Its just a smile | M.G

Tilbage til det gamle. | kap 32

~Silja's synsvinkel~

Jeg blev skrevet ud efter en uge, også skulle jeg begynde i skole. Det er dejlig at komme tilbage igen, jeg har savner mit "squad" AKA. Marie og Ida/ Ida Marie. Og som det første de gør, er at komme op og kramme mig selvfølgelig.
Vores læger kommer ind, som sædvanligt og siger godmorgen.
Dagen snegler sig langsomt hen, og endelig har vi fri. Alle skynder sig bare hjem. Men mig. Nej. Jeg tager mig godt tid, jeg tror Marcus er ved at være lidt utålmodig. Hahaha. Så nu tager jeg mig bare lidt ekstra god tid. Aha.
Okay nu er jeg færdig med at pakke, Ahah.
"Skal vi gå" spørger en meget utålmodig Marcus. "Er der en der er lidt utålmodig"
"Ville du ikke blive utålmodig, hvis det tog mig 10 min. At pakke min taske" griner han.
"Mmhn" er det eneste jeg svare, eller hvad jeg nu gør. Hahah. Dagen forløber normalt, mig og Marcus skilles hvor vi plejer. Og vært til sit.
Efter den episode, hvor jeg blev. Ja du ved kidnappes. Har vi fået alarmsystem, det er virkelig rart. Jeg vil virkelig ik have det sker igen. Man kan da sige jeg nok altid vil huske det, men tro mig jeg tar det ik som et godt minde. Hvis jeg overhoved tar det som et minde.
Som jeg ik gør. Jaer håber i forstår.
Der er ikke rigtig sket mere med mig og Marcus, efter den episode/moment vi havde. Desværre:(
Jeg gad godt VI blev til noget, ikke bare venner. Men at kalde Marcus min kæreste. Mmmh det er som musik i mine øre. Jeg ved godt i starten jeg kun så ham som en ven, men tiden ændre. Og jeg har ændret mig, en del. Det tror jeg os godt folk kan mærke på mig.

~marcus' synsvinkel~

Jeg ville ønske jeg bare kunne spørger om hun ville være min, det skal være perfekt. Der er kun en som kan hjælpe mig, og det er tinus....

-------
Undskyld for mega kort kapitel, men tror jeg holder en pause fra den her bog.