Er vi en hemmelighed?

Kapitel 21

Det havde jeg slet ikke tænkt på, jeg kan se at Marcus får tårer i øjnene,
"Som om det ikke var nok at jeg tit rejser, men hvis du ikke engang er der når jeg kommer hjem...", han kigger mig ind i øjnene, der bliver helt stille omkring bordet, jeg ved ikke hvad jeg skal sige.
Jeg kigger på drengenes forældre, på Martinus, på Emma, men ikke på Marcus, jeg kan ikke se ham i øjnene,
"jeg kan ikke undvære dig Julie, ikke så længe" en tårer triller ned ad hans kind, han tager mine hænder, men jeg trækker dem til mig,
"hvad vil du ha jeg skal gøre, blive, gå glip af mit livs chance for en uddannelse inden for et fag vi begge elsker, forspilde chancen for at opnå min drøm" jeg kan mærke tårerne der samler sig i mine øjne, jeg rejser mig og går,
"Julie vent" kan jeg hører Marcus siger bag mig, men Gerd-Anna tager hans hånd,
"lad hende gå, hun har brug for at tænke Marcus" siger hun, jeg tror også at hun siger noget mere, men det hører jeg ikke, jeg er allerede gået ud ad hoveddøren og er på vej hjem.

Jeg sidder på mit værelse da min mor banker på,
"hey" siger hun stille "hvad er der i vejen?" hun sætter sig på min seng sammen med mig, mine øjne er røde og hævede af at græde og puden jeg sidder og krammer er næsten gennemblødt,
"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" siger jeg med gråd i stemme, "jeg elsker Marcus og jeg vil ikke miste ham, jeg bryder mig sku da heller ikke om at vi skal være så langt væk fra hinanden" nærmest råber jeg før min stemme knækker over i gråd,
"jeg forstår godt at du er ked af det skat" siger hun og lægger en hånd på min skulder, "men jeg synes at du bør tale med ham om det, jeg kan være her sammen med jer hvis det er" siger hun, jeg ryster på hovedet,
"nej det er fint, jeg skal bare lige... " jeg trækker vejret ind og snøfter "jeg skal bare lige tage mig sammen til at snakke med ham".

To timer efter banker det på døren, jeg går ned og åbner. Mine øjne er stadig lidt røde og lidt hævede, men ikke så voldsomt. Det er Marcus.
"hei" siger han og smiler skævt til mig,
"hei", siger jeg og prøver også at smile, men det bliver hurtigt erstattet af et snøft.
"Julie jeg er virkelig ked af det, jeg skulle ikke have reageret som jeg gjorde, det var forkert af mig. Det er nemt for mig at holde på dig, jeg har jo allerede drømmekarrieren, jeg skal ikke til at opbygge den nu" siger han, jeg siger ingenting, "det var egoistisk af mig at sige du ikke må tage chancen for at opnå din drøm, jeg synes at du skal tage afsted, ikke tænke på mig" fortsætter han og kigger ned i jorden, jeg træder et skridt frem og omfavner ham.
"Jeg vil heller ikke miste dig, Marcus, du betyder ALT for mig, men det her er mit livs chance" siger jeg og ser ind i hans øjne,
"og det er derfor at du skal tage afsted, hvor lang tid er det den uddannelse tager? 4 år, og så kommer du jo hjem i ferierne, jeg kan også besøge dig hvis vi skal til England på et tidspunkt, vi finder ud af det" Siger han og smiler til mig, ikke et fremtvunget smil, det er et ægte smil, selvom jeg stadig kan se at han er lidt ked af det.
"Du er verdens bedste kæreste" siger jeg og kysser ham,
"men Julie vil du love mig en ting" jeg kigger spørgende på ham, "hver aften skal vi Skype, vi skal være sammen så tit vi kan når du er hjemme eller når jeg er i England i weekenden, og så vil jeg tilbringe hvert sekund med dig de sidste dage inden du skal afsted" siger han og krammer mig, nu græder jeg igen,
"hvorfor skal jeg vælge mellem min drømmekarriere og min drømmefyr" siger jeg, han smiler til mig,
"det gør du heller ikke, jeg giver dig ikke noget valg, du skal tage afsted, du skal gøre hvad du elsker" han kysser mig "selvom det bliver hårdt at undvære dig så vil det være det værd at vide at du gør det for at opnå din drøm, for at blive lykkelig, og jeg vil ikke have andet end at du er lykkelig".