WithOut Martinus..

Lammet

Jeg kan mærke 2 hænder tage fat i min arm.
"Mille..? Mille! MILLE!..." kan jeg høre Martinus, græde? Græder han?

Jeg prøver at bevæge mig, men jeg kan ikke.
"Det her er altså bare ikke okay!!" Kan jeg høre Martinus nærmest råbe.
Nogle svage pige stemmer siger en masse i munden på hindanen.

Jeg åbner stille mit ene øje. Jeg kan lige se Martinus der sidder på hug ved min side.
"Martinu....s" siger jeg svagt. Kan lige se han smiler, ellers er alt sløret...

"Mille skal nok vågne helt om 1-7 dage" siger en dame.
-"Hun har slået hovedet og maven rigtig meget"

"Noget jeg kan gøre?" Jeg kan høre det er Martinus stemme.

"Nej. Dsv. Kun tiden" svare lægen..

Og som hun sagde, så tiden. Den går så langsomt. Det væreste er, jeg oplever det hele. Men kan ikke give mig en lyd eller bevæge mig.
Timerne, dagene går...Og går...
Men der sker jo intet?

"Mille?" Høre jeg Martinus stemme sige. Vil så gerne kunne svare ham, men jeg kan ikke...
-" du skal vide, ligemeget hvad der sker er jeg her for dig, jeg ved slet ikke om du høre det her. Men..Det er nu femte dag...og du er jo stadig ikke vågnet..."
Græder han...Åhh, kan ikke lide han græder!

-"På så kort tid betyder du allerede så meget...Ville lidt ønske det, var det samme på film. At du skulle vågne nu. Vågne og...Smile på den dejlige måde du altid smiler på...Det her er lidt mærkeligt for ved slet ikke om du kan høre mig...Men hvis du kan....Så skal du vide jeg....Elsker dig..!" Siger han svagt...

Jeg prøver at smile, men hele min krop er lammet totalt.
Kan høre Martinus gå ud af lokalet...

Og timerne, dagene går...
Der sker intet. Lige nu er jeg bare bange for at jeg aldrig vågner...Aldrig kunne se Martinus smil igen...

Mit liv skal ikke ende sådan...