Yasin kaster mig ned af kamelen. Jeg ruller ned af en bakke. Det er ikke en normal bakke, jeg tror det er kviksand. "YASIN HJÆLP MIG" Skriger jeg. Yasin kaster sig ned til mig, GREAT NU SYNKER HAN OGSÅ. "YASIN HVORDAN KOMMER VI OP!?" skriger jeg. "IKKE BEVÆG DIG!! SÅ TAGER KVIKSANDET DIG HURTIGERE" råber Yasin. "MADISON! TAG FAT I DEN PIND DER!" Råber Yasin. Jeg kan lige når af række ud efter den. Jeg kaster den over til Yasin. På en eller anden måde kommer han op. WTF. "TAG FAT I PINDEN MADISON!!" Råber Yasin. Jeg tager fat i pinden og kommer op selv. "Yasin? Hvor er vi!" Siger keg nervøst. "Jeg tror.. øhm... Hmm" siger han. Jeg tror vi er væk. "Vi er væk" siger han uroligt. "Fuck man! Lad mig lige se om jeg kan finde mit kompas... Og min taske er på kamelen?!" Siger Yasin. Han går helt i panik. "MIT KOMPAS ER VÆK?!" Siger Yasin med en urolig stemme. "FUCK?! TROR DU IKKE MATTEO OG SIANO ER BEGYNDT AF LEDE EFTER OS?!" Siger jeg. "Nej... VI SKULLE FØRST VÆRE HJEMME OM 7 timer" råber Yasin. Han virker meget opdrevet. Det burde jeg vel også være.. fordi vi var lige ved af blive dræbt af noget kviksand og nu er vi faret vild i en ørken, som vi sikkert aldrig finder ud af. "Undskyld... Undskyld Madison" siger Yasin. Han har tårer i øjnene. "Vi må vente til i aften. Jeg kan først læse stjernerne der" Siger Yasin.
YOU ARE READING
2045
Action"HJÆLP! HJÆLP!!!" Skreg jeg. Ingen kunne høre mig. Kun ham. Ham som havde "købt" mig. "Hvad råber du for lille pus!" Sagde han. Han kom imod mig. Mændene havde fået magten.. år 2045. Min far var blevet sat i fængsel og min mor blev solgt på det sort...
