde fornemmelsen, jeg var væk i et par dage så jeg gik ikke glip af så meget, men Marcus var væk i meget lang tid, men jeg ved egentlig heller ikke rigtig hvad der er sket uden for hospitalets mure mens Marcus har sovet.

Hele aftenen kan vi ikke lade vær med at snakke om meget andet end det kortspil vi er igang med, vi griner og driller hinanden, jeg ved ikke om jeg er mere voldsom ved Martinus end ved Marcus, måske, men jeg føler bare at Marcus er meget skrøbelig lige nu, så jeg vil helst ikke være for voldsom ved ham.

Klokken er to da Martinus siger godnat og går ind til sig selv, jeg ligger mig ned på en madras ved siden af Marcus' seng, jeg vil helst ikke fylde for meget i hans seng. Jeg rækker op og tager hans hånd, der er plaster på der hvor droppet sad, jeg bryder mig ikke om den historie der følger med, Marcus rejser sig op på den ene albue og kigger ned på mig

"jeg har savnet dig" siger han, jeg smiler og får en mærkelig fornemmelse i maven og brystet

"jeg har også savnet dig" siger jeg, han trækker min hånd op til sine læber og kysser den

"jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre hvis jeg ikke havde dig" siger han, jeg smiler men får så en form for dårlig samvittighed, Martinus misunder Marcus fordi at han har mig, jeg elsker Marcus det er slet ikke det, men det er mærkeligt at elske sin kæreste når hans tvilling har følelser for en.

Jeg vågner tidligt, Marcus holder stadig godt fast i min hånd, men jeg får mig kringlet ud af den uden at vække ham og så går jeg nedenunder. Jeg sætter vand over til kaffe og te, jeg kan godt lide kaffe, men der er et par stykker i den her familie der ikke kan, så det er nemmere at koge vand til begge.

Martinus kommer ned af trappen

"godmorgen" siger han og smiler til mig

"godmorgen" svarer jeg og smiler tilbage til ham, han kommer hen til mig og krammer mig, jeg ved ikke hvorfor han gør det men det er rart,

"det er rart at have dig tilbage" siger han, jeg kigger mærkeligt på ham

"hvad mener du med at det er rart at have MIG tilbage, det er din bror der var 'væk'" siger jeg og griner til ham, han kigger på mig,

"da Marcus sov var du ikke rigtig dig selv, du havde så let til tårer og der skulle ikke så meget til at få dig til at gå helt i sort, det er dejligt at have den 'normale' og glade Julie tilbage" siger han og griner lidt da han siger 'normale'.

"Jamen det er da også dejligt at være tilbage" siger jeg og griner, han kigger mig meget intenst ind i øjnene, hans ansigt kommer nærmere og nærmere, han er få centimeter fra mit ansigt da jeg sprøjter vand i hovedet på ham, vi griner men da vi kigger hen mod trappen står der en meget forbavset Marcus.