Er vi en hemmelighed?

Kapitel 23

Jeg har gået på Juilliard i 2 og en halv måned nu, jeg elsker det, men jeg savner stadig Marcus. Vi skal lave en opsætning af Romeo og Julie til vinter, jeg skal ikke spille Julie, ikke denne gang, jeg er førsteårselev så vi få ensembleroller eller meget små taleroller.
Jeg har en kalender til at hænge på min væg sammen med alle billederne af Marcus og mig og alle mine gamle venner, på den tæller jeg ned til den dag jeg skal tage flyveren tilbage til Norge, til den dag jeg igen skal se Marcus, hører lyden af hans stemme og mærke hans arme om mig, jeg får en klump i halsen hver gang jeg tænker på ham, men samtidig får jeg sommerfugle i maven.

Jeg har faktisk tit lyst til at droppe ud, tage hjem til Norge, tage hjem til Marcus.
Jeg elsker at være her, men jeg savner ham så utrolig meget, hver dag, hver time, hvert sekund. Det eneste der kan aflede mine tanker fra det savne jeg har til Marcus er at jeg hver dag får lov til at gøre det jeg elsker, at spille teater, og jeg ved at hvis han var her ville han fortælle at jeg aldrig skal stoppe med at gøre det jeg elsker, problemet er bare, at jeg også elsker at være sammen med ham.