Together 2 - Marcus og Martinus [AFSLUTTET]

Del 3 - det at længtes efter nogen...

^i må meget gerne bruge billederne jeg laver øverst, hvis bare i giver mig Credit;)
-
-

Min fod sparkede til stenen. Det var Ikke mig. Men min fod. Den gjorde det bare af ren og skær irritation på grund af min mor. Jeg var på vej hjem fra skole. Klokken var lidt iver 15.00.
"Sophia!" Råbte en stemme, som jeg kunne genkende. Det var Isa. Min bedste veninde, som også altid er der for mig. Jeg vendte mig om. "Vil du med hjem til mig?" Spurgte hun med et lidt bekymret ansigtsudtryk. "Ja!" Svarede jeg ivrigt. Alt for at slippe for at være derhjemme ved min mor. Kommunen kan jo ikke sige noget til, at jeg er sammen med mine venner. Eller min ven. Hun er min eneste ven her. Når jo, så er der jo også Marcus, men han er jo ligesom ikke her og Martinus er min kæreste..

Da vi kom hjem stod hendes mor Dorte klar med kage. "Hej mor!" Sagde Isa glad og krammede Dorte. "Hej" sagde jeg bare og tvang et falsk smil på læberne. "Hej piger. Vil i have kage?" Spurgte hun venligt. Vi nikkede som svar og tog kagen med op på værelset.
"Hvordan går det så med din mor og Trofors osv?" Spurgte Isa da vi sad i hendes store hvide seng. "Af lort til. Altså min mor er idiot ligesom kommunen. Men måske må jeg snart få lov til at bo fast i Trofors" sagde med et lille smil på læberne da jeg sagde det sidste. Jeg kunne aldrig lade være med at smile, når jeg snakkede om Trofors.
"Ej hvor fedt!"
Jeg nikkede glad til Isa, som sad med munden fuld af kage.

Klokken var blevet 23.00.
Jeg var på vej hjem til min skod mor. Eller vent. Jeg var på vej til det hus, hvor noget mente jeg boede og hen til min idiotiske dame, som nogle mener er min mor.

Det var begyndt at regne. Jeg kunne godt bruge en Martinus lige nu. Jeg ringede ham op. "Hej" sagde en stemme. Det var Martinus. Jeg smilte da jeg hørte hans stemme. "Ville du noget?" Spurgte han midt grinende. "Øhm når.. når ja.. altså jeg ville egentlig bare snakke lidt indtil jeg kommer hjem. Jeg har været ved Isa hele dagen. "Nåår okay.. jamen jeg har massere af tid!" Sagde Martinus. Jeg kunne fornemme at han smilte.
Vi snakkede i lidt tid indtil jeg stod uden for min dør. "Nå men jeg må løbe" sagde jeg. "Okay.. vi ses.. snart!" Sagde han med tryk på "snart". Jeg smilte. Og mumlede: "Mmh"

Da jeg kom ind smed jeg bare skoene og løb ovenpå. Jeg gad ikke se min mor, som sikkert lå på sofaen og drak. Jeg listede ud på mit badeværelse med et håndklæde i hånden. Jeg frøs. Jeg tog mit tøj af og kiggede mig selv i spejlet, men vendte hurtigt mit hoved af ren forskrækkelse. Jeg var virkelig blevet tynd. Som i virkelig.

Og når ja, så skal jeg lige huske at sige noget. Som i måske har opdaget er jeg ikke den samme Sophia, som fra et år siden. Jeg har ændret mig meget på alle mulige måder. Selvfølgelig udseende, men nok mest min personlighed. Efter jeg har været sammen med martinus er jeg blevet en meget gladere person. Han gør mig jo nærmest lykkelig, men da jeg så skulle hjem til min mor igen ødelagde det ligesom hele glæden jeg havde bygget op. Derfor er jeg nu en depri teenager, der bare gerne vil hjem til sin kæreste igen. Hvilket jeg måske kommer...?
-
-
-
Hvad synes i om bogen indtil videre? <3