Er vi en hemmelighed?

Kapitel 4

Jeg bliver nærmest løftet ud på gangen, Gerd-Anne, Kjell Erik og Martinus kommer, de har været på McDonald's for at købe noget frokost, de efterlod mig på værelset fordi at de vidste at de alligevel ikke kunne overtale mig til at forlade Marcus.
Martinus kommer spurtende hen til mig da han ser hvordan vagterne prøver at slæbe mig ud fra Marcus' stue.
"NEJ!! NEJ!!" råber jeg, jeg sparker til alt hvad der er omkring mig.
Martinus tager fat i mig,
"Julie slap af" råber han ind i hovedet på mig "slap af" jeg reagerer ikke "se på mig" siger han og tager mit ansigt i sine hænder, jeg ser ind i hans dejlig brune øjne "slap af" siger han "det er for hans eget bedste", hans stemme beroliger mig, og så begynder jeg at græde, og det er voldsomt. Jeg falder ned på knæ og begynder igen at hyperventilerer.
"Jeg vil ikke Martinus" hulker jeg "jeg vil ikke forlade ham".
"Det gør du heller ikke, du gør det samme for ham som han gjorde da det var dig der lå i den seng" siger han, han sætter sig ned og krammer mig, jeg kan mærke hans tårer som drypper ned på mit hovede. Jeg fatter stadig ikke helt hvordan han alligevel kan være så fattet, det er hans tvilling der ligger derinde, hans bror, hans bedste ven, hvorfor er det mig som viser størst smerte og sorg.

Dagene går og Marcus vågner ikke, jeg bliver mere og mere nervøs jo længere der går.

Der er gået halvanden uge, jeg har sovet på gangen hele tiden, lægerne opgav hurtigt at få mig til at forlade hospitalet. Jeg har sovet elendigt, ikke på grund af en dårlig seng, (for jeg fik tildelt en seng som kunne stå ude på gangen) men fordi at jeg ikke kan li at jeg ikke ved hvad der sker med Marcus. Jeg har grædt mig selv i søvn næsten hver nat, og hvis jeg ikke har gjort det så har jeg ligget med en tom følelse, som om at jeg ikke var et menneske, som om jeg ikke var til stede i min egen krop.

Jeg sidder og kigger på billederne på min telefon, de billeder af Marcus og mig, der er det fra premieren, nogle af Mac, Tinus og jeg der sidder og ser fodbold, og så er der nogle fra vores ferie til Thailand, det var en meget speciel ferie, lige så snart drengene vloggede så måtte jeg ikke være til stede. Jeg smiler lidt mens jeg bladrer igennem alle billederne, alle minderne, men en tårer lister sig også ud af mit øje og ned over min kind.

Jeg mærker en hånd på min skulder, jeg ser op, det er Martinus
"Det var nu en god ferie" siger han da han ser et af billederne fra Thailand,
"ja" siger jeg og kan mærke endnu en tårer der triller ned ad min kind. Jeg rejser mig, jeg vil gi Martinus en krammer og det ved han for han står allerede med åbne arme.

"Marcus er heldig" siger Martinus efter at vi har stået og krammet i et stykke tid. Jeg kigger spørgende op på ham,
"hvorfor synes du det?" spørger jeg
"fordi at han har dig" siger han, der går et sug igennem min mave, jeg smiler men græder stadig lidt.
"hvorfor er han heldig fordi at han har mig?" spørger jeg dumt,
"du er der for ham når ingen andre er, du tænker på ham og bekymrer dig om ham når ingen andre gør" han holder en pause,
"jeg misunder ham nogle gange, at det var ham dit hjerte valgte, og..." han trækker sig væk og kigger ned i gulvet,
"og at det ikke var mig".